Energiklagenævnets afgørelse om effektiviseringskrav til Paarup El-Forsyning for 2008

Sagen omhandler en klage fra Paarup El-Forsyning (herefter klager), en transformerforening, over Energitilsynets afgørelse af 27. september 2007. Ved denne afgørelse pålagde Energitilsynet klager et effektiviseringskrav på 4 procent, svarende til en reduktion af selskabets indtægtsramme med 50.134 kr. Kravet blev udmeldt på baggrund af en benchmarking af elnetselskaberne for år 2008.

Sagens kerne og retsgrundlag

Sagens centrale spørgsmål var, hvorvidt Energitilsynets udmeldte effektiviseringskrav og den anvendte metode for udregningen af kravet var i overensstemmelse med Elforsyningsloven § 70, stk. 2 og 3 samt Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven §§ 19 og 20.

Energitilsynets benchmarkingmetode

Energitilsynet anvender en såkaldt netvolumenmodel til benchmarking af elnetselskaberne. Denne model er designet til at tage højde for variationer i nettenes størrelse og opbygning ved at sammenligne selskabernes enhedsomkostninger for de enkelte netkomponenter. Formålet er at tilnærme konkurrencevilkår for monopolvirksomheder og tilskynde til effektivisering, så forbrugerne får sikker og effektiv strømtransport til lavest mulig pris. Modellen opdateres med data fra 2005, som er kvalitetssikret af PricewaterhouseCoopers. Energitilsynet foretager separat benchmarking for regionale transmissionsselskaber, distributionsselskaber og transformerforeninger, da de opererer under forskellige rammevilkår.

Klagerens anbringender

Paarup El-Forsyning anførte, at Energitilsynets model medførte urimelige resultater. Klagerens hovedargumenter var:

• Seks ud af de syv bedste transformerforeninger havde ingen lønomkostninger, hvilket medførte urimelige sammenligninger. Disse selskaber burde udelukkes fra analysen.
• Transformerforeninger med meget lave driftsomkostninger (4.000 kr. og 7.000 kr.) burde heller ikke indgå i analysen, da deres effektivisering var minimal.
• Omkostningsækvivalenten for forsyningsnettet var for høj i forhold til andre omkostningsækvivalenter, hvilket skabte en urimelig sammenligning mellem by- og landbaserede transformerforeninger. Klager fremhævede, at de havde dobbelt så mange aftagesteder som Brenderup Netselskab, men et væsentligt mindre forsyningsnet, hvilket påvirkede benchmarkingresultatet negativt.

Energitilsynets bemærkninger

Energitilsynet fastholdt, at effektiviseringskravet var fastsat på et faktuelt og retligt sagligt grundlag. De bemærkede, at:

• Benchmarkingen tager højde for, at nogle selskaber har højere eller lavere omkostninger, og at de seks nævnte selskaber ikke var så atypiske, at de burde udelukkes.
• Benchmarkmetoden er konstrueret, så det ikke belaster de øvrige selskaber, at mindre selskaber undlader at afholde lønomkostninger. De selskaber, der sammenlignes med, udgør kun en lille andel af sammenligningsgrundlaget.
• Det ikke var en målsætning at sammenligne selskaber efter transporteret strømmængde.
• Modellen netop tager højde for, at selskaber i landområder ofte driver et større net for at forsyne samme antal kunder som et selskab i et byområde, ved at inddrage nettenes udstrækning.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Energitilsynets pålagte effektiviseringskrav på 4 procent var udmeldt i overensstemmelse med Elforsyningsloven § 70, stk. 2 og 3 og Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven §§ 19 og 20.

Energiklagenævnet bemærkede, at hverken Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven § 19, stk. 1 eller forarbejderne til Elforsyningsloven § 70, stk. 2 og 3 indeholder specifikke retningslinjer for, hvordan Energitilsynet konkret skal benchmarke elnetselskaberne. Dette indebærer, at valget af metode beror på tilsynets skøn over, hvilken metode der bedst udtrykker elnetselskabernes effektiviseringspotentialer. Energiklagenævnet fandt derfor, at Energitilsynet er tillagt et vidt skøn ved benchmarkingen af elnetselskaberne.

Vurdering af benchmarkingmetoden

Energitilsynet har valgt at foretage benchmarkingen efter netvolumenmodellen, som også anvendes for naturgasselskaber. Energiklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at Energitilsynets valg af denne model var baseret på usaglige hensyn, eller at en benchmarking baseret på enhedsomkostninger er uegnet som grundlag for vurderingen af elnetselskabernes effektivitet. Nævnet fandt heller ikke, at der i grundlaget for Energitilsynets skøn ved anvendelsen af den valgte model for benchmarking var påvist væsentlige metodiske eller faktuelle fejl.

Konklusion

Efter en samlet vurdering fandt Energiklagenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte Energitilsynets udmelding af effektiviseringskrav til klager som urimelig. Nævnet lagde vægt på Energitilsynets vide skøn, at den valgte metode var egnet og baseret på saglige hensyn, samt at der ikke forelå oplysninger om klagers særlige forhold, der kunne føre til, at Energitilsynets skøn i det konkrete tilfælde måtte anses for urimeligt.

Energitilsynets afgørelse af 27. september 2007 blev herefter stadfæstet. Afgørelsen er truffet efter Elforsyningsloven § 89 og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.