Energiklagenævnets afgørelse om effektiviseringskrav til Vestforsyning Net A/S for 2008

Sagen omhandler en klage fra Vestforsyning Net A/S (herefter klager) over Energitilsynets afgørelse af 27. september 2007, som pålagde elnetselskaberne, herunder klager, et effektiviseringskrav på 3 procent for 2008 baseret på en benchmarking. Klager er et distributionsselskab, og kravet medførte en reduktion af selskabets indtægtsramme på 527.130 kr.

Energitilsynets benchmarkingmetode

Energitilsynet er i henhold til elforsyningsloven § 70 forpligtet til at benchmarke elnetselskaberne for at udmelde varige, individuelle effektiviseringskrav. Formålet er at tilnærme konkurrencevilkår for monopolvirksomheder og tilskynde til effektivitet for at sikre lavest mulige priser for forbrugerne. Benchmarkingen udføres ved hjælp af den såkaldte netvolumenmodel, som sammenligner selskabernes enhedsomkostninger for forskellige netkomponenter og tager højde for variationer i nettenes størrelse og opbygning. Modellen anvender data fra 2005, som er indsamlet og kvalitetssikret af PricewaterhouseCoopers. Energitilsynet har udvalgt 48 indberetninger af høj kvalitet til at fastlægge benchmarkmodellen.

Netvolumenmodellen definerer kategorier af omkostningstunge arbejdsopgaver, primært knyttet til netkomponenter som kabler. For hver kategori beregnes gennemsnitlige enhedsomkostninger, kaldet omkostningsækvivalenter, som vægtes efter omkostningsstørrelse. Den opdaterede model inkluderer også administrations- og kunderelaterede omkostninger. Modellen korrigerer for forskelle i netudstrækning og opbygning. Energitilsynet foretager separat benchmarking af regionale transmissionsselskaber, distributionsselskaber og transformerforeninger på grund af forskellige rammevilkår.

Korrektion for fordyrende rammevilkår

Analyserne har vist en sammenhæng mellem selskabernes omkostningsindeks og omfanget af fordyrende rammevilkår (f.eks. vejbelægninger, trafikintensitet). Netvolumenmodellen tager ikke direkte højde for dette, hvilket kan føre til, at selskaber med mange fordyrende rammevilkår fremstår mindre effektive. For distributionsselskaber korrigeres resultaterne ved at anvende kundetæthed (antal målere pr. km 0,4 kV net) som en indikator for fordyrende rammevilkår. For regionale transmissionsselskaber, hvor en entydig kontinuert referenceskala ikke er mulig, benchmarkes de i to grupper baseret på kabellægningsgrad og andel af 50/60 kV net.

Klagerens anbringender

Klager anførte, at Energitilsynets metode resulterede i et urimeligt effektiviseringskrav, især for byselskaber, som rammes markant og uforholdsmæssigt. Klager ønskede, at afgørelsen blev omgjort til et etårigt, ikke-varigt, effektiviseringskrav på maksimalt 2 procent, eller at sagen blev hjemvist. Klager argumenterede for, at:

• Analyserne viste, at byselskaberne blev uforholdsmæssigt hårdt ramt.
• Atypiske observationer ikke var undtaget i modellen.
• Korrektionen for fordyrende rammevilkår var behæftet med væsentlig usikkerhed, og en logaritmisk model ville være mere statistisk valid og ændre kravet til 2 procent for klager.
• Afgørelsen var særdeles bebyrdende, og det nødvendige valide og robuste grundlag var ikke afsøgt.
• Metoden og beregningsgrundlaget ikke havde tilstrækkelig valør til en så langsigtet (varig) afgørelse.

Energitilsynets bemærkninger

Energitilsynet fastholdt, at effektiviseringskravet var fastsat på et faktuelt og retligt sagligt grundlag. Tilsynet bemærkede, at:

• Der var gennemført kvalitetskontrol af metode og beregningsgrundlag, og kravene var moderate.
• Elnetselskaberne havde haft en vækst på godt 7 procent årligt i perioden 2001-2005, mens de udmeldte krav var højest 4 procent.
• Klagerens analyse af byselskabers placering var baseret på en forkert brug af regressionslinjen.
• Energitilsynets egen analyse viste ingen sammenhæng mellem selskabernes placering og kundetæthed.
• Der var en tydelig sammenhæng mellem omkostningsindeks og kundetæthed.
• Den valgte korrektionsmetode var simpel af hensyn til troværdighed og gennemsigtighed, men faktuelt korrekt og sagligt begrundet.
• Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven forudsætter, at effektiviseringer er af varig karakter, og der er ingen bestemmelser, der afskærer Energitilsynet fra at fastsætte kravene varigt.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Energitilsynets effektiviseringskrav på 3 procent til Vestforsyning Net A/S var udmeldt i overensstemmelse med elforsyningsloven § 70, stk. 2 og 3 og Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven §§ 19 og 20.

Energiklagenævnets vurdering

Energiklagenævnet fastslog, at hverken Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven eller forarbejderne til elforsyningsloven § 70, stk. 2 og 3 indeholder detaljerede retningslinjer for, hvordan Energitilsynet konkret skal benchmarke elnetselskaberne. Valget af metode beror derfor på tilsynets skøn, og Energitilsynet er tillagt et vidt skøn ved benchmarkingen.

Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at Energitilsynets valg af netvolumenmodellen var baseret på usaglige hensyn, eller at en benchmarking baseret på enhedsomkostninger – herunder korrektionsmetoden for forskelle i rammevilkår – var uegnet som grundlag for vurderingen af elnetselskabernes effektivitet. Der blev heller ikke påvist væsentlige metodiske eller faktuelle fejl i grundlaget for Energitilsynets skøn.

Efter en samlet vurdering fandt Energiklagenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte Energitilsynets udmelding af effektiviseringskravet som urimeligt. Nævnet lagde vægt på Energitilsynets vide skøn, at den valgte metode var egnet og baseret på saglige hensyn, samt at der ikke forelå oplysninger om klagers særlige forhold, der kunne føre til, at skønnet var urimeligt.

Anbefalinger og varighed af krav

Energiklagenævnet bemærkede, at Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven § 20, stk. 3 indeholder en revisionsbestemmelse, hvorefter grundlaget for benchmarkingen tages op til revision hvert fjerde år. Nævnet anbefalede, at Energitilsynet ved en fremtidig revision overvejer den model for korrektion af fordyrende rammevilkår, som klager havde foreslået, da denne model potentielt kunne medføre mere retvisende resultater.

For så vidt angår spørgsmålet om varigheden af effektiviseringskravene, tiltrådte Energiklagenævnet Energitilsynets argumentation om, at kravene kunne udmeldes som varige.

Afgørelse

Energitilsynets afgørelse af 27. september 2007 stadfæstes. Afgørelsen er truffet efter elforsyningsloven § 89 og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.