Klage over betaling af elforbrug på fraflyttet adresse

Sagen omhandler en tvist mellem en kunde og NRGi A.m.b.a. vedrørende betaling af elforbrug på en fraflyttet adresse. Kunden fraflyttede sin lejlighed den 1. juni 2002 og meddelte sin fraflytning til NRGi via et flyttekort den 3. marts 2003. Da der manglede en brugbar aflæsning, modtog NRGi først en anvendelig aflæsning den 18. april 2003, som dannede grundlag for flytteopgørelsen.

Energitilsynets oprindelige afgørelse

Energitilsynet fandt, at datoen for kundens tilmelding til folkeregistret skulle være datoen for flytteopgørelsen. Tilsynet mente, at det var urimeligt, jf. Elforsyningslovens § 77, stk. 1 og Elforsyningslovens § 6, stk. 3, at en forbruger skulle hæfte for efterforbrug i en periode, hvor vedkommende var fraflyttet adressen. Energitilsynet pålagde derfor NRGi at foretage en skønsmæssig beregning af aflæsningen baseret på folkeregisterdatoen.

NRGi's klage til Energiklagenævnet

NRGi klagede over Energitilsynets afgørelse. De henviste til deres leveringsbestemmelser, specifikt § 9, stk. 2, som fastslår, at kunden hæfter for betaling af elektricitet, indtil der foreligger en accepteret aflæsning, eller en ny kunde er indtrådt i leveringsforholdet. NRGi argumenterede, at deres leveringsbestemmelser var anmeldt til og taget til efterretning af Energitilsynet. De fremhævede også, at de som privat virksomhed ikke har adgang til offentlige registre som folkeregistret, hvilket forringer deres muligheder for at spore fraflyttede kunders nye adresser. NRGi fastholdt, at det var kundens ansvar at levere en brugbar aflæsning, hvilket først skete den 18. april 2003.

Energitilsynets bemærkninger

Energitilsynet fastholdt sin praksis, men bemærkede, at Energiklagenævnet i en lignende sag (afgørelse af 13. februar 2004) havde ophævet en tilsynsafgørelse.

Energiklagenævnet behandlede sagen og traf afgørelse den 15. september 2004.

Forvaltningsretlige aspekter

Nævnet bemærkede, at Energitilsynets afgørelse var meddelt til NRGi A.m.b.a., som ikke havde et direkte kontraktsforhold med kunden, men nævnet accepterede NRGi A.m.b.a. som mandatar for de koncernforbundne selskaber. Energiklagenævnet fandt, at Energitilsynet ikke havde givet tilstrækkelig klagevejledning til NRGi, jf. Forvaltningsloven § 25, stk. 1. Selvom denne fejl normalt ville medføre ophævelse og hjemvisning, valgte nævnet at behandle klagen, da det nødvendige grundlag var til stede, og klageren havde fremsat sine bemærkninger.

Sagens realitet

Energiklagenævnet lagde til grund, at flyttekortet fra kunden kom frem til NRGi den 3. marts 2003. Nævnet fastslog, at kontraktforholdet mellem slutbruger og forsyningsselskab reguleres af selskabernes anmeldte leveringsbetingelser og Elforsyningsloven. Det fremgik, at kunden ikke havde meddelt fraflytning til elforsyningen i henhold til deres leveringsbestemmelser, men alene til folkeregistret.

Nævnet fandt, i overensstemmelse med tidligere praksis, at folkeregisteradresse ikke er egnet til at afgøre, om der består en aftale om ellevering. Energiklagenævnet fandt ikke grundlag for at statuere, at NRGi's leveringsbestemmelser eller deres fremgangsmåde i sagen var urimelige i medfør af Elforsyningslovens § 6, stk. 3.

Afgørelse

Energiklagenævnet ændrede Energitilsynets afgørelse af 14. januar 2004. Nævnet fandt, at det ikke var urimeligt at opkræve kunden for levering af elektricitet for perioden fra 1. juni 2002 (fraflytningsdato) til 18. april 2003 (datoen hvor NRGi modtog en anvendelig flytteopgørelse). Nævnet gav NRGi medhold i, at det ikke er urimeligt, at kunden hæfter over for NRGi for en lejers forbrug, indtil kundens opsigelse af elleveringsaftalen er kommet frem til NRGi, da dette retsforhold er NRGi uvedkommende. Afgørelsen blev truffet i henhold til Elforsyningslovens § 89 og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.