Afsendelsesmyndighed kan modsætte sig overførsel af mekanisk behandlet kommunalt affald, hvis dets oprindelige karakter er uændret (Sag C-315/20)

Domstolen fastslår, at artikel 3, stk. 5, og artikel 11 i forordning nr. 1013/2006 (affaldsoverførselsforordningen) skal fortolkes således, at den kompetente afsendelsesmyndighed kan modsætte sig en overførsel af blandet kommunalt affald til nyttiggørelse, selvom det er klassificeret under EAK-kode 19 12 12, hvis den mekaniske behandling ikke væsentligt har ændret dets oprindelige egenskaber.

Hovedbegrundelsen

• Ifølge artikel 3, stk. 5, i forordning nr. 1013/2006 sidestilles overførsel af blandet kommunalt affald (MMW) til nyttiggørelse med overførsel til bortskaffelse. Dette indebærer, at de strenge indsigelsesregler i artikel 11 finder anvendelse.
• Domstolen henviser til 33. betragtning i direktiv 2008/98/EF, som præciserer, at MMW forbliver MMW, selv efter en affaldsbehandling, som ikke grundlæggende har ændret dets egenskaber.
• Det afgørende for den retlige ordning, der finder anvendelse på affaldsoverførsler, er affaldets grundlæggende karakter og ikke dets formelle klassificering i EAK. En anden fortolkning ville give mulighed for at omgå EU-reglerne ved en simpel mekanisk behandling, som ikke ændrer affaldets materielle karakter.
• Da det i hovedsagen var enighed om, at den mekaniske behandling ikke væsentligt havde ændret affaldets oprindelige egenskaber, skulle affaldet fortsat behandles som MMW (kode 20 03 01) med henblik på anvendelse af reglerne om overførsel.

Artikel 3, stk. 5, og artikel 11 i forordning (EF) nr. 1013/2006 skal fortolkes således, at den kompetente afsendelsesmyndighed, henset til principperne om tilstrækkelig egenkapacitet og nærhed, navnlig på grundlag af den begrundelse, der er omhandlet i denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra i), kan modsætte sig en overførsel af blandet kommunalt affald, der, som følge af en mekanisk behandling med henblik på energiudnyttelse, som imidlertid ikke har ændret dets oprindelige egenskaber væsentligt, har været klassificeret under kode 19 12 12 i EAK.

Domstolen bemærkede, at artikel 106 TEUF sammenholdt med artikel 102 TEUF forudsætter en dominerende stilling på markedet, hvilket ikke var tilstrækkeligt dokumenteret i forelæggelsesafgørelsen. Domstolen vurderede herefter spørgsmålet om fri bevægelighed for varer (artikel 35 TEUF og 36 TEUF) i lyset af forordning nr. 1013/2006 om overførsel af affald og direktiv 2008/98/EF om affald. Domstolen fastslog, at medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger for at begrænse overførslen af affald mellem medlemsstaterne for at gennemføre nærhedsprincippet og princippet om tilstrækkelig egenkapacitet.

Domstolen konkluderede, at EU-retten tillader en kommune at forpligte en affaldsindsamlingsvirksomhed til at transportere blandet kommunalt affald til det nærmeste egnede behandlingsanlæg inden for samme medlemsstat, men ikke industri- og bygningsaffald bestemt til nyttiggørelse, hvis producenterne er forpligtet til at bruge den pågældende virksomhed eller anlæg. Endelig fastslog Domstolen, at artikel 49 TEUF og 56 TEUF ikke finder anvendelse, når alle sagens elementer er begrænset til en enkelt medlemsstat.