Domstolsprøvelse af kommunal byggetilladelse: Ugyldighed grundet væsentlig afvigelse fra lokalplan

Naboejeren (Sagsøger) anlagde sag mod Kommunen (Sagsøgte) med påstand om, at en meddelt byggetilladelse til en nabo var ugyldig. Tilladelsen vedrørte opførelsen af et stort lager med en højde på 15 meter. Sagsøger gjorde gældende, at dette byggeprojekt stred direkte mod den gældende lokalplans bestemmelser, som klart fastsatte en maksimal byggehøjde på 10 meter i området. De anførte, at kommunen havde tilsidesat det lovmæssige krav om at respektere lokalplanens bindende indhold, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 1, og krævede tilladelsen ophævet.

Kommunens anbringender

Kommunen påstod frifindelse og argumenterede for, at de havde foretaget en korrekt afvejning af de involverede interesser. De mente, at afvigelsen fra lokalplanen var proportional i forhold til det samlede projekt og de erhvervsmæssige hensyn.

Kommunen fastholdt, at opførelsen af lageret var nødvendig for områdets erhvervsudvikling, og at tilladelsen blev givet efter en saglig, skønsmæssig vurdering. De gjorde gældende, at domstolenes prøvelsesadgang af forvaltningsretlige skøn alene var begrænset til tilfælde af åbenbart urimelige afgørelser eller retlige mangler, herunder sagsbehandlingsfejl, som beskrevet i Forvaltningsloven § 24.

Sagsøger bestred kommunens vurdering af afvigelsens betydning og fastholdt, at en overskridelse på 50% af maksimalhøjden ikke kunne anses som et lovligt skøn, men var et brud på lovhjemlen.

Østre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse, hvorefter den af Kommunen meddelte byggetilladelse blev kendt ugyldig.

Begrænsning af det kommunale skøn

Landsretten fastslog, at selvom kommunen har en bred administrativ skønsbeføjelse ved administrationen af bygge- og planlovgivningen, var denne beføjelse ikke ubegrænset, når den førte til væsentlige afvigelser fra bindende lokalplanbestemmelser.

Retten vurderede, at byggetilladelsen medførte en overskridelse af den maksimale byggehøjde på 50% (fra 10m til 15m). Dette blev anset for at være en væsentlig tilsidesættelse af lokalplanens indhold.

"En afvigelse af denne størrelse kan ikke betragtes som en mindre fravigelse efter planlovens forstand, men kræver enten en formel dispensation eller udarbejdelse af en ny lokalplan i overensstemmelse med Planloven § 19, stk. 1."

Landsretten konkluderede, at kommunens beslutning led af en retlig mangel, idet den stred mod det bindende indhold af lokalplanen og dermed faldt uden for rammerne af lovlig skønsudøvelse.