Artikel 49 TEUF er ikke til hinder for vederlagsfri statslig overtagelse af ikkeflytbare installationer ved udløb af koncession på offentligt maritimt område

Domstolen fastslog, at artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national regel, der fastsætter, at koncessionshaveren ved udløbet af en koncessionsaftale om brug af et offentligt område, og medmindre andet er fastsat i aftalen, er forpligtet til øjeblikkeligt, vederlagsfrit og uden erstatning at overdrage de ikkeflytbare installationer til staten, selv i tilfælde af fornyelse af koncessionen.

Domstolen begrundede afgørelsen ud fra følgende hovedpunkter:

• Anvendelighed af etableringsfriheden: Tildelingen af en langvarig koncession til brug af offentligt maritimt område henhører under etableringsretten (Artikel 49 TEUF), da den indebærer en fast og vedvarende deltagelse i værtsmedlemsstatens økonomiske liv. Artikel 56 TEUF (fri udveksling af tjenesteydelser) finder derfor ikke anvendelse.
• Ingen restriktion: Den italienske regel (Søfartslovens artikel 49) anvendes uden forskel på alle aktører, uanset nationalitet (Præmis 50, 56).
• Princippet om offentlig ejendom (Uafhændelighed): Reglen drager alene konsekvenserne af de grundlæggende principper om offentlig ejendom, herunder princippet om uafhændelighed. Vederlagsfri tilegnelse af ikkeflytbare installationer er kernen i dette princip. De potentielle restriktive virkninger er alt for usikre og indirekte til at udgøre en hindring for etableringsfriheden (Præmis 53, 56).
• Kontraktuel autonomi: Da Søfartslovens artikel 49 udtrykkeligt åbner mulighed for kontraktmæssigt at fravige princippet om vederlagsfri inkorporering, kan overdragelsen ikke betragtes som en tvungen overdragelse (ekspropriation), men som en aftalt konsekvens af koncessionsaftalen (Præmis 57, 61).
• Adskillelse fra Laezza-dommen: Sagen adskiller sig fra Laezza-dommen (C-375/14), hvor vederlagsfri overdragelse var en ufravigelig sanktion. I nærværende sag var overdragelsen genstand for kontraktforhandling, og koncessionshaveren havde kun en simpel brugsret af midlertidig karakter til det offentlige område, ikke ejendomsret til selve jorden eller bygningerne efter koncessionens udløb (Præmis 60, 61).