Afvisning af præjudicielle spørgsmål: Ingen prøvelse af endelige straffedommes gyldighed under fuldbyrdelsesproceduren baseret på dommeres uafhængighed (C-114/23 m.fl.)

Sagen omhandler fire forenede anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Sąd Okręgowy w Warszawie (Regionaldomstolen i Warszawa, Polen) i forbindelse med fuldbyrdelsesprocedurer vedrørende fire endelige straffedomme mod KB, RZ, AN og CG. De domfældte var blevet idømt forskellige straffe, og dommene var blevet endelige og uden appel.

Den forelæggende ret gav udtryk for alvorlig tvivl om gyldigheden af disse endelige domme. Tvivlen skyldtes, at de dommere, der havde afsagt dommene, var blevet udnævnt efter indstilling fra Krajowa Rada Sądownictwa (det polske Domstolsråd, KRS) i den sammensætning, der blev etableret i 2017. Domstolen har tidligere fastslået, at dette organ ikke er uafhængigt, hvilket kan rejse spørgsmål om, hvorvidt de udnævnte domstole opfylder kravet om at være uafhængige og upartiske domstole etableret ved lov, jf. artikel 19, stk. 1, TEU og chartrets artikel 47.

Den forelæggende ret ønskede i det væsentlige at vide, om EU-retten forpligter en national domstol til, under en fuldbyrdelsesprocedure for en endelig straffedom, at undersøge, eventuelt ex officio, om dommen blev afsagt af en lovligt sammensat domstol, og hvis ikke, at erklære dommen for ugyldig og afbryde fuldbyrdelsen.

Partenes hovedargumenter

• Prokuratura Okręgowa i den polske regering: Bestred afgørelsens antagelse til realitetsbehandling. De argumenterede for, at den forelæggende ret som fuldbyrdelsesret er bundet af de endelige retsafgørelser og ikke har kompetence til at efterprøve deres gyldighed eller realiteten af straffesagen.
• Den forelæggende ret: Mente, at i lyset af de grundlæggende rettigheder (Art. 47 Charteret) burde det være muligt at efterprøve tilsidesættelsen af dommeres uafhængighed, selv i fuldbyrdelsesfasen af en endelig dom. De hævdede, at manglende uafhængighed i udnævnelsesprocessen førte til en fundamental nulitet af dommen.

Domstolen (Tredje Afdeling) afviste anmodningerne om præjudiciel afgørelse, idet de blev anset for ikke at kunne antages til realitetsbehandling.

Begrundelse for afvisning

Domstolen mindede om, at proceduren for præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 267 TEUF er et samarbejdsinstrument, og at en præjudiciel afgørelse skal være nødvendig for, at den forelæggende ret kan afsige sin dom i den verserende sag.

• Manglende kompetence: Det fremgik af sagens oplysninger, at den forelæggende rets rolle i fuldbyrdelsesprocedurerne under polsk ret var begrænset til at vedtage de foranstaltninger, der er fastsat i loven om straffuldbyrdelse (f.eks. ordre om fuldbyrdelse, fængsling, beregning af straf). Denne kompetence omfattede ikke en vurdering af lovligheden eller gyldigheden af de endelige straffedomme, der dannede grundlag for fuldbyrdelsen.