Afslag på refusion af skat for skib beskæftiget med uddybning og kabelrende-gravning – Sømandsbeskatningsloven § 10

Sagen omhandler et rederis anmodning om refusion af skat for juni måned 2011 for skibet "[skib1]" i henhold til Sømandsbeskatningsloven § 10. SKAT havde givet afslag på refusionen med den begrundelse, at skibets beskæftigelse i den pågældende periode udgjorde virksomhed i begrænset fart, og at søtransportaktiviteterne derfor udgjorde mindre end 50 % af driftstiden.

Sagens baggrund

Rederiet, [virksomhed1] A/S, driver virksomhed med uddybning og oprensning af havbunden samt konstruktionsarbejder i søterritoriet. Skibet "[skib1]" er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister og har tidligere haft dispensation til at opfylde betingelserne for at blive anset for et "dansk skib" under den tidligere sømandsfradragslov. I juni 2011 var skibet beskæftiget ved [by1] med gravning af kabelrende, uddybning i sejlrende og klapning i et sødepot ca. 1 sømil væk. Rederiet opgjorde søtransportaktiviteterne til 72,46 % for måneden.

SKATs afgørelse var baseret på, at den angivne position ved [virksomhed2] og sejladsen til sødepotet på 1 sømil lå inden for [fjorden], hvilket blev anset for begrænset fart. Ifølge Sømandsbeskatningsloven § 2 og Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2 kan virksomhed med fartøjer i og omkring havne samt på danske fjorde ikke anses for søtransport ved anvendelse af refusionsreglerne. SKAT konkluderede, at "[skib1]"s søtransportaktiviteter for juni udgjorde mindre end 50 % (17,21 %), og rederiet var derfor ikke berettiget til refusion.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant nedlagde principalt påstand om, at selskabet var berettiget til refusion, idet der ikke var hjemmel til at inddrage begrænset fart i vurderingen af refusionsadgangen. Det blev anført, at hverken lovteksten eller Grundloven § 43 giver Skatteministeriet adgang til at indfortolke yderligere betingelser for lovens anvendelse. Repræsentanten henviste til forarbejderne til Sømandsbeskatningsloven, som blev indført for at tilpasse reglerne til EU-Kommissionens meddelelse C(2004), 43, der præciserer medlemsstaternes adgang til at give statsstøtte til sandsugere. Kommissionen begrænser støtten til tilfælde, hvor søtransport udgør over 50 % af driftstiden, og hvor aktiviteten ikke fortrinsvis foretages i havne og lignende. Det blev fremhævet, at Sømandsbeskatningsloven § 10 alene stiller krav om, at søtransportaktiviteterne overstiger 50 % af driftstiden, uden at nævne begrænset fart som en betingelse for refusion. Det blev derfor anført, at bekendtgørelsens inddragelse af begrænset fart var uden hjemmel i lov.

Subsidiært blev det gjort gældende, at fartøjet ikke var omfattet af begrænset fart, jf. Sømandsbeskatningsloven § 2. Repræsentanten argumenterede for, at loven og bekendtgørelsen skulle fortolkes i lyset af EU-retningslinjerne og lovgivers hensigt om at udnytte refusionsmuligheden mest muligt. Det blev anført, at Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b om begrænset fart skal forstås som en virksomhedsbetragtning, hvor aktiviteter i fjorde og lignende kun udelukker refusion, hvis de udgør det væsentligste af fartøjets virksomhed. Da rederiets fartøjer generelt driver virksomhed i hele Nordeuropa og i væsentligt omfang udfører søtransport på årsbasis, burde de ikke anses for at sejle i begrænset fart, selv ved enkelte opgaver i fjorde/havne.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten lagde til grund, at refusion efter Sømandsbeskatningsloven § 10, stk. 2 ikke skal medtage aktiviteter foretaget af stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, i begrænset fart. Dette følger af Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 2 og Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2.

Retten henviste til forarbejderne til Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 2, hvoraf det fremgår, at DIS-reglerne og reglerne om sømandsfradrag kun finder anvendelse uden for området for begrænset fart. Desuden blev der henvist til Danmarks oplysninger til Kommissionen i Direktiv 2009/380/EF, hvoraf det fremgår, at virksomhed i begrænset fart, herunder i havne og fjorde, altid falder uden for de danske statsstøtteordninger.

De udførte arbejdsopgaver i juni 2011, som omfattede gravning af kabelrende og uddybning i sejlrende ved [by1] med klapning i et sødepot 1 sømil væk, blev med rette henført til virksomhed i begrænset fart.

Subsidiær påstand

Vedrørende den subsidiære påstand om, at fartøjet ikke er omfattet af begrænset fart, henviste Landsskatteretten til Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 9, som fastslår, at refusion sker på grundlag af fartøjets faktiske anvendelse, og at registreringsforhold eller indvindingstilladelser ikke i sig selv er afgørende.

Det blev endvidere fremhævet, at Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 10 og Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 11 giver rederier mulighed for at vælge mellem måneds- eller årsbasis for opgørelse af søtransportaktivitet. Hvis månedsbasis vælges, skal 50 %-kravet være opfyldt for den enkelte måned. Virksomhed uden for EU/EØS medtages ikke i beregningen af 50 %-kravet, jf. SKM 2006.602.DEP, pkt. 5.

Landsskatteretten fandt, at disse betragtninger indikerer, at vurderingen skal baseres på det konkrete arbejde, hvert skib udfører i den konkrete periode (månedsbasis), og ikke den generelle virksomheds arbejde.

Afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og fandt, at selskabet ikke kunne få refusion for juni måned 2011 efter Sømandsbeskatningsloven § 10, da rederiets skib "[skib1]" havde foretaget søtransportaktivitet under 50 % af driftstiden i den pågældende måned.