Afskrivningsgrundlag og fradragskonto – K/S [virksomhed1] – Ikke køb af brugte anparter – Udbyderhonorar og projektomkostninger

Udbyderhonorarer kan efter praksis ikke tillægges afskrivningsgrundlaget, da de anses for etableringsomkostninger. Dette følger af Højesterets domme af 25. november 2008 (SKM2008.967.HR) og 8. september 2009 (SKM2009.562.HR). Honoraret vedrørte den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af investeringsprojektet og kunne derfor ikke tillægges den afskrivningsberettigede anskaffelsessum.

Afskrivningsgrundlaget for ejendommen skal opgøres i kontantværdi i henhold til Afskrivningsloven § 45, stk. 1. Kun udgifter, der kan henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve købet af de afskrivningsberettigede aktiver, indgår i afskrivningsgrundlaget, jf. SKM2008.967.HR. Dette omfatter advokatsalær, mæglersalær, tinglysningsafgift og udgifter til byggeteknisk gennemgang og vurdering, men ikke etableringsudgifter som udbyderhonorarer.

Landsskatteretten bemærkede, at bevisbyrden for skattemæssigt fradrag påhviler skatteyderen. Retten stadfæstede det tidligere opgjorte afskrivningsgrundlag for indkomstårene 2005 og 2006, som var fastsat ved Landsskatterettens kendelse af 16. november 2010.

Fradragskonto

Vedrørende reduktionen af klagerens fradragskonto fandt retten, at de omtvistede udgifter (honorar til udbyder og projektomkostninger), selvom de regnskabsmæssigt var aktiveret, ikke var godtgjort at modsvares af et aktiv for selskabet. Da udgifterne ikke var fradrags- eller afskrivningsberettigede, og efter deres karakter var omfattet af retningslinjerne i det nu ophævede TS-cirkulære 1990-1 af 1/11 1990, pkt. 1, litra k, skulle de fragå fradragskontoen.

Retten fastslog, at udgifterne under de foreliggende omstændigheder måtte anses for at skulle afholdes af det præsterede ansvarlige indskud, hvilket nedskrev klagerens indskud og dermed hæftelse. Da klageren ikke kan få større fradrag end svarende til hæftelsen, skulle klagerens andel af udgifterne fragå fradragskontoen. Det forhold, at klageren regnskabsmæssigt havde behandlet udgifterne, så de ikke påvirkede hans kapitalkonto, kunne ikke føre til et andet resultat. Der blev henvist til Vestre Landsrets dom af 16. december 2009 (SKM2010.44.VLR).

Landsskatteretten stadfæstede hermed skatteankenævnets afgørelse.

• En fast praksis og SKATs meddelelse i SKM2008.390.SKAT, som angiveligt støttede, at en køber af brugte anparter kan afskrive på hele den aftalte anskaffelsessum.
• At Højesterets dom i SKM2009.562.HR ikke tog principiel stilling til reelle salg af brugte anparter, og derfor ikke var retningsgivende for nærværende sag, hvor der de facto var tale om et reelt salg af brugte anparter.

Sekundært gjorde klageren gældende, at selv hvis udgifterne ikke var afskrivnings- eller fradragsberettigede, skulle de ikke fragå klagerens fradragskonto. Dette blev begrundet med, at udgifterne var aktiveret regnskabsmæssigt og ikke havde belastet kommanditisternes kapitalkonti. Til støtte herfor blev der henvist til Vestre Landsrets dom af 20. oktober 2005, offentliggjort i TfS 2005, 885 V, som fastslog, at den fulde resthæftelse skulle medtages på fradragskontoen uden reduktion for ikke-fradragsberettigede etableringsomkostninger.

SKAT og Skatteankenævnets afgørelse

SKAT havde oprindeligt nægtet genoptagelse af skatteansættelserne for 2004 og 2005, hvilket Skatteankenævnet stadfæstede. Begrundelsen var, at der ikke var fremlagt nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kunne begrunde en ændring af skatteansættelserne. Nævnet bemærkede specifikt, at henvisning til verserende prøvesager ved domstolene ikke kunne anses som nye oplysninger.