Afskrivningsgrundlag og fradragskonto – K/S [virksomhed1] – Ikke køb af brugte anparter – Udbyderhonorar og projektomkostninger

Sagen drejede sig om opgørelsen af afskrivningsgrundlaget og fradragskontoen i K/S [virksomhed1], hvori klageren deltog som kommanditist. Klageren anfægtede skatteankenævnets nedsættelse af afskrivninger og regulering af fradragskontoen.

Klageren argumenterede for, at projektomkostninger og udbyderhonorar skulle indgå i afskrivningsgrundlaget, da der var tale om køb af "brugte anparter", hvilket ifølge klageren var fast antaget i praksis og bekræftet af SKAT i SKM2008.390.SKAT og SKM2008.984.LSR. Klageren mente, at Højesterets domme (SKM2008.967.HR, SKM2009.562.HR) ikke var retningsgivende, da de vedrørte formidlingssager og ikke reelt salg af brugte anparter.

Desuden gjorde klageren gældende, at ikke-fradragsberettigede udgifter ikke skulle fragå fradragskontoen, da de ikke havde belastet kommanditisternes kapitalkonto, med henvisning til TS-cirkulære nr. 1 af 11. januar 1990, pkt. 1, litra k, og Højesterets dom i TfS 2009.16H.

Skatteankenævnet havde ikke godkendt samtlige projektomkostninger til afskrivningsgrundlaget, idet de ikke anså anparterne for "brugte". Nævnet henviste til Afskrivningsloven § 45 og Højesterets domme, der fastslår, at udbyderhonorarer og projektomkostninger er etableringsomkostninger, som ikke kan tillægges afskrivningsgrundlaget. Vedrørende fradragskontoen henviste nævnet til TS-cirkulære nr. 1 af 11. januar 1990, pkt. 1, litra k, og Vestre Landsrets dom (SKM2010.44.VLR), der fastslår, at ikke-fradragsberettigede omkostninger, der belaster kapitalkontoen, skal fragå fradragskontoen. Nævnet anså reguleringen af fradragskontoen som en afledt ændring i henhold til Skatteforvaltningsloven § 36, stk. 7.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse vedrørende både afskrivningsgrundlaget og fradragskontoen.

Afskrivningsgrundlag

Retten fandt, at der ikke var tale om køb af "brugte anparter". Det blev lagt til grund, at [virksomhed2] A/S, som udbyder, alene havde erhvervet ejendommen med det formål at videresælge anparterne til investorer. Klageren havde erhvervet anparterne i henhold til et tegningsprospekt, og [virksomhed2] A/S's arbejde svarede til det sædvanlige i formidlingssager.

Landsskatteretten henviste til Højesterets dom af 8. september 2009 (SKM2009.562.HR) og fastslog, at den angivne anskaffelsessum på 47.999.858 kr. for K/S [virksomhed1] ikke kunne lægges til grund for opgørelsen af afskrivningsgrundlaget, da den indeholdt et honorar til [virksomhed2] A/S.

Udbyderhonorarer kan efter praksis ikke tillægges afskrivningsgrundlaget, da de anses for etableringsomkostninger. Dette følger af Højesterets domme af 25. november 2008 (SKM2008.967.HR) og 8. september 2009 (SKM2009.562.HR). Honoraret vedrørte den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af investeringsprojektet og kunne derfor ikke tillægges den afskrivningsberettigede anskaffelsessum.

Afskrivningsgrundlaget for ejendommen skal opgøres i kontantværdi i henhold til Afskrivningsloven § 45, stk. 1. Kun udgifter, der kan henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve købet af de afskrivningsberettigede aktiver, indgår i afskrivningsgrundlaget, jf. SKM2008.967.HR. Dette omfatter advokatsalær, mæglersalær, tinglysningsafgift og udgifter til byggeteknisk gennemgang og vurdering, men ikke etableringsudgifter som udbyderhonorarer.

Landsskatteretten bemærkede, at bevisbyrden for skattemæssigt fradrag påhviler skatteyderen. Retten stadfæstede det tidligere opgjorte afskrivningsgrundlag for indkomstårene 2005 og 2006, som var fastsat ved Landsskatterettens kendelse af 16. november 2010.

Fradragskonto

Vedrørende reduktionen af klagerens fradragskonto fandt retten, at de omtvistede udgifter (honorar til udbyder og projektomkostninger), selvom de regnskabsmæssigt var aktiveret, ikke var godtgjort at modsvares af et aktiv for selskabet. Da udgifterne ikke var fradrags- eller afskrivningsberettigede, og efter deres karakter var omfattet af retningslinjerne i det nu ophævede TS-cirkulære 1990-1 af 1/11 1990, pkt. 1, litra k, skulle de fragå fradragskontoen.

Retten fastslog, at udgifterne under de foreliggende omstændigheder måtte anses for at skulle afholdes af det præsterede ansvarlige indskud, hvilket nedskrev klagerens indskud og dermed hæftelse. Da klageren ikke kan få større fradrag end svarende til hæftelsen, skulle klagerens andel af udgifterne fragå fradragskontoen. Det forhold, at klageren regnskabsmæssigt havde behandlet udgifterne, så de ikke påvirkede hans kapitalkonto, kunne ikke føre til et andet resultat. Der blev henvist til Vestre Landsrets dom af 16. december 2009 (SKM2010.44.VLR).

Landsskatteretten stadfæstede hermed skatteankenævnets afgørelse.