Nægtet fradrag for biludgifter grundet mangelfuldt kørselsregnskab og privat kørsel

Sagen omhandler en klage over SKATs afgørelse om at nægte fradrag for den private andel af biludgifter og afskrivninger for indkomstårene 2004-2007. Klageren, der er automekaniker og driver en selvstændig rengøringsvirksomhed, havde selvangivet betydelige erhvervsmæssige kørselsudgifter og afskrivninger, som SKAT skønsmæssigt nedsatte.

SKATs afgørelse var baseret på en række observationer, der indikerede privat anvendelse af bilerne, herunder:

• Urealistisk høje kørte kilometer: Selvangivet erhvervsmæssig kørsel på op til 48.502 km i 2004 og 42.500 km i 2005, med kun én hvervgiver i [by2] (40 km tur/retur fra bopælen).
• Tankninger på usædvanlige tidspunkter og steder: Benzinpåfyldninger på lørdage, søndage og helligdage i byer langt fra kundens beliggenhed, samt flere tankninger af samme bil med kort interval.
• Blandet anvendelse af biler: Selvom nogle biler var på gule plader, blev de anset for at kunne anvendes privat, og der var afløftet moms af driftsudgifter på en bil, der også blev anvendt privat.
• Hestetrailer: En hestetrailer, der var indgået i afskrivningsgrundlaget for driftsmidler, blev anset for primært at være anskaffet til privat brug.

Klagerens repræsentant påstod, at fradragene skulle godkendes som selvangivet. Argumenterne inkluderede:

• Flere kunder: Virksomheden havde flere kunder end antaget af SKAT, hvilket blev forsøgt dokumenteret med fakturaer.
• Varierede kørselsmønstre: Kørslen omfattede opsamling af medarbejdere på forskellige steder og brug af alternative ruter på grund af trafikpropper, hvilket betød, at kørslen ikke kun var direkte mellem bopæl og hvervgiver.
• Relevans af tankninger: Arbejde blev udført på alle ugens dage, inklusiv søn- og helligdage, hvilket forklarede tankninger på disse dage. Specifikke tankninger blev forklaret med afhentning/afsætning af medarbejdere eller overnatning uden for hjemmet.
• Kilometerregistrering: Klageren hævdede at have ført daglig kilometerregistrering, som blot ikke var blevet anmodet om af SKAT.
• Trailerens formål: Hestetraileren blev primært anvendt til transport af virksomhedens maskiner, med kun sjælden privat anvendelse.
• Privatbil: Klageren havde en privatbil til privat kørsel, og befordring til og fra klagerens fuldtidsarbejde hos Volvo blev betragtet som privat kørsel. Transport til kunder var erhvervsmæssig på grund af medbragte materialer og medarbejdere.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, idet klagerens kilometerregnskab ikke blev anset for fyldestgørende, og den overvejende del af kørslen blev anset for privat befordring mellem hjem og arbejdsplads, herunder opsamling af medarbejdere. Traileren blev også anset for at have været anvendt privat.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten bemærkede, at selvstændige erhvervsdrivende kan foretage fradrag for befordring, herunder udgifter til erhvervsmæssig kørsel efter Ligningsloven § 9 B, stk. 1 og Statsskatteloven § 6, stk. 1, samt udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdssted efter Ligningsloven § 9 C.

For at et kilometerregnskab kan anses for fyldestgørende, skal det efter praksis være ført dagligt med angivelse af kilometertællerens udvisende ved den daglige kørsels begyndelse og afslutning, dato for kørslen, fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, samt bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan dokumentere regnskabets rigtighed. Hvis et fyldestgørende kilometerregnskab ikke foreligger, kan omfanget af den erhvervsmæssige kørsel fastsættes skønsmæssigt.

Landsskatteretten fandt, at klagerens kilometerregnskab ikke var fyldestgørende, da det kun angav erhvervsmæssige destinationer og ikke den daglige kørselsfordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel. Det var derfor med rette, at skatteankenævnet havde udøvet et skøn over omfanget af klagerens erhvervsmæssige og private kørsel.

Antallet af arbejdsdage på samme sted oversteg 60 dage i indkomståret 2004, og da klageren også i indkomståret 2003 havde udført arbejde for samme hvervgiver på samme adresse hver uge, var kravene til afbrydelsesperioden efter Ligningsloven § 9 B ikke opfyldt. Kørsel mellem klagerens bopæl og arbejdet blev derfor som udgangspunkt anset for privat kørsel.

Opsamling af ansatte på vejen fra hjemmet til og fra arbejdspladsen blev for indkomstårene 2004-2007 anset for ikke at være omfattet af erhvervsmæssig kørsel. Da opsamling af medarbejderne ikke foregik på den direkte vej til arbejdsstedet, blev denne kørsel ligeledes anset for at være privat.

Bilerne kunne ikke, som følge af deres indretning, anses for uanvendelige til privat kørsel. Selvom en del af bagagerummet var fyldt op med arbejdsrelaterede effekter, var det let at fjerne disse ved behov for privat transport. Bilerne holdt på klagerens bopæl efter arbejdets ophør, og kørslen mellem den private bopæl og arbejdsstedet kunne ikke anses som kørsel mellem to arbejdspladser, uanset om klageren ligeledes havde kontor i hjemmet.

Landsskatteretten kunne herefter tiltræde skatteankenævnets fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, idet langt den overvejende del af kørslen vedrørte befordring mellem hjemmet og arbejdspladsen, som blev anset for privat kørsel. Da hestetraileren ligeledes havde været anvendt privat, kunne Landsskatteretten også tiltræde skatteankenævnets afgørelse vedrørende denne.

Landsskatteretten stadfæstede derfor afgørelsen.