Landsskatteretten om erhvervsmæssig andel af autodrift og krav til kilometerregnskab

Sagen omhandlede en klagers fradrag for erhvervsmæssig andel af autodrift i en nystartet netbutik, H1, der solgte cykler og cykeludstyr. Klageren, der også havde et deltidsarbejde, drev virksomheden fra sit hjem, et nedlagt landbrug. Virksomhedens omsætning steg markant fra 194.172 kr. i 2005 til ca. 1.200.000 kr. i 2007.

Klageren ejede i 2005 tre biler: to Ford Focus C-Max (RT... og PT...) og en Suzuki Grand Vitare (TT...). Ford Focus (RT...) blev totalskadet tidligt på året, og der var ikke ført kilometerregnskab for den. Ford Focus (PT...) blev anvendt til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde (anslået 10.000 km) og avisdistribution (anslået 2.000 km). Suzuki Grand Vitare (TT...) blev hovedsagelig anvendt til erhvervsmæssig kørsel, og der var ført en kørebog, der angav 16.689 km i alt, heraf 553 km privat kørsel. Klageren selvangav samlede udgifter til autodrift på 119.828 kr., inklusive brændstof, forsikring, reparation, afskrivning på Suzuki'en og tab på den totalskadede Ford Focus.

SKATs og Skatteankenævnets afgørelser

SKAT ansatte skønsmæssigt den erhvervsmæssige andel af de selvangivne biludgifter til 40 %, svarende til et fradrag på 48.087 kr. Derudover godkendte SKAT fradrag for 2.000 km erhvervskørsel vedrørende avisdistribution i privatbilen med 6.200 kr.

Skatteankenævnet ændrede SKATs afgørelse og fastsatte den erhvervsmæssige andel af autodrift til 50 % af de samlede udgifter, svarende til et fradrag på 60.110 kr. Nævnet begrundede dette med, at det oprindelige kørselsregnskab for Suzuki'en kunne tilsidesættes som urealistisk, og at den efterfølgende udarbejdede specifikation over erhvervskørslen ikke var tilstrækkelig.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at den erhvervsmæssige andel af biludgifterne skulle godkendes med 119.828 kr., subsidiært 81 % svarende til 97.378 kr. Klageren argumenterede for, at det dagligt førte kørselsregnskab for Suzuki'en, der viste 553 km privat kørsel ud af 16.689 km, var realistisk. Klageren forklarede det lave private kørselsforbrug med sit deltidsarbejde, indkøb på vej hjem, og at den tidskrævende virksomhed og pasning af ejendommen medførte, at der hverken var tid eller behov for yderligere privat kørsel. Klageren fremhævede også, at en stor del af udgifterne skyldtes tab på den totalskadede bil og afskrivninger, og at den nystartede virksomhed krævede mange leverandør- og kundebesøg samt markedsføringstiltag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at fradrag for udgifter til erhvervelse, sikring og vedligeholdelse af indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, kan foretages i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Dette kræver en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsterhvervelsen.

Krav til kilometerregnskab

For at et kilometerregnskab kan anses for fyldestgørende, skal det efter praksis være ført dagligt med angivelse af:

• Kilometertællerens udvisende ved daglig kørsels begyndelse og afslutning.
• Dato for kørslen.
• Den daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel.
• Bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan dokumentere eller sandsynliggøre regnskabets rigtighed.

Foreligger der ikke et fyldestgørende kilometerregnskab, kan omfanget af den erhvervsmæssige kørsel ikke anses for dokumenteret, og de erhvervsmæssige kørselsudgifter skal derfor fastsættes skønsmæssigt.

Vurdering af de konkrete kørselsregnskaber

Landsskatteretten fandt, at:

• Der ikke var ført kilometerregnskab for den totalskadede Ford Focus (RT...), hvorfor de erhvervsmæssige kørselsudgifter, herunder tab ved afhændelsen, skulle fastsættes skønsmæssigt.
• Det fremlagte kilometerregnskab for den blandet benyttede Suzuki Grand Vitare (TT...) ikke kunne anses for fyldestgørende. Den angivne private kørsel på 553 km blev anset for urealistisk, især når der tages højde for klagerens kørsel i privatbilen (PT...) mellem hjem og arbejde (ca. 10.000 km) og til avisdistribution (ca. 2.000 km), hvilket kun efterlod ca. 1.000-2.000 km til anden privat kørsel.
• Den efterfølgende udarbejdede specifikation over den erhvervsmæssige kørsels formål ikke dokumenterede omfanget af den erhvervsmæssige kørsel i tilstrækkeligt omfang.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at Skatteankenævnet med rette havde udøvet et skøn over omfanget af klagerens erhvervsmæssige og private kørsel. Da der ikke var grundlag for at ændre det udøvede skøn over kørselsudgifternes fordeling, stadfæstedes afgørelsen.