Afgørelse om fradrag for logi og dobbelt husførelse for udenlandske arbejdstagere med tidsbegrænsede ansættelser

Sagen vedrører et bindende svar om, hvorvidt udenlandske arbejdstagere, ansat på tidsbegrænsede kontrakter af 24 måneders varighed, er berettigede til fradrag for logi efter standardsatserne eller fradrag for dobbelt husførelse. Selskabet, der producerer træemballage, ansætter løbende udenlandske medarbejdere, primært fra Litauen og Polen, til ufaglært arbejde. Disse medarbejdere bor i lejede lejligheder i Danmark og afholder selv udgifter til kost og logi, mens de opretholder bopæl og ofte familie i deres hjemland.

Selskabet stillede tre spørgsmål til Skatterådet:

• Spørgsmål 1: Kan udenlandske arbejdstagere opnå fradrag med standardsatserne for logi i hele den midlertidige ansættelsesperiode på 24 måneder?
• Spørgsmål 2: Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, kan de så opnå fradrag for dobbelt husførelse i hele den midlertidige ansættelsesperiode på 24 måneder?
• Spørgsmål 3: Hvis spørgsmål 2 besvares bekræftende, gælder det så også for samlevende eller enlige forsørgere i hjemlandet?

Skatterådet besvarede spørgsmål 1 og 2 med "Nej" og spørgsmål 3 med "Bortfalder".

Skatterådets begrundelse

Skatterådet lagde vægt på, at der var tale om en "selvvalgt rejse", hvor lønmodtageren selv vælger at blive ansat direkte på et midlertidigt arbejdssted. Afgørende var, om arbejdsstedet kunne anses for midlertidigt i relation til Ligningsloven § 9 A. Skatterådet henviste til, at et arbejdssted normalt anses for midlertidigt, hvis perioden er under 12 måneder, jf. SKM2001.188.TSS. Selvom en tidsbegrænset ansættelse kræver en konkret vurdering, fandt Skatterådet, at en 24-måneders tidsbegrænsning var meget langvarig og ikke havde baggrund i selve arbejdet (f.eks. et projekt eller en ordre), men snarere i, at det var en "overskuelig periode" for parterne. Dette var ikke en tilstrækkelig erhvervsmæssig begrundelse for midlertidighed.

Vedrørende dobbelt husførelse henviste Skatterådet til, at udgifter til kost og logi normalt er private udgifter, men kan være fradragsberettigede driftsomkostninger, hvis den dobbelte husførelse skyldes erhvervsmæssige forhold og er midlertidig. Skatterådet anførte, at midlertidighedsbegrebet fortolkes på samme måde som for rejsereglerne, jf. SKM2010.183.SR. Da arbejdet ikke blev anset for midlertidigt, var betingelsen for fradrag for dobbelt husførelse heller ikke opfyldt.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at spørgsmål 1 skulle besvares bekræftende, og at spørgsmål 2 og 3 skulle bortfalde. Argumenterne var:

• En civilretligt indgået tidsbegrænset aftale på 24 måneder bør anerkendes skatteretligt som midlertidig.
• Domstolspraksis for dobbelt husførelse har fastlagt en grænse på to år for midlertidighed, jf. bl.a. Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1998.516.ØLD og Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1995.194.HRD. Da Skatterådet selv har tilkendegivet, at midlertidighedsbegrebet er det samme for rejsefradrag og dobbelt husførelse, bør denne praksis også gælde for rejsefradrag.
• De udenlandske medarbejdere opretholder bopæl og familie i hjemlandet, hvilket indirekte indikerer midlertidighed i Danmark. Arbejdet er ufaglært og varetages ofte ikke af danske medarbejdere, hvilket understreger behovet for at søge arbejde i Danmark midlertidigt.
• Der er ikke et lovfæstet krav om forretningsmæssig begrundelse for midlertidighed ud over 12 måneder i Ligningsloven § 9 A.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten fastslog, at godtgørelse for rejseudgifter kan modtages skattefrit, hvis en lønmodtager ikke kan overnatte på sin sædvanlige bopæl på grund af afstanden til et midlertidigt arbejdssted, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 1. En sædvanlig bopæl defineres som centrum for den pågældendes livsinteresser, baseret på en konkret, individuel vurdering.

For at et arbejdssted kan anses for midlertidigt, kræves en tidsbegrænsning, som ikke er objektivt defineret i loven. Vurderingen af midlertidighed afgøres konkret ud fra lønmodtagerens ansættelses- og/eller arbejdsforhold. Standardsatser for kost og småfornødenheder kan højst anvendes i de første 12 måneder, medmindre arbejdsstedet er mobilt, eller der er tale om enkeltstående kortvarige tjenesterejser, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 5. En ny 12-måneders periode kan påbegyndes ved skift til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km fra det tidligere, eller efter mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 6. Hvis der ikke er udbetalt godtgørelse, kan lønmodtageren fradrage rejseudgifter efter standardsatser eller faktiske udgifter, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 7.

Fradrag for driftsomkostninger, herunder udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, er muligt, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. For lønmodtagere fradrages udgifter i forbindelse med indtægtsgivende arbejde, hvis de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb, jf. Ligningsloven § 9, stk. 1.

Fradrag for merudgifter til dobbelt husførelse kan indrømmes for merudgifter til kost og logi med en standardtakst uden dokumentation, forudsat at den dobbelte husførelse er midlertidig og erhvervsmæssigt begrundet.

Flertallets afgørelse

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, bemærkede, at de udenlandske medarbejdere måtte anses for at have sædvanlig bopæl i Polen eller Litauen og på grund af afstanden ikke kunne overnatte der. De fandt dog, at:

• Medarbejdernes ansættelseskontrakter, selvom tidsbegrænsede til to år, ikke gjorde arbejdsstedet midlertidigt i relation til Ligningsloven § 9 A, stk. 1. Arbejdet kunne efter sin karakter udføres det samme sted år efter år, og en tidsbegrænsning alene er ikke tilstrækkelig til at etablere midlertidighed uden en konkret begrundelse.
• Den dobbelte husførelse ikke kunne anses for at være opretholdt midlertidigt "på grund af erhverv".

Disse retsmedlemmer stemte derfor for at besvare spørgsmål 1 og 2 benægtende, hvilket medførte, at spørgsmål 3 bortfaldt. De stemte for at stadfæste Skatterådets bindende svar.

Mindretallets afgørelse

Et retsmedlem fandt, at midlertidighedsbetingelsen burde anses for opfyldt i relation til rejsereglerne ved kontrakter med en tidsbegrænsning på 24 måneder. Dette retsmedlem argumenterede for, at de to regelsæt om fradrag for rejseudgifter og fradrag for merudgifter til dobbelt husførelse ligger tæt op ad hinanden og bør behandles ens. Da der var tale om ansatte med bopæl i udlandet, ville en tilsvarende begrænsning som ved fradrag for merudgifter til dobbelt husførelse være hensigtsmæssig.

Dette retsmedlem stemte derfor for at besvare spørgsmål 1 bekræftende, hvilket ville medføre, at spørgsmål 2 og 3 bortfaldt.

Landsskatterettens endelige afgørelse

Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertallet og stadfæstede Skatterådets bindende svar. Spørgsmål 1 og 2 blev besvaret "Nej", og spørgsmål 3 bortfaldt.