Beskatning af befordringsgodtgørelse, beklædning og konferenceudgifter

Sagen omhandler beskatning af udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, arbejdsgiverbetalt beklædning og deltagelse i en konference i Spanien for en direktør og eneanpartshaver i et konsulentfirma. Klageren fik i 2006 og 2007 udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse og fik dækket udgifter til beklædning og en konference, som SKAT og Skatteankenævnet i varierende grad anså for skattepligtige.

Baggrund

Klageren er direktør og eneanpartshaver i et konsulentfirma, der samarbejder med et andet konsulentfirma. Klageren udførte konsulentopgaver i Tyskland og for et projekt i [by5], Danmark. I forbindelse med arbejdet i Tyskland boede klageren på hotel og senere i en lejlighed, og i Danmark boede klageren på et hotel i [by6]. Klageren modtog skattefri befordringsgodtgørelse i 2006 (61.220 kr.) og 2007 (72.732 kr.).

Arbejdsgiveren afholdt desuden udgifter til klagerens beklædning (bukser, skjorter, T-shirts, strømper, slips) på henholdsvis 10.952 kr. i 2006 og 32.453 kr. i 2007. Klageren selvangav en privat andel på 15.000 kr. i 2007. Der var ikke logo på tøjet.

Endelig deltog klageren i et 4-dages kursus i Spanien i december 2007, kombineret med en 14-dages ferie med familien. Selskabet bogførte 26.450 kr. til konferencen, hvoraf 5.000 kr. blev selvangivet som privat andel. En del af udgifterne vedrørte computerudstyr (7.363 kr.).

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse for 2006 vedrørende befordringsgodtgørelse og beklædning. For 2007 nedsatte nævnet forhøjelsen af befordringsgodtgørelsen og befordringsfradraget. Nævnet anså kørsel mellem arbejdssted og midlertidig bopæl (hotel/lejlighed) for omfattet af 60-dages reglen. For beklædning fandt nævnet, at der var tale om private udgifter, som var skattepligtige personalegoder, da klagerens erhverv ikke medførte større krav til beklædning end andre liberale erhverv, og tøjet var almindelig privat beklædning. Vedrørende konferencen anså nævnet hovedformålet med rejsen for turistmæssigt, da der ikke var fremsendt program for kurset, og opholdet var på 14 dage. Den private andel blev ansat til 23.950 kr. Nævnet afviste at behandle spørgsmålet om computerudstyr, da det ikke var medtaget i klagen til nævnet.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren påstod, at der ikke var grundlag for at beskatte den udbetalte skattefri befordringsgodtgørelse. Klageren argumenterede for, at Skatteankenævnets beregning af 60-dages reglen var forkert, idet antallet af arbejdsdage i 2006 var 9 dage og ikke 40 dage, hvilket betød, at 60-dages grænsen ikke var overskredet i 2007. Klageren mente desuden, at kørsel mellem arbejdssteder i Tyskland burde behandles som erhvervsmæssig kørsel, på lige fod med kørsel i Danmark.

Vedrørende beklædning påstod klageren, at udgifterne ikke skulle beskattes, da hans arbejde medførte ekstraordinært store udgifter til tøj på grund af beskidte arbejdspladser og krav om jakkesæt. Klageren henviste til Statsskatteloven § 6 og mente, at udgiften var en erhvervsmæssig driftsomkostning.

For konferenceudgifterne påstod klageren, at den private andel skulle ansættes til 5.000 kr. som selvangivet. Klageren beklagede, at programmet for konferencen ikke kunne findes, men fastholdt, at kursets indhold var fagligt relevant. Klageren mente, at der ikke var lovmæssigt belæg for at nægte fradrag for rene virksomhedsrelaterede udgifter, selvom de var afholdt på en rejse. Klageren anførte desuden, at computerudstyret ikke var et nyt punkt, men en del af de indsendte rejseudgifter.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse for 2006 vedrørende befordringsgodtgørelse og beklædning. For 2007 blev afgørelsen ændret for befordringsgodtgørelse og konferenceudgifter, mens beklædning blev stadfæstet.

Befordringsgodtgørelse

Landsskatteretten henviste til Ligningsloven § 9b, stk. 1, litra a og Ligningsloven § 9b, stk. 2 samt forarbejderne til loven (L 285, 1992/93) og Højesterets dom af 27. juni 2003, TfS 2003, 627. Det blev fastslået, at en arbejdsplads ikke tillige kan være den skattepligtiges bopæl. Et hotel eller lignende, der får karakter af et midlertidigt opholdssted, træder i stedet for den sædvanlige bopæl ved beregning af 60-dages reglen. Det forhold, at klageren udførte arbejde i lejligheden i Tyskland og på hotellet i Danmark, medførte ikke, at disse steder blev anset for arbejdspladser i relation til Ligningsloven § 9b.

Kørslen til Tyskland blev anset for erhvervsmæssig til og med den 2. august 2006. Kørslen vedrørende arbejdet i [by5] blev anset for erhvervsmæssig til og med den 12. december 2006. Da der efter den 31. maj 2007 var forløbet mere end 60 dage, inden klageren igen kørte til [by5], blev kørslen fra den 22. oktober 2007 og frem igen anset for erhvervsmæssig.

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets talmæssige opgørelse for 2006. For 2007 blev der foretaget en regulering, idet klageren den 7. december 2007 passerede 20.000 km-grænsen, hvorefter satsen nedsattes. Den skattepligtige indkomst blev forhøjet med yderligere 3.993 kr., og befordringsfradraget efter Ligningsloven § 9c, stk. 1 blev nedsat med 3.751 kr.

Beklædning

Landsskatteretten fandt, at klageren havde opnået et skattepligtigt gode i form af sparet privatforbrug, da arbejdsgiveren havde afholdt udgifter til beklædning. Godet var skattepligtigt efter Ligningsloven § 16, stk. 1, da det ikke i overvejende grad var ydet af hensyn til den ansattes arbejde. Der var ikke tale om egentligt arbejdstøj, men almindelig privat beklædning uden logo eller uniformspræg. Værdien af godet blev ansat til arbejdsgiverens anskaffelsessum (markedsværdien) i henhold til Ligningsloven § 16, stk. 3. Skatteankenævnets afgørelse blev stadfæstet på dette punkt.

Udgifter til konference

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 6 og Told & Skattestyrelsens vejledning TfS 2000, 813 vedrørende fradrag for kursusudgifter. Da der ikke var fremlagt tilstrækkeligt materiale til at vurdere kursets karakter og fordelingen af undervisningstid/fritid, fandt Landsskatteretten ikke anledning til at ændre Skatteankenævnets skøn vedrørende den turistmæssige del af rejsen.

For så vidt angår udgifter til computerudstyr, fandt Landsskatteretten, at der ikke var tale om en ny påstand, men et anbringende om, at en større del af de bogførte konferenceudgifter skulle anses som fradragsberettiget i selskabet. Da der var tale om sædvanligt kontorudstyr, fandtes der ikke grundlag for at beskatte klageren af udgiften på 7.363 kr. Landsskatteretten ændrede Skatteankenævnets afgørelse på dette punkt og nedsatte forhøjelsen af den skattepligtige indkomst med afrundet 7.400 kr.