Landsskatteretten: Tømrer Anses for Lønmodtager i 2006 – Manglende Økonomisk Risiko og Kundekontakt

Sagen omhandler en tømrer/snedker, der driver virksomheden H1, og spørgsmålet er, om han i indkomståret 2006 skal anses for selvstændigt erhvervsdrivende eller lønmodtager i skattemæssig henseende. Klageren var momsregistreret og udførte underleverandørarbejde på store byggerier, primært for to kunder i 2006: G1 ApS og G2. Omsætningen udgjorde 631.214 kr. eksklusiv moms.

Klageren selvangav et overskud på 409.308 kr. efter fradrag for udgifter som transport, rejseomkostninger, forsikring og regnskabsassistance. Skatteankenævnet godkendte ikke overskuddet som virksomhedsindkomst, men anså klageren for lønmodtager og forhøjede den personlige indkomst til 631.214 kr. Nævnet godkendte dog ligningsmæssige fradrag for befordring (28.958 kr.) og øvrige lønmodtagerudgifter (131.138 kr.).

Sagens baggrund og tidligere afgørelse

Klageren havde indgået en samarbejdsaftale med G1 ApS, hvor betalingen var timebaseret (210 kr. pr. time), og klageren skulle levere eget værktøj, varebil og betale for færgebilletter, logi og forplejning. Aftalen indeholdt også en konkurrenceklausul. Med G2 var der indgået ordrer om montage af døre og fodlister til faste priser pr. enhed samt timepris for ekstraarbejder, hvor klageren selv skulle sørge for værktøj og skruer m.m.

Landsskatteretten havde tidligere i en afgørelse af 18. oktober 2007 for indkomstårene 2004 og 2005 også anset klageren for lønmodtager. Denne afgørelse lagde vægt på, at klagerens eneste hvervgivere var vikarbureauer, at han ikke selv opsøgte kunder eller afgav tilbud, at vederlaget blev betalt af hvervgiver og var timebaseret, og at klageren ikke afholdt driftsudgifter af en art og størrelse, der var sædvanlig for en selvstændig erhvervsdrivende.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at klagerens skatteansættelse for 2006 skulle nedsættes til det selvangivne, da den fortsatte udvikling i forretningen i 2006 adskilte sig fra de tidligere år. Repræsentanten fremhævede, at klageren:

• Udførte monteringsarbejde på sædvanlige underentreprenørvilkår med faste priser pr. leveret enhed og timepris for ekstraarbejder.
• Leverede selv skruer, lim og isoleringsmateriale.
• Indgik aftaler for påbegyndelse af entreprisen, ofte strækkende sig over 6-12 måneder.
• Havde en ny kunde, G2 AB, som var en traditionel produktionsvirksomhed, ikke et vikarbureau.
• Havde en driftsmæssig risiko, herunder ansvar for leverancens pris, tilrettelæggelse af arbejdsdøgnet, forsinkelser, mangelarbejde og debitorrisiko.
• Ikke havde et økonomisk sikkerhedsnet som feriepenge, ATP, sygedagpenge eller pension.
• Ikke havde behov for en varebil, da materialer blev samlet i en container, der flyttedes mellem arbejdspladser.

Repræsentanten argumenterede for, at klageren opfyldte de fleste kriterier for selvstændig virksomhed i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994, og at det var forkert at konkludere, at klageren ikke selv opsøgte kunder, da han selv var ansvarlig for at finde nye opgaver efter afsluttede projekter. Det blev også anført, at det var besynderligt at 'straffe' klageren for ikke at have en lang række omkostninger, når hans virksomhed ikke havde behov for dem.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten afgjorde, at afgrænsningen mellem selvstændigt erhvervsdrivende og lønmodtagere skal foretages ud fra kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 (til personskatteloven) pkt. 3.1.1. En samlet vurdering af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager er afgørende i tvivlstilfælde.

Landsskatteretten fandt, at klagerens arbejde for G1 ApS og G2 skulle anses for lønmodtagerarbejde. Begrundelsen herfor var:

• Hvervgiverne (G1 ApS og G2) indgik aftalerne med kunderne.
• Klageren opsøgte ikke selv kunder.
• Vederlaget for det udførte arbejde blev betalt af hvervgiverne, ikke af kunden.
• Indtægterne fra G1 ApS og G2 blev ikke anset for at være forbundet med reel økonomisk risiko for klageren.
• Klageren stillede alene sin arbejdskraft til rådighed for G2, og G2 leverede alle materialer, herunder skruer mv., hvilket klageren ikke havde udgiftsført.
• Klageren havde udover transport og rejseomkostninger ikke afholdt udgifter, der lå væsentligt over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold.

Det blev derfor fastslået, at klageren ikke kunne foretage fradrag for de afholdte udgifter i den personlige indkomst for indkomståret 2006 i forbindelse med det udførte arbejde.

Godkendte fradrag

Klageren kunne som lønmodtager foretage fradrag for befordring og øvrige lønmodtagerudgifter i henhold til Ligningsloven § 9, Ligningsloven § 9 A, stk. 7 og Ligningsloven § 9 C.

Udgifter til mobiltelefon, arbejdstøj, kontorartikler og regnskabsassistance blev anset for private udgifter og var ikke fradragsberettigede i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse.