Fuld skattepligt og arbejdsmarkedsbidrag af løn optjent i Tyskland

Sagen omhandler en klagers skattepligt til Danmark, beskatning af løn optjent i Tyskland og pligten til at betale arbejdsmarkedsbidrag. Klageren var ansat i et tysk selskab fra april 2008 til august 2009 og havde derefter ansættelse i et dansk selskab. Han selvangav løn fra Tyskland på 756.275 kr. i 2009. Klageren var gift, havde to børn, og familien boede i en ejendom i Danmark, som ægtefællen ejede. Klageren havde også to biler i Danmark og fri bil fra sin tyske arbejdsgiver. Han havde ikke etableret fast bopæl i Tyskland, boede på hotel under ophold der, og havde hverken betalt skat eller sociale bidrag til Tyskland. Ifølge Folkeregistret havde familien adresse i Danmark siden juni 2008.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet anså klageren for fuldt skattepligtig til Danmark og hjemmehørende i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4 mellem Danmark og Tyskland. Dette medførte, at klagerens løn fra Tyskland var skattepligtig til Danmark, jf. Statsskatteloven § 4. Nævnet begrundede den fulde skattepligt med, at klageren hele tiden havde til hensigt at vende tilbage til Danmark, havde reel boligmulighed i Danmark, rent faktisk vendte tilbage, ikke havde etableret fast bopæl i Tyskland, og at centrum for hans livsinteresser var i Danmark. Endvidere drev klageren selvstændig virksomhed i Danmark og ejede biler her. Nævnet henviste til, at Tyskland kunne beskatte lønnen, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 1, men at Danmark skulle indrømme fradrag i skatten (creditmetoden), jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 24, stk. 1, nr. 2, litra f, forudsat dokumentation for betalt tysk skat. Da klageren antoges at være omfattet af dansk social sikring, skulle der gives nedslag med den i Tyskland betalte skat, eller klageren kunne vælge nedslag efter Ligningsloven § 33a. Klageren blev også anset for pligtig til at betale arbejdsmarkedsbidrag af den tyske løn, jf. Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7, stk. 1, da han var omfattet af dansk social sikringslovgivning.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at klagerens skattepligtige indkomst skulle nedsættes med 756.275 kr. og arbejdsmarkedsbidraget med 60.501 kr. Argumenterne var, at klageren ikke var fuldt skattepligtig til Danmark, da han opholdt sig mindre end 180 dage om året i Danmark, og at hans hustrus ejendom alene var ejet af hende, hvilket betød, at klageren ikke havde en bopæl til rådighed i Danmark. Det blev fremført, at klageren måtte anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark i 2008. Klageren mente, at midtpunktet for hans livsinteresser var i Tyskland, da han arbejdede og opholdt sig mest der. Klageren sammenlignede sin situation med en anden sag (SKM 2001.483.HR og en sag vedrørende '[person1]'s mand'), hvor en person med familie i Danmark og arbejde i udlandet ikke blev anset for fuldt skattepligtig, selvom vedkommende var medejer af bopælen. Klageren argumenterede for, at folkeregisterregistrering alene var en formalitet, og at realiteten af de faktiske forhold skulle være afgørende. Han mente, at han blev uretmæssigt behandlet i forhold til den sammenlignelige sag.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten fandt, at klageren havde en bolig til rådighed i Danmark via ejendommen [adresse2] i [by1], som ejes af klagerens ægtefælle, og hvor klageren, hans ægtefælle og deres to børn har haft adresse siden den 1. juni 2008. Da klageren havde bopæl i Danmark forud for den 1. januar 2009, påhvilede det ham at dokumentere, at han opgav sin bopæl her i landet, hvilket han ikke havde løftet bevisbyrden for. Retten lagde vægt på, at klagerens familie bor på adressen, at klageren jævnligt har opholdt sig der, at han ikke har haft en bolig andre steder, og at han ikke har sandsynliggjort et stærkere tilknytningsforhold til et andet land end Danmark.

Ejendommen [adresse2] blev derfor anset for klagerens bopæl, og klageren var dermed fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Da klageren ikke var undergivet fuld skattepligt til Tyskland, kunne hans skattemæssige hjemsted kun være i Danmark, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 1.

SKATs afgørelse vedrørende en anden person ([person2]) blev anset for uden præjudikatsværdi, da de faktiske forhold var forskellige, og der var tale om en afgørelse fra en underordnet instans.

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse om, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i 2009.

Beskatning af klagerens løn

Det var ubestridt, at klagerens løn fra [virksomhed1] GmbH i Tyskland udgjorde 756.275 kr. Fuld skattepligt til Danmark indebærer, at alle indkomster, uanset hvorfra i verden de måtte komme, er skattepligtige, jf. Statsskatteloven § 4.

Det blev lagt til grund, at Tyskland havde beskatningsret til klagerens løn for arbejde udført i Tyskland, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 1. Da klageren imidlertid ikke havde betalt skat af sin løn i Tyskland, var han ikke berettiget til lempelse i den danske skatteberegning, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 24, stk. 2, litra a) og g). For arbejde udført uden for Tyskland afhang beskatningsretten af eventuelle dobbeltbeskatningsoverenskomster med disse lande, men klageren havde ikke redegjort for omfanget af dette arbejde. Hele klagerens løn blev derfor anset for skattepligtig til Danmark, og klageren var ikke berettiget til nogen form for lempelse. Landsskatteretten stadfæstede nævnets afgørelse på dette punkt.

Arbejdsmarkedsbidrag

Efter Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7, stk. 1, litra a omfattede pligten til at betale arbejdsmarkedsbidrag lønmodtagere med lønindkomst fra beskæftigelse udført i udlandet for en udenlandsk arbejdsgiver, forudsat at de var omfattet af social sikringslovgivning i Danmark, jf. Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7, stk. 3 eller Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7, stk. 4, og var skattepligtige efter Kildeskatteloven § 1.

Da klageren ikke havde meldt sig hos de tyske myndigheder eller betalt social sikring i Tyskland, påhvilede det ham at dokumentere, at han ikke var omfattet af dansk social sikring i henhold til EU-forordninger eller mellemfolkelige aftaler. Dette havde klageren ikke gjort. Retten stadfæstede derfor, at klageren skulle betale arbejdsmarkedsbidrag af sin løn fra [virksomhed1] GmbH.