Landsskatteretten: Afgørelse om skattepligt af fri bil kendes ugyldig grundet manglende mulighed for mundtlig forelæggelse

Sagen omhandler spørgsmålet om skattepligt af værdi af fri bil for en hovedanpartshaver i et selskab, der driver restauranter. Klagen vedrører desuden skatteankenævnets afgørelses ugyldighed.

Klageren er hovedanpartshaver i et ApS, der driver tre restauranter. Selskabet administreres fra klagerens private bopæl, og selskabet råder over tre biler, herunder en Mercedes Benz ML 420. Hovedanpartshaverne har ubrydelige tilkaldevagter og står selv for hovedparten af vedligeholdelsen af restauranternes lokaler. Kommunikation med restauranterne foregår udelukkende ved personligt fremmøde, da restauranterne drives uden brug af computere. Der er ikke ført kørselsregnskab for Mercedes Benz ML 420.

En tidligere Landsskatteretskendelse af 22. december 2010 havde stadfæstet SKATs afgørelse om, at køretøjet skulle omregistreres til godstransport erhverv/privat, da det ikke blev anset for specialindrettet. Selskabet valgte at omregistrere køretøjet den 9. april 2010.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet havde anset klageren for skattepligtig af værdi af fri bil med henholdsvis 120.312 kr. for perioden april til december 2007 og 160.426 kr. for indkomståret 2008. Beregningen var baseret på bilens nyvognspris. Nævnet begrundede afgørelsen med, at selskabet ved omregistreringen havde accepteret tillægsafgift, og at det påhvilede selskabet at godtgøre udelukkende erhvervsmæssig anvendelse, hvilket ikke var sket, da der ikke var ført kørselsregnskab. Nævnet henviste til Ligningsloven § 16, stk. 4 og Vægtafgiftsloven § 2, stk. 1, stk. 2 og stk. 3, nr. 1.

Klagerens påstande og argumenter

Klagerens repræsentant fremsatte principalt påstand om, at skatteankenævnets afgørelse var ugyldig, subsidiært at der ikke var grundlag for at forhøje klagerens indkomst.

Principalt – Ugyldighed:

• Manglende mundtligt foretræde: Repræsentanten havde gentagne gange anmodet om mundtligt foretræde for skatteankenævnet, hvilket nævnet havde undladt at give. Dette blev anset for et groft brud på en væsentlig retssikkerhedsgaranti, jf. Skatteforvaltningsloven § 36, stk. 6 og § 13, stk. 3 i forretningsordenen for skatteankenævnene. Repræsentanten henviste til praksis, der fastslår, at tilsidesættelse af denne ret medfører afgørelsens ugyldighed uden yderligere væsentlighedsvurdering.
• Forkert bevisbyrde: Repræsentanten gjorde gældende, at det var SKAT, der havde bevisbyrden for privat anvendelse af køretøjet for indkomstårene 2007 og 2008, da omregistreringen først skete med virkning fra 9. april 2010. En omregistrering skulle ikke have tilbagevirkende kraft.

Subsidiært – Ingen grundlag for beskatning:

• Repræsentanten argumenterede for, at klagerens kørsel ikke var privat, og at skattemyndighederne ikke havde fremlagt bevis for det modsatte. Kørsel mellem hjem og skiftende arbejdssteder, herunder lejlighedsvis kørsel til virksomhedens faste forretningssted for at supplere lager, anses for erhvervsmæssig efter momsreglerne, hvis den er i selskabets interesse.
• Det blev særligt fremhævet, at befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 24 måneder altid anses for erhvervsmæssig, jf. Ligningsloven § 9 B, stk. 1, litra a. Repræsentanten mente, at 60-dages perioden passende kunne omfatte hele perioden 26. april 2007 til 31. december 2007, da klageren kørte sjældent direkte til restauranterne.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten har anset skatteankenævnets afgørelse for ugyldig for både indkomståret 2007 og 2008.

Landsskatteretten lagde til grund, at klagerens repræsentant gentagne gange havde anmodet om mundtligt foretræde for skatteankenævnet, både i den oprindelige klage og i de supplerende bemærkninger til nævnets forslag til afgørelse. På trods af disse anmodninger traf nævnet afgørelse i sagen uden at indkalde klageren og repræsentanten til et møde.

Landsskatteretten henviste til Skatteforvaltningsloven § 36, stk. 6, som fastslår parternes ret til at udtale sig mundtligt over for skatteankenævnet. Desuden blev der henvist til § 19, stk. 1 i Bekendtgørelse af forretningsorden for blandt andet skatteankenævn (BEK nr. 1058 af 10/11/2009), der specificerer proceduren for indkaldelse til møde.

Retten fandt, at nævnets manglende indkaldelse til møde udgjorde en procedurefejl, og da det ikke kunne udelukkes, at dette kunne have haft betydning for sagens afgørelse, måtte nævnets afgørelse for de påklagede indkomstår anses for ugyldig.