Afgørelse om CO2-afgift og minimumsafgift for naturgas og fuelolie

Sagen omhandlede et selskabs anmodning om godtgørelse af CO2-afgift for forbrug af naturgas og fuelolie. SKAT havde ikke godkendt, at betalt energi- og CO2-afgift af rumvarme kunne modregnes i den beregnede EU minimumsafgift for naturgas og fuelolie.

Selskabet, der driver mejeri og ostefremstilling, havde anmodet om godtgørelse af 12.643.115 kr. i CO2-afgift for perioden 2005-2009, med den begrundelse at selskabets pulverfabrikker modtog varme fra kvoteomfattede produktionsenheder med tæt driftsmæssig og fysisk sammenhæng, jf. CO2-afgiftsloven § 8a. Selskabet havde beregnet minimumsafgiften samlet for forbrug til let og tung proces.

SKATs afgørelse var baseret på, at reglerne om tilbagebetaling af CO2-afgift kun omfatter forbrug, der kan tilbagebetales ("procesforbrug"), og at der ikke kan ske godtgørelse for forbrug til rumvarme/varmt vand. Ved opgørelse af det godtgørelsesberettigede forbrug skal der ske modregning af EU's minimumsafgifter, jf. bilag 5 til CO2-afgiftsloven.

Selskabets påstand var principalt, at den af EU pålagte minimumsafgift af procesenergi ikke er gældende for tunge processer, og at minimumsafgiften derfor er 0 kr./energienhed, jf. Energibeskatningsdirektivet artikel 17, stk. 2. Subsidiært påstod selskabet, at afgiftsbelastningen på rumvarme skulle indgå i opgørelsen af EU's minimumsafgift, da hele afgiftsbelastningen af de erhvervsmæssigt anvendte brændsler skulle inddrages, uanset afgifternes nationale betegnelser. Selskabet henviste til Energibeskatningsdirektivet artikel 11 og artikel 4, stk. 2, samt EU-Kommissionens afgørelse C-41/06, der angiver, at alle indirekte afgifter på samme energiprodukt kan sammenlægges for at opfylde EU's minimumsafgiftssatser. Selskabet argumenterede for, at lovgivers intention med CO2-afgiftsloven § 8a var at undgå dobbeltregulering og tilbagebetale CO2-afgiften i videst muligt omfang.

Skatteministeriet støttede SKATs afgørelse og fremhævede, at Energibeskatningsdirektivet artikel 17, stk. 2, er en "kan-bestemmelse", og at en afvigelse fra EU's minimumsafgifter kan udgøre statsstøtte, der kræver anmeldelse til Kommissionen, jf. Energibeskatningsdirektivet artikel 26. Ministeriet anførte, at EU-Kommissionens svar til selskabets repræsentant blot var en gengivelse af direktivets artikel 4, stk. 2.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten kunne ikke tiltræde selskabets primære påstand om, at den af EU pålagte minimumsafgift af procesenergi ikke er gældende i det omfang, procesenergien er medgået til tung proces. Retten fandt ikke, at der på baggrund af Energibeskatningsdirektivet artikel 17, stk. 2, er hjemmel til at sætte EU's minimumsafgift til 0 kr. pr. m3 naturgas og 0 kr. pr. kg fuelolie, da bestemmelsen er en "kan-bestemmelse".

Landsskatteretten bemærkede, at CO2-afgiftsloven § 8a, stk. 2 fastslår, at der ydes tilbagebetaling for afgift af varme og afgiftspligtige varer, der anvendes i momsregistrerede virksomheders produktionsenheder med tilladelse til udledning af CO2. Dog ydes der ikke tilbagebetaling for energiforbrug, som ikke berettiger til tilbagebetaling efter reglerne i Mineralolieafgiftsloven § 11 og Gasafgiftsloven § 10.

Det følger specifikt af Mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 4 og Gasafgiftsloven § 10, stk. 4, at der ikke ydes tilbagebetaling for afgift af energi forbrugt til rumvarme og varmt vand.

Landsskatteretten fandt, på baggrund af en ordlydsfortolkning af CO2-afgiftsloven § 8a, stk. 2 og bemærkningerne til loven, at energi- og CO2-afgift af rumvarme og varmt vand ikke kan modregnes i den beregnede EU minimumsafgift af naturgas og olie. Afgifter til brændsel til selskabets rumvarme og varmt vand kan derfor ikke medregnes til opfyldelse af EU's minimumsafgifter i forbindelse med opgørelse af tilbagebetaling af CO2-afgifter for kvoteomfattet energiforbrug.

Da der ikke kunne gives medhold i selskabets principale eller subsidiære påstand, stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.