Fradrag for indgående afgift godkendt trods tvivl om leasingmateriels eksistens

Sagen omhandler SKATs nægtelse af fradrag for indgående afgift på 1.138.125 kr. for perioden 1. juli 2007 til 31. januar 2008, vedrørende faktureret leasingmateriel, som SKAT anså for ikke-eksisterende. Klageren, [finans1] A/S, der er fællesregistreret med [finans2], Filial af [finans3] AB (selskabet), havde indgået leasingaftaler med [virksomhed2] ApS, hvor [virksomhed1] var maskinleverandør af entreprenørmateriel.

SKATs afgørelse var baseret på, at en del af det omhandlede entreprenørmateriel ikke kunne identificeres via serienumre, som importører/agenturer af de pågældende fabrikater ikke kunne genkende. SKAT anførte, at fradragsret for købsmoms ikke alene kan ske på baggrund af en fakturering, men skal understøttes af de faktiske forhold. SKAT mente, at selskabet ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort at have modtaget momspligtige leverancer, og at selskabet burde have sikret sig aktivernes eksistens og ejendomsret, samt foretaget prisvurderinger, da nogle aktiver var faktureret til over det tredobbelte af deres reelle værdi. SKAT henviste til Momsloven § 37, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og EU-domstolens praksis, herunder C-342/87 (Genius Holding BV), C-409/04 (Teleos plc m.fl.) og C-439/04 og C-440/04 (Axel Kittel m.fl.), og argumenterede for, at selskabet burde have indset, at transaktionerne var led i svindel.

Selskabets repræsentant nedlagde principal påstand om, at momsfradraget skulle godkendes, idet selskabet havde handlet i god tro og ikke havde grund til mistanke. Repræsentanten fremhævede, at selskabet havde foretaget kreditvurderinger af leasingtager, afholdt møder på firmaadressen, og at leasingtager løbende havde betalt ydelser. Det blev anført, at det ikke var selskabets risiko, hvis SKAT havde lidt et momstab som følge af svindel, og at det var en urimelig og næsten objektiv ansvarsplacering at kræve, at leasinggiver skulle sikre sig leasingaktivernes eksistens ud over normal forretningsgang. Repræsentanten henviste til EU-domstolens praksis, herunder C-439/04 og C-440/04 (Axel Kittel m.fl.), C-354/03, C-355/03 samt C-484/03 (Optigen Ltd. m.fl.), C-409/04 (Teleos plc m.fl.) og C-271/06 (Netto Supermarkt), som støtte for, at momsfradrag bør anerkendes, når den afgiftspligtige har handlet i god tro og udvist almindelig agtpågivenhed, og ikke vidste eller burde vide, at transaktionen var led i svindel. Det blev også bemærket, at en undersøgelse hos importører, som SKAT havde udført, ikke var praktisk mulig for selskabet.

Subsidiært nedlagde repræsentanten påstand om, at selskabet havde et krav mod SKAT på det momsbeløb, som selskabet fejlagtigt havde betalt i salgsmoms ved køb af leasingaktiverne. Dette blev begrundet med henvisning til EU-domstolens dom i sag C-35/05 (Reemtsma Cigarettenfabrikken GmbH), hvoraf fremgår, at medlemsstaterne i tilfælde, hvor tilbagebetaling af moms bliver umulig eller uforholdsmæssig vanskelig, skal indføre de nødvendige instrumenter for, at aftager kan få tilbagebetalt den fejlagtigt fakturerede afgift. Da sælger ([virksomhed1]) var under konkurs, ville det være umuligt at rette kravet mod denne.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer Skattecentrets afgørelse og imødekommer selskabets principale påstand om momsfradrag. Sagen drejede sig om, hvorvidt selskabet havde ret til fradrag for indgående afgift vedrørende faktureret leasingmateriel, som SKAT anså for ikke-eksisterende.

Landsskatteretten bemærkede, at Momsloven § 37 implementerer Momssystemdirektivets artikel 168, og at fradragsret forudsætter en transaktion, der udgør en levering af en vare eller ydelse foretaget af en afgiftspligtig person. Med henvisning til EU-domstolens praksis, herunder de forenede sager C-354/03, C-355/03 og C-484/03 (Optigen Ltd m.fl.) og C-439/04 og C-440/04 (Axel Kittel m.fl.), fastslog Retten, at en afgiftspligtig persons ret til momsfradrag ikke kan berøres af, at der i leveringskæden findes en anden transaktion behæftet med momssvig, medmindre den afgiftspligtige vidste eller burde have vidst dette.

SKAT havde ikke gjort gældende, at selskabets påberåbelse af fradragsretten var udtryk for svig eller misbrug. Spørgsmålet var derfor, om selskabet var eller burde have været bekendt med den svig, som forudgående eller efterfølgende led i transaktionskæden havde begået.

Landsskatteretten fandt, at selskabet havde godtgjort, at det havde foretaget seriøse og grundige undersøgelser af leasingtager ([virksomhed2] ApS) forud for leasingforholdets etablering, i overensstemmelse med almindelig branchekutyme. Selskabet havde indhentet oplysninger om identitet, analyseret årsregnskaber og kredithistorie, og havde afholdt møde på leasingtagers firmaadresse. Leasingtager havde desuden underskrevet leverancegodkendelser og betalt leasingydelser løbende.

Retten konkluderede, at selskabet ikke havde grundlag for at betvivle oplysningerne i fakturaerne eller leverancegodkendelserne, og dermed ikke var eller burde have været bekendt med svindlen. SKATs argumenter kunne ikke føre til et andet resultat.

På denne baggrund blev selskabets principale påstand imødekommet, og SKATs afgørelse ændret, hvilket betyder, at selskabet har ret til fradrag for den indgående afgift.