Afgiftsfritagelse for firmabil - manglende dokumentation for erhvervsmæssig kørsel i udlandet

Sagen omhandler SKATs tilbagekaldelse af en tilladelse til afgiftsfritagelse for en personbil på tyske nummerplader, som en herboende dyrlæge anvendte i sin erhvervsvirksomhed. SKAT mente, at tilladelsen var givet på et urigtigt grundlag, da klageren ikke havde dokumenteret, at betingelserne for afgiftsfritagelse var opfyldt, herunder at bilen overvejende blev anvendt uden for Danmark i erhvervsmæssig henseende.

Klageren, der driver dyrlægepraksis i både Danmark og Tyskland, påstod, at der ikke var grundlag for at opkræve registreringsafgift. Han argumenterede for, at han opfyldte betingelserne for afgiftsfritagelse i henhold til den dagældende Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 4 og 5. Klageren anførte, at bilen primært blev anvendt erhvervsmæssigt i Tyskland (ca. 50.000 km årligt i Tyskland mod ca. 20.000 km årligt i Danmark) og mindre end 183 dage i Danmark inden for en 12-måneders periode. Han fremlagde regnskaber for sin tyske virksomhed, kontantnotaer og erklæringer fra tyske kunder som dokumentation for sine aktiviteter i Tyskland. Klageren gjorde desuden gældende, at han havde afgivet korrekte oplysninger ved ansøgningen om afgiftsfritagelse, og at SKAT ikke havde godtgjort det modsatte. Han henviste til en dom fra Retten, der fandt, at en domfældelse ville stride mod EF-traktatens artikel 43.

SKAT fastholdt sin afgørelse og indstillede den stadfæstet. SKAT anførte, at klagerens oplysninger ved ansøgningen ikke var efterprøvet, og at klageren derfor ikke havde opnået en berettiget forventning. SKAT mente, at klageren ikke havde dokumenteret et tilstrækkeligt aktivitetsniveau i Tyskland, og at den tyske virksomheds omsætning var væsentligt lavere end anført. SKAT rejste også tvivl om, hvorvidt klageren rent faktisk udøvede dyrlægevirksomhed i Tyskland, da han ikke umiddelbart var registreret hos de tyske myndigheder, og de fremlagte dokumenter (tilbageholdelses-/anvisningssedler) var danske og primært vedrørte ydelser til herboende personer.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten bemærkede, at det følger af Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 4 sammenholdt med Registreringsafgiftsloven § 3a, stk. 1 og 2, at SKAT efter ansøgning kan tillade afgiftsfritagelse for et motorkøretøj, der anvendes af en herboende selvstændigt erhvervsdrivende etableret eller udførende tjenesteydelser i et andet EU/EØS-land. Dette gælder dog kun, medmindre køretøjet i det væsentlige skal anvendes varigt i Danmark eller faktisk anvendes på denne måde.

Betingelser for afgiftsfritagelse

Landsskatteretten fremhævede betingelserne i Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 5, hvorefter et køretøj anses for at skulle anvendes i det væsentlige varigt i Danmark, hvis det inden for en 12-måneders periode skal anvendes eller faktisk er blevet anvendt:

• Mindst 183 dage i Danmark.
• Kilometermæssigt i erhvervsmæssig henseende i udlandet mindre end den samlede kilometermæssige private og erhvervsmæssige kørsel i Danmark.

Det blev yderligere præciseret, jf. Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 6, at kørsel i Danmark omfatter både privat og erhvervsmæssig kørsel, mens kørsel i udlandet alene omfatter erhvervsmæssig kørsel, herunder kørsel til og fra bopælen i Danmark og arbejdspladsen i udlandet.

Dokumentationskrav og vurdering

Landsskatteretten henviste til bekendtgørelse om registreringsafgift af motorkøretøjer mv. (Bkg. nr. 1127 af 13. november 2006), som angiver, at Told- og skatteforvaltningen kan kræve dokumentation som kørebog, GPS-udskrifter, kvitteringer, ordrebekræftelser, salgsfakturaer eller indgåede kontrakter for at bevise, hvor og i hvilket omfang arbejdet er udført.

Det blev understreget, at arbejde udført for herboende kunder i den danske virksomhed ikke anses for udførelse af selvstændig erhvervsvirksomhed i et andet EU/EØS-land, uanset at arbejdet er udført i udlandet. Kørsel i denne forbindelse kan således ikke medføre afgiftsfritagelse i henhold til Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 4.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke i tilstrækkelig grad havde dokumenteret, at den erhvervsmæssige kørsel i Tyskland havde haft et omfang, der opfyldte betingelserne for afgiftsfritagelse efter Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 4 og 5 modsætningsvist. Der var hverken fremlagt kørebog, fakturaer eller lignende, der entydigt dokumenterede udførelsen af selvstændig erhvervsvirksomhed i Tyskland i det anførte omfang. De ensidigt indhentede erklæringer og efterfølgende udarbejdede tilbageholdelsessedler blev ikke tillagt afgørende vægt.

Konklusion

SKATs tilbagekaldelse af tilladelsen og pålæggelse af registreringsafgiftspligt blev anset for berettiget. Landsskatteretten bemærkede desuden, at klageren ikke ved tilladelsen havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at hans kørsel i bilen ville være omfattet af bestemmelserne om afgiftsfritagelse.

SKATs afgørelse blev herefter stadfæstet.