Nægtelse af genoptagelse af skatteansættelser for indkomstårene 2000-2005 grundet overskredet frist og manglende særlige omstændigheder

Sagen omhandler en klagers anmodning om genoptagelse af sine skatteansættelser for indkomstårene 2000 til 2005 med henblik på godkendelse af personfradrag. Klageren, der er gift med en dansk statsborger, indrejste i Danmark i 2000 og har siden da haft et komplekst opholdsforløb med gentagne ansøgninger om asyl (Udlændingeloven § 7), familiesammenføring (Udlændingeloven § 9) og humanitær opholdstilladelse (Udlændingeloven § 9b), som i første omgang alle blev afslået. Klageren opnåede først familiesammenføringstilladelse den 29. marts 2009 med virkning fra den 9. juli 2007.

Klageren anmodede SKAT den 29. juni 2009 om at få personfradrag med tilbagevirkende kraft fra indkomståret 2000, da hun ikke havde haft indkomst i de pågældende år, og fradraget ønskedes overført til ægtefællen. SKAT havde allerede genoptaget og godkendt personfradrag for indkomstårene 2006, 2007 og 2008.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet nægtede genoptagelse for indkomstårene 2000 til 2005 med henvisning til, at ansøgningen var indgivet efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2. Nævnet fandt heller ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 1-7 eller Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8.

For indkomstårene 2000-2002 og 2002-2005 argumenterede nævnet, at klageren bevarede sin status som asylansøger, og at fuld skattepligt for asylansøgere først indtræder ved meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingeloven, jf. Kildeskatteloven § 7, stk. 2. Dette udelukker skattepligt i præasylfasen og dermed adgang til personfradrag. Nævnet skelnede sagen fra SKM 2009.80, hvor ægtefællen ikke var asylansøger.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant påstod genoptagelse af skatteansættelserne for 2000-2005 med godkendelse af personfradrag. Argumenterne var:

• Usædvanlig situation: Klageren havde modtaget gentagne ulovlige afslag på familiesammenføring siden 2000.
• Forsørgelsespligt: Ægtefællen havde forsørget klageren gennem hele perioden, hvilket berettiger til overførsel af personfradrag.
• Manglende formelt opholdsgrundlag: Klageren havde kun processuelt ophold, hvilket forhindrede tidligere krav om fradrag. Kravet blev først rejst, da klageren opnåede almindelig opholdstilladelse og CPR-nummer.
• Forældelse: Det blev anført, at forældelse først burde indtræde fra det tidspunkt, hvor klageren blev bekendt med sit krav, hvilket ville betyde, at kravet var rejst inden for den almindelige 5-årige forældelsesfrist, subsidiært fra 4. maj 2001 (privat indkvartering).
• Lighedssynspunkt: Der blev henvist til en afgørelse fra 25. juli 2007, hvor SKAT havde givet et tilsvarende fradrag med tilbagevirkende kraft for en periode på 5 år. Påstanden var derfor, at der som minimum skulle gives fradrag for årene 2004 og 2005, da der allerede var givet for 2006-2009.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten bemærkede indledningsvis, at i sager vedrørende afslag på genoptagelse, hvor Landsskatteretten finder, at genoptagelse burde have fundet sted, skal myndigheden pålægges at genoptage afgørelsen, jf. Landsskatterettens forretningsorden § 17, stk. 4.

Retten fastslog, at da sagen vedrørte selve skatteansættelsen, herunder spørgsmålet om klagerens fulde skattepligt efter Kildeskatteloven § 7 og Kildeskatteloven § 1, samt adgangen til personfradrag efter Personskatteloven § 10, var det Skatteforvaltningslovens fristregler, der fandt anvendelse, og ikke den almindelige forældelseslov.

Klagerens anmodning om genoptagelse blev fremsat den 29. juni 2009, hvilket var efter fristen for ordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2. Reglerne for ekstraordinær genoptagelse findes i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 1-8.

Landsskatteretten fandt, at der ikke forelå forhold, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 1-7. Ligeledes var der ikke sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8. Det forhold, at klageren ikke havde ansøgt om personfradrag under behandlingen af sin asylsag, blev ikke anset for at være omfattet af bestemmelsen om særlige omstændigheder.

På baggrund heraf var der ikke grundlag for at tilsidesætte skatteankenævnets afgørelse.

Landsskatteretten stadfæstede derfor skatteankenævnets afgørelse om at nægte genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2000 til 2005.