Manglende klageberettigelse for tidligere direktør i konkursramt selskab vedrørende selskabets skatteansættelse

Sagen omhandler en klage fra en tidligere direktør i et nu konkursopløst selskab, [virksomhed1] S.m.b.a., over SKATs afgørelse vedrørende selskabets skatte- og momsansættelse for indkomstårene 2004, 2005 og 2006. Selskabet, der drev virksomhed med udlejning af arbejdskraft, var ikke moms- og A-skatteregistreret og blev opløst efter konkurs den 7. december 2010.

SKAT havde anmeldt klageren til politiet for skatte-, arbejdsmarkeds- og momssvig og havde foretaget en skønsmæssig ansættelse af selskabets indkomst, moms, A-skat og AM-bidrag. SKAT begrundede ansættelsen med manglende bogføring, regnskaber og selvangivelser. På baggrund af bankkontoindbetalinger opgjorde SKAT selskabets overskud, som blev anset for skattepligtigt efter Selskabsskatteloven § 8 og Statsskatteloven § 4. Da selskabet var konkurs, blev overskuddet anset for udloddet til klageren personligt, jf. Ligningsloven § 16 A.

SKAT ansatte ligeledes selskabets momstilsvar i henhold til Momsloven § 4, stk. 1 og Momsloven § 37, samt ikke-indeholdte A-skatter og AM-bidrag i henhold til Kildeskatteloven § 46 og Arbejdsmarkedsbidragslov § 9. Disse beløb blev også anset for udloddet til klageren, jf. Ligningsloven § 16 A. SKAT henviste til domspraksis, herunder SKM2010.132.br, vedrørende udlodningsbeskatning af hovedanpartshavere i konkursramte selskaber.

SKAT anførte, at den almindelige forældelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26 og Skatteforvaltningsloven § 31 var overskredet, men at ændringerne alligevel kunne gennemføres i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 5 og Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 3, da klageren forsætligt eller groft uagtsomt havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

SKATs foreslåede reguleringer var som følger:

Klageren påstod, at han var klageberettiget som direktør i det konkursramte selskab, da SKATs afgørelse vedrørende selskabet havde direkte konsekvenser for ham personligt, herunder forhøjelse af hans personlige indkomst, risiko for strafansvar og erstatningsansvar for SKATs tab. Klageren anførte, at en klage over hans personlige ansættelse ikke ville påvirke selskabets ansættelse, og at han derfor havde en væsentlig økonomisk interesse i at påklage selskabets afgørelse. Han gjorde desuden gældende, at SKATs afgørelse vedrørende ham personligt var en nullitet på grund af overskridelse af fristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten afviste klagen. Retten fandt, at klageren ikke havde en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den påklagede afgørelse, som vedrørte selskabets skatteansættelse. Selskabet var opløst efter konkurs den 7. december 2010.

Landsskatteretten henviste til Skatteforvaltningsloven § 40, stk. 1, og fastslog, at klagerens interesse i at påklage afgørelsen måtte anses som afledt og indirekte. Dette blev begrundet med, at klagerens interesse kunne varetages gennem indsigelser vedrørende hans personlige skatteansættelse, samt under behandlingen af eventuelt hæftelses- og strafansvar. I den forbindelse henviste retten til Folketingets Ombudsmands Beretning for 2003, side 345 ff., samt Østre Landsrets dom af 6. februar 2008 (SKM2008.166.ØLR) og Landsskatterettens afgørelse SKM2007.289.LSR.

Retten bemærkede, at den ikke havde taget stilling til afgørelsens retskraft.