Fradrag for ejendomsskatter nægtet - manglende erhvervsmæssig virksomhed

Sagen omhandlede en klagers anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2006-2008 med henblik på at opnå fradrag for betalte ejendomsskatter. Klageren havde i 2005 erhvervet en grund på 3.000 m2 med det formål at videresælge den som et projekt eller efter gennemført byggeri i regi af en nyopstartet virksomhed. I de påklagede indkomstår havde virksomheden ingen indtægter, men alene udgifter til ejendomsskatter på henholdsvis 11.134 kr. i 2006, 11.657 kr. i 2007 og 13.341 kr. i 2008. Klageren havde sideløbende indtægtsgivende arbejde som direktør.

SKAT afviste genoptagelsen og fradraget med den begrundelse, at klageren ikke blev anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed eller være næringsdrivende med køb og salg af fast ejendom. SKAT lagde vægt på, at der kun var købt én grund, at klageren ikke tidligere havde beskæftiget sig med ejendomshandel for egen regning, og at virksomheden var underskudsgivende uden omsætning i de relevante år. SKAT henviste til praksis, herunder SKM2009.757.VLR og SKM2009.655.SR, der understøttede, at en enkeltstående disposition eller en virksomhed uden tilstrækkelig intensitet og rentabilitet ikke kunne anses for erhvervsmæssig.

Klagerens repræsentant fastholdt, at grunden var erhvervet med erhvervsmæssigt videresalg for øje, at grunden lå i et erhvervsområde, og at det var normalt med underskud i startfasen for denne type virksomhed. Det blev fremført, at klageren havde erfaring inden for byggebranchen, og at virksomheden senere blev omdannet til et selskab ([virksomhed2] ApS) i 2010, som efterfølgende solgte ejendommen med et betydeligt overskud i 2011. Klageren argumenterede for, at der var tale om et normalt virksomhedsforløb med et realistisk mål om nettooverskud på sigt.

Landsskatterettens vurdering

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten fandt, at klagerens virksomhed ikke havde haft omsætning i de påklagede indkomstår, og at der ikke forelå en erhvervsmæssig udnyttelse af grunden i disse år. Derfor var der ikke tale om en erhvervsmæssig virksomhed, hvilket udelukkede fradrag for de afholdte ejendomsskatter i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Retten bemærkede desuden, at ejendomsskatterne ikke var afholdt umiddelbart i tilknytning til opstart af en virksomhed, da grunden var ubebygget i klagerens ejertid, og byggeriet først blev igangsat efter salget til klagerens selskab. Klageren blev heller ikke anset for at være næringsdrivende med køb og salg af fast ejendom, da der kun var tale om handel med én ejendom, og der ikke var tale om en varig systematisk virksomhed. På baggrund heraf fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at genoptage skatteansættelsen for indkomstårene 2007 og 2008 efter Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2 eller for 2006 efter Skatteforvaltningsloven § 27.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at imødekomme klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2006-2008 med henblik på fradrag for ejendomsskatter.

Retten lagde vægt på følgende:

• Ifølge Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2 skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.
• Fradrag for udgifter til erhvervelse, sikring og vedligeholdelse af indkomst kan foretages i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.
• Klagerens virksomhed havde ingen omsætning i de påklagede indkomstår (2006-2008), og der forelå ikke en erhvervsmæssig udnyttelse af grunden i disse år. Dette betød, at der ikke var tale om en erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor fradrag for de afholdte ejendomsskatter ikke kunne godkendes.
• De afholdte ejendomsskatter blev ikke anset for at være afholdt umiddelbart i tilknytning til opstart af en virksomhed, da grunden var ubebygget i klagerens ejertid. Byggeriet blev først igangsat efter salget til klagerens selskab og i forbindelse med et videresalg til tredjemand.
• Klageren kunne ikke anses for at være næringsdrivende med køb og salg af fast ejendom, da der udelukkende var tale om handel med én ejendom, og denne handel lå efter de påklagede indkomstår. Der var således ikke tale om en varig systematisk virksomhed med handel af fast ejendom, og virksomheden havde ikke givet et sådant afkast, at den kunne anses for en delvis eller hel levevej for klageren. Klageren havde desuden ikke tidligere handlet ejendomme for egen regning.

Landsskatteretten fandt, at de fremførte argumenter ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at genoptage skatteansættelsen for indkomstårene 2007 og 2008 i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2. Af samme årsag var der heller ikke grundlag for at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2006 efter de ekstraordinære genoptagelsesregler i Skatteforvaltningsloven § 27.