Manglende dokumentation for ekstrafundering – Afslag på nedslag i grundværdi

Sagen omhandlede en skatteyders anmodning om nedslag i grundværdien på grund af udgifter til "ekstrafundering" (ekstra fundering) afholdt i 1977. Grundværdien skal ifølge Vurderingsloven § 6, jf. Vurderingsloven § 13, stk. 1 og Vurderingsloven § 13, stk. 2, ansættes til grundens handelsværdi i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed, beliggenhed og en økonomisk god anvendelse. Vurderingsloven § 16 præciserer, at ansættelsen skal ske til det beløb, der kan opnås ved salg til en økonomisk god anvendelse, med hensyn til ejendommens form, størrelse samt udstyknings- og omlægningsmuligheder.

Ifølge Vurderingsvejledningen 2010 skal nedslag for ekstra fundering ikke fremskrives med den generelle fremskrivningsfaktor for ejendomspriser, men med en fælles faktor for hele landet baseret på byggeomkostningsindeks.

I skatteretten påhviler bevisbyrden for et fradrags berettigelse og størrelse som udgangspunkt den, der ønsker fradraget, jf. f.eks. UfR 2004.151 H (SKM2004.162.HR).

Skatteyderen fremlagde et byggeregnskab, der viste udgifter til "ekstrafundering" på 121.707 kr. Desuden blev der fremlagt en mail fra en ingeniør fra 2011, der erindrede svage lerlag, som gav anledning til punktfundering på brønde, samt en oplysning fra repræsentanten om, at der havde været tale om pælefundering.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at repræsentanten ikke på tilstrækkelig vis havde dokumenteret behovet for og omfanget af den påståede ekstrafundering fra 1977. Dette skyldtes manglende fremlæggelse af geotekniske rapporter, underbilag, fakturaer eller lignende.

Retten bemærkede, at selvom et byggeregnskab viste udgifter til "ekstrafundering", var det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at denne post udelukkende vedrørte nedslagsgivende fundamentsarbejder i henhold til Vurderingsloven.

Som følge af den manglende dokumentation godkendte Landsskatteretten ikke nedslag for ekstrafundering i grundværdien på det foreliggende grundlag. Afgørelsen understregede princippet om, at den, der ønsker et fradrag, har bevisbyrden for dets berettigelse og størrelse, jf. gældende praksis som f.eks. UfR 2004.151 H (SKM2004.162.HR).