Dækning af befordringsudgifter til speciallægeundersøgelse uden for sikredes amt

To separate sager omhandlede sikredes ret til dækning af befordringsudgifter i forbindelse med speciallægeundersøgelser, der var nødvendige for genvurdering af varigt mén. I begge sager havde Arbejdsskadestyrelsen anmodet om undersøgelserne og tilbudt valg af speciallæger inden for sikredes respektive amter.

I den ene sag, hvor sikrede boede i Jylland, valgte hun en speciallæge i hovedstadsområdet. Arbejdsskadestyrelsen informerede først om begrænset dækning af transportudgifter, men sendte efterfølgende et brev, der oplyste om ret til fuld dækning af rejseudgifter. Sikrede påberåbte sig det seneste brev og klagede over afslag på fuld dækning.

I den anden sag valgte sikrede, der havde pådraget sig en rygskade, ligeledes en speciallæge uden for sit amt, på trods af at Arbejdsskadestyrelsen udtrykkeligt havde vejledt om, at transportudgifter til denne læge ikke ville blive dækket, da relevante speciallæger fandtes tættere på bopælen. Sikredes fagforbund bekræftede valget og anmodede senere om dækning af kørselsudgifter.

Ankestyrelsen behandlede begge sager principielt for at afklare rækkevidden af sikredes ret til dækning af befordringsudgifter i henhold til Arbejdsskadesikringsloven § 22, stk. 2. Det følger af loven, at sikrede har ret til dækning af rejseudgifter, når undersøgelsen sker efter Arbejdsskadestyrelsens anmodning. En almindelig erstatningsretlig grundsætning pålægger dog den, der søger erstatning, at begrænse sit tab mest muligt.

Principielle vurderinger

Ankestyrelsen fastslog, at dækning af udgifter til befordring som udgangspunkt sker for undersøgelser inden for en rimelig afstand af sikredes bopæl. Hvis den nødvendige speciallægeviden ikke findes lokalt, kan dækning dog ydes til en undersøgelse længere væk.

I den første sag ændrede Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Selvom sikredes valg af speciallæge i hovedstadsområdet ikke blev anset for rimeligt, havde Arbejdsskadestyrelsens modstridende kommunikation skabt en berettiget forventning hos sikrede om fuld dækning. Fejlen i sagsbehandlingen skulle lægges Arbejdsskadestyrelsen til last.

I den anden sag ændrede Ankestyrelsen ligeledes Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, men tilkendte kun skønsmæssigt halvdelen af udgifterne. Dette skyldtes, at sikrede ikke havde begrænset sine udgifter i rimeligt omfang ved at vælge en speciallæge længere væk, når der var relevante speciallæger væsentligt tættere på bopælen, og sikrede var blevet vejledt om, at transportudgifterne ikke ville blive dækket.