Afslag på anerkendelse af skade sket under kådhed i værnepligt
Dato
11. juli 2013
Eksterne links
Læs hele sagenJuridisk område
Arbejdsskadeloven
Emner
Arbejdsskade, Tjenstlige pligter, Værnepligtig, Kådhed, Ulykkestilfælde, Anerkendelse
Lovreferencer:
En værnepligtig pådrog sig en brækket ankel under aftjening af sin værnepligt. Skaden skete, da han i kådhed sloges med en kammerat, mens de ventede på at komme i gang med skydning på en skydebane. Forsvarskommandoen afviste oprindeligt sagen, da de ikke mente, at skaden var opstået ved et ulykkestilfælde eller med rimelig sandsynlighed kunne henføres til tjenesteforholdene. Den værnepligtige anmodede herefter om, at sagen blev forelagt Arbejdsskadestyrelsen.
Arbejdsskadestyrelsens vurdering
Arbejdsskadestyrelsen anerkendte i første omgang skaden som et ulykkestilfælde. De lagde vægt på, at den opstod under militærtjeneste, specifikt under ventetid ved en skydebane. De henviste til, at der i militærsager stilles mindre skrappe krav til vurderingen af, hvordan en skade er opstået, jf. Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. § 1. Selvom skaden skyldtes leg, og den værnepligtige var voksen, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 9, stk. 1, mente Arbejdsskadestyrelsen, at tilstedeværelsen ved skydebanen som del af tjenesten var afgørende.
Forsvarskommandoen klagede over denne afgørelse og fastholdt, at skaden skyldtes leg og ikke havde sammenhæng med tjenestens pligter. Regimentet oplyste, at værnepligtige ikke overvåges konstant i pauser eller ventetider, og at den værnepligtige på eget initiativ havde tumlet rundt med en kammerat.
Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og fandt, at den anmeldte skade ikke kunne anerkendes som et ulykkestilfælde, der med rimelig sandsynlighed skyldtes tjenesten eller de forhold, hvorunder tjenesten foregik, jf. Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. § 1.
Begrundelsen var, at tilskadekomsten skyldtes leg i kådhed. Ankestyrelsen lagde vægt på, at skaden indtraf, mens den værnepligtige i kådhed sloges med en anden værnepligtig under ventetid efter en frokostpause. Dette blev vurderet til ikke med rimelig sandsynlighed at være forårsaget af tjenesten eller de forhold, hvorunder den foregik. Den værnepligtige havde derfor ikke ret til erstatning eller andre ydelser efter loven.
Lignende afgørelser