Afslag på méngodtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskade pga. forudbestående gener

En 56-årig kvinde, der arbejdede som sygehjælper, pådrog sig i januar 1993 et svært knusningsbrud i højre håndled uden for arbejdstid. Skaden ophelede med fejlstilling, bevægeindskrænkning og vedvarende smerter, og hun fik tilkendt 10% i mén via Patientforsikringen. I juni 1994 søgte hun læge for forværrede symptomer i håndleddet under arbejde, og i september 1994 blev hun diagnosticeret med slidgigt i højre tommelfingerrod, som forværredes af den tidligere fraktur.

I marts 1995 blev hun udsat for en arbejdsskade, hvor en klient rullede hen over hendes højre håndled. Efter denne hændelse blev hun sygemeldt og efterfølgende afskediget fra sit arbejde som nattevagt. Hendes læge vurderede, at hun ikke ville kunne genoptage sit arbejde på grund af slidgigtforandringer og følgerne af det tidligere brud. Hun modtog herefter arbejdsløshedsdagpenge og forsøgte forgæves at finde fysisk lettere arbejde.

Arbejdsskadestyrelsen afslog hendes ansøgning om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Styrelsen vurderede, at ménet var under 5%, og tab af erhvervsevne under 15%, da der ikke var sket en væsentlig forværring af hendes gener som følge af arbejdsskaden.

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.

Varigt mén

Ankestyrelsen fandt, at arbejdsskaden ikke havde medført varigt mén på 5% eller derover, og skadelidte kunne derfor ikke få godtgørelse for varigt mén, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 33. Begrundelsen var, at håndledsskaden og de efterfølgende symptomer med overvejende sandsynlighed skyldtes det knusningsbrud, hun pådrog sig i januar 1993, samt den ikke-arbejdsbetingede slidgigt i højre tommelfingerrod. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det tidligere brud ophelede med betydelig fejlstilling og at der ikke var påvist yderligere læsioner efter arbejdsskaden i marts 1995.

Tab af erhvervsevne

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at arbejdsskaden havde medført et varigt tab af erhvervsevne på 15% eller derover, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 13 og Arbejdsskadesikringsloven § 32. Det blev vurderet, at skadelidtes arbejdsophør og overgang til arbejdsløshedsdagpenge hovedsagelig var begrundet i følgerne af den tidligere skade fra januar 1993 og den konstaterede slidgigt. Ankestyrelsen lagde vægt på lægelige erklæringer, der angav, at hendes højre håndled ikke kunne tåle tunge løft på grund af de forudbestående tilstande, og at hendes arbejdsevne allerede var nedsat før arbejdsskaden.