Afslag på erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskade i 1994

En slagteriarbejder pådrog sig to arbejdsskader: først et vrid i lænden i februar 1994 og senere et fald med slag på haleben og lænd i februar 1996. Efter den første skade genoptog hun arbejdet, men oplevede fortsat rygsmerter og sygemeldinger. Efter den anden skade i 1996, som forværrede hendes tilstand betydeligt og udløste tidligere whiplash-symptomer, blev hun sygemeldt permanent og tilkendt mellemste førtidspension i marts 1998.

Arbejdsskadestyrelsen tilkendte godtgørelse for varigt mén for begge skader (8% for 1994, 5% for 1996). Styrelsen vurderede et samlet erhvervsevnetab på 50% og fordelte dette ligeligt (25% til hver) mellem de to forsikringsselskaber, da de ikke kunne træffe en fællesafgørelse. Dette skyldtes, at de to skader var anmeldt under forskellige forsikringsselskaber.

Den sikredes forbund argumenterede for, at et mén på 8% uproblematisk kunne medføre 25% erhvervsevnetab, og at fordelingen burde ske ud fra méngraderne (30% for 1994, 20% for 1996), hvis det samlede tab fortsat var 50%. Forsikringsselskabet for skaden i 1994 påklagede afgørelsen og anførte, at der ikke var dokumenteret et erstatningsberettiget indtægtstab efter skaden i 1994, da den sikrede genoptog sit arbejde til normal løn.

Ankestyrelsen fandt, at den sikrede ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden fra 1. februar 1994 Arbejdsskadesikringsloven § 32. Begrundelsen var, at det med overvejende sandsynlighed blev godtgjort, at hendes arbejdsophør og overgang til førtidspension skyldtes andre årsager end skaden i 1994.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den sikrede fortsatte med at arbejde på fuld tid efter skaden i 1994, og at der ikke var dokumentation for, at denne skade alene ville have medført et betydeligt erhvervsevnetab. Det var skaden i februar 1996, som forværrede hendes rygsymptomer betydeligt og førte til arbejdsophør og førtidspension.

Principiel vurdering af erhvervsevnetab og mén

Ankestyrelsen fastslog, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem størrelsen af et mén og det tilknyttede erhvervsevnetab. Små méngrader kan medføre væsentlige erhvervsindskrænkninger, mens høje méngrader kan have begrænsede erhvervsmæssige virkninger. Erhvervsevnetabet kan derfor ikke udledes af méngraden for en arbejdsskade, og det kan heller ikke fordeles mellem flere arbejdsskader på grundlag af méngraden for de enkelte skader.

Ankestyrelsen anmodede Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage spørgsmålet om erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden fra 23. februar 1996 efter almindelige forvaltningsretlige regler, da den tidligere afgørelse var truffet under urigtige forudsætninger om fordeling af erhvervsevnetabet.