Tvist om méngodtgørelse efter svømmeulykke: Vurdering af årsagssammenhæng og bevisbyrde for strakssymptomer

Sagen omhandler en kvindes krav om méngodtgørelse fra sin ulykkesforsikring efter en hændelse i en svømmehal. Forsikringsselskabet har anerkendt selve ulykken, men afviser at udbetale erstatning for varigt mén, da de bestrider, at der er den nødvendige medicinske årsagssammenhæng mellem ulykken og klagerens vedvarende gener.

Sagens hændelsesforløb

Den 14. december 2016 svømmede klageren rygcrawl og stødte hovedet mod bassinkanten. Hun oplevede umiddelbart efter hændelsen at være omtåget og have smerter i hoved og nakke. Dagen efter kontaktede hun sin læge, som mistænkte en hjernerystelse. Det oprindelige journalnotat fra denne konsultation gik tabt grundet et IT-nedbrud hos lægen, men blev senere rekonstrueret.

Klagerens påstande og argumentation

Klageren fastholder, at hun har pådraget sig et varigt mén som følge af ulykken, herunder kronisk hovedpine og nakkesmerter, som forhindrer hende i at varetage et fuldtidsarbejde. Hun argumenterer for, at hun har sandsynliggjort de nødvendige strakssymptomer gennem en række beviser:

• Et vidneudsagn fra en person, der hjalp hende op af vandet.
• SMS-korrespondancer med bekendte umiddelbart efter ulykken, hvor hun beskriver sine symptomer.
• Det rekonstruerede journalnotat fra hendes læge.
• En udtalelse om den potentielle kraftpåvirkning ved et sådant sammenstød.

Klageren henviser til retspraksis, hvor lignende beviser er blevet tillagt vægt.

Forsikringsselskabets påstande og argumentation

Selskabet afviser kravet om méngodtgørelse med den begrundelse, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at der er en årsagssammenhæng mellem ulykken og hendes nuværende gener. Selskabet baserer sin afgørelse på følgende punkter:

• Manglende "tidstro" lægelig dokumentation for strakssymptomer.
• Vurderinger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og en speciallæge i neurokirurgi, som begge fastsætter méngraden til under 5 % og sår tvivl om årsagssammenhængen.
• Uoverensstemmelser mellem klagerens beskrivelse af et konstant og alvorligt sygdomsforløb og de faktiske lægejournaler, som indikerer perioder med bedring.
• En efterfølgende hovedskade, som klageren pådrog sig under en fodboldkamp i oktober 2017, der kan være en konkurrerende årsag til generne.

Nævnet bemærker, at det efter almindelige forsikringsretlige principper er klageren, der skal bevise rigtigheden og størrelsen af sit krav.

Efter en gennemgang af sagen og efter en samlet vurdering finder nævnet ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse. Nævnet har derfor ikke grundlag for at pålægge selskabet at udbetale méngodtgørelse.

Nævnet har navnlig lagt vægt på det anførte i speciallægeerklæringen i neurokirurgi af 26/2 2021, der efter nævnets opfattelse ikke understøtter, at klagerens aktuelle gener skyldes det anmeldte ulykkestilfælde den 14/12 2016.

Nævnet har bl.a. lagt vægt på, at det anføres, at der ved den objektive undersøgelse fandtes normal bevægelighed af nakken i alle planer, let muskelømhed i nakke/skulderåg og intet muskelsvind, og at det i sagens lægelige bilag har været nakkegenerne, som har domineret. Det anføres videre, at der ikke er overensstemmelse mellem skadelidtes oplyste gener og hendes funktionsniveau. Der er ingen objektive somatiske unormale fund, som er forenelige med skadelidtes klager, fraset let subjektiv ømhed ved tryk på nakkemuskeltilhæftningen. Der er ikke påvist strukturel skade ved MR-skanning af nakken.

Speciallægeerklæringen konkluderer, at klagerens symptomer og funktionsindskrænkning vurderes at være overvejende sandsynligt forenelig med en funktionel somatiseringstilstand eller psykologisk overbygning. Der lægges vægt på traumets lette karakter, uoverensstemmelser mellem dokumenterede oplysninger og klagerens egne oplysninger, samt fravær af somatiske objektive unormale fund og tilstedeværelsen af objektive tegn på psykisk påvirkning. Dette er i overensstemmelse med egen læges vurdering fra 29.10.2020, hvori det omtales, at skadelidte har mulig fobisk angst.

Det er muligt, at skadelidte har haft følgevirkninger efter hovedtraumet, men det vurderes ikke, at der er tale om sikre vedvarende symptomer. Dernæst har skadelidte siden haft yderligere et hovedtraume i oktober 2017, som også kan have medvirket til eventuelle gener, selvom der heller ikke er sikker dokumentation for dette.

Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til andet resultat. Som følge heraf bestemmes det, at klageren ikke får medhold.