Tvist om selvrisiko for parkeringsskade og gebyr for førtidig opsigelse af bilforsikring

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Alm. Brand Forsikring A/S vedrørende klassificering af en bilskade og opkrævning af et opsigelsesgebyr.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren anmeldte en skade den 30. september 2024, hvor hendes bil kørte frem og ramte en forhøjning og en pæl, da hun glemte at sætte den i 'park'. Klageren forventede, at skaden ville blive dækket som en parkeringsskade uden selvrisiko, da hendes forsikringspolice angiveligt foreskrev dette for mindre parkeringsskader. Alm. Brand Forsikring opkrævede imidlertid en selvrisiko på 7.121 kr., idet de klassificerede skaden som en kaskoskade. Klageren modtog desuden en opkrævning på 906,46 kr. i gebyr for førtidig opsigelse af bilforsikringen, som blev opsagt af et andet forsikringsselskab pr. 31. december 2024, inden for det første år af forsikringens løbetid.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstande:

• Skaden skulle behandles som en parkeringsskade uden selvrisiko i henhold til forsikringspolicen.
• Policen specificerede ikke forskel på parkeringsskader, og dette blev ikke oplyst ved oprettelsen af forsikringen.
• Et andet forsikringsselskab havde dækket en lignende skade uden selvrisiko, hvilket burde danne præcedens.
• Opsigelsesgebyret var uberettiget, især da forsikringen var opsagt af et andet selskab, og klageren kritiserede selskabets aggressive rykkerprocedure og trusler om RKI under en verserende sag hos Ankenævnet.

Selskabets påstande:

• Skaden var en kaskoskade, ikke en parkeringsskade, da den var selvforskyldt, og der ikke var en ukendt skadevolder. Ifølge forsikringsbetingelsernes punkt 10.1 dækker parkeringsskade kun skader forårsaget af påkørsel fra et andet køretøj, indkøbsvogn eller slag fra bildør, når skadevolder er ukendt, og bilen holder lovligt parkeret.
• Selvrisikoen på 7.121 kr. var derfor berettiget.
• Opsigelsesgebyret var berettiget i henhold til forsikringsbetingelsernes punkt 1.13.6, som tillader opkrævning af et forhøjet gebyr ved opsigelse inden for det første år af forsikringens løbetid. Selskabet henviste til tidligere kendelser fra Ankenævnet, der har stadfæstet lignende gebyrer.

Relevant dokumentation

Sagen er baseret på klagerens forsikringspolice af 31/3 2024, forsikringsbetingelserne (bilag A, punkt 10.1 og 1.13.6), samt korrespondance mellem parterne (bilag C og D).

Ankenævnet for Forsikring afgør, at klageren ikke får medhold i sin klage.

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets opkrævning af selvrisiko for skaden og gebyr for førtidig opsigelse inden for forsikringens første år. Begrundelsen herfor er som følger:

• Vedrørende selvrisiko for skaden: Nævnet har lagt vægt på, at skaden ikke opfylder betingelserne for at blive klassificeret som en 'parkeringsskade' i henhold til forsikringsbetingelsernes punkt 10.1. Disse betingelser kræver, at skaden er sket som følge af påkørsel af et andet køretøj, en indkøbsvogn eller slag fra bildør, og at skadevolder er ukendt. I den foreliggende sag var skaden selvforskyldt, idet klageren glemte at sætte bilen i 'park', og skadevolder var dermed ikke ukendt. Skaden falder derfor under kaskodækningen, hvor den aftalte selvrisiko på 7.121 kr. er gældende.

• Vedrørende opsigelsesgebyret: Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af forsikringsbetingelsernes punkt 1.13.6 og selskabets hjemmeside, at selskabet er berettiget til at opkræve et gebyr ved opsigelse med forkortet varsel, og at der gælder et forhøjet gebyr, når opsigelse sker inden for det første år af forsikringen. Dette er i overensstemmelse med sædvanlig praksis i branchen og tidligere kendelser fra Ankenævnet (f.eks. kendelse 101.907).

Nævnet bemærker dog, at det er kritisabelt, at selskabet den 23. januar 2025, mens sagen verserede ved Ankenævnet, fremsendte et frivilligt forlig til klageren. I dette forlig blev klageren opfordret til at anerkende en gæld på 7.121 kr. for selvrisiko samt yderligere beløb i form af renter og inkassogebyr, med en angivelse af, at inddrivelse kunne ske uden domserhvervelse efter Retsplejeloven § 478. Selvom denne fremgangsmåde kritiseres, ændrer det ikke ved sagens materielle afgørelse.