Afvisning af dækning for skimmelskade i kælderbadeværelse med forsatsvæg

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Gjensidige Forsikring vedrørende dækning under en ejerskifteforsikring for skimmelsvamp i et kælderbadeværelse i en ejendom opført i 1924.

Sagens faktiske omstændigheder

Ejendommen blev overtaget af klageren den 16. april 2023. En tilstandsrapport fra 3. oktober 2022 noterede løs puds, misfarvninger og forhøjet fugt i fyrrummet, samt løse fliser i kældermellemgangen og badeværelset. Rapporten nævnte også opsatte ventilerede indvendige isoleringsvægge og opklodset gulv i kælderen med risiko for fugt til bagvedliggende konstruktioner, men uden synlige fugtskader på besigtigelsestidspunktet. Specifikt for badeværelset blev der noteret løse vægfliser i brusenichen med risiko for vandindtrængning.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren anmeldte skimmelsvamp i kælderen den 16. juni 2024 og fastholdt, at forsatsvæggen i kælderbadeværelset udgjorde en konstruktionsfejl, der havde ført til skimmelsvamp på grund af fugtophobning mellem ydermuren og forsatsvæggen. Luftprøver fra badeværelset viste et kraftigt forhøjet niveau af skimmelsvamp og en unormal sammensætning med høje niveauer af fugtindikatorer og sundhedsskadelige skimmelarter. Klageren gjorde gældende, at det ikke er normalt at opføre et kælderbadeværelse med gipsplader i en ejendom af denne type og alder, og at der uden forsatsvæggen ikke ville have været skimmel i nævneværdigt omfang. Forsatsvæggen burde have været omtalt i tilstandsrapporten. Klageren anførte, at badeværelset var sundhedsmæssigt uforsvarligt at anvende, og at der var risiko for spredning af skimmel til den øvrige del af huset, da der ikke var tale om en tæt, lukket konstruktion. Klagerens familie oplevede helbredsgener, og klageren fremlagde lægeudtalelser til støtte herfor. Klageren argumenterede for, at badeværelset skulle vurderes ud fra kriterierne for beboelsesarealer, idet det indgik i BBR og var noteret som beboelse i forsikringspolicen. Klageren krævede dækning for demontering af forsatsvæggen, skimmelsanering, genopbygning af badeværelset samt dækning for rimelige advokatomkostninger og omkostninger til teknisk bistand på 48.075 kr., jf. Forsikringsaftaleloven § 32, stk. 3.

Selskabets påstande og argumenter

Selskabet afviste dækning og anførte, at der ikke forelå en skade i forsikringens forstand. De gjorde gældende, at forsatsvæggene i kælderen var udført i overensstemmelse med dagældende byggeskik og derfor ikke udgjorde en fejlkonstruktion. Følger i form af skimmelvækst var en kendt problemstilling og ikke en dækningsberettiget skade, især i en 100 år gammel kælder uden fugtsikring, hvor skimmel var forventeligt. Selskabet fastholdt, at ingen af de sagkyndige rapporter afdækkede dækningsberettigende forhold. De anførte, at BBR-meddelelsen alene er en bygnings- og boligregistreringsattest, som ikke har til hensigt at angive, om et konkret rum er godkendt til beboelse, jf. Bekendtgørelse af lov om bygnings- og boligregistrering § 1 og Bekendtgørelse af lov om bygnings- og boligregistrering § 2. Selskabet understregede, at en bygningsforsikring ikke dækker de sikredes særlige og konkrete helbredsmæssige påvirkninger eller gener ved ophold i bygningen. De afviste desuden, at SBI-anvisning 274 var en bindende standard for ejerskifteforsikringen. Selskabet mente, at de afdækkede skimmelforekomster var naturlige og forventelige for en bygning af denne alder og karakter, og at der ikke var dokumenteret en unaturlig spredning af skimmel fra kælderen til beboelsen.

Ankenævnet afviste klagerens krav om dækning. Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at der forelå en dækningsberettiget skade i kælderbadeværelset som følge af forsatsvæggen eller i relation til skimmelsvamp. Det blev ikke godtgjort, at der var sket nedbrudsskader eller en nærliggende risiko herfor som følge af uhensigtsmæssige opfugtninger. Selve opsætningen af en forsatsvæg i kælderen udgør ikke en skade i forsikringens forstand. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en kælder fra 1924, som i det hele ikke var godkendt til beboelse. De fremlagte luftprøver i kælderen statuerede ikke, at kælderens brugbarhed var nævneværdigt nedsat i forhold til kældre i tilsvarende ejendomme af samme alder. Det blev bemærket, at kælderbadeværelset var i åben forbindelse med resten af kælderen. DMR Skimmel havde vurderet, at de generelle forhold i kælderen sandsynligvis var årsagen til de høje rating F-værdier i luftprøverne, snarere end skimmel bag den flisebeklædte vægbeklædning i badeværelset. Selvom Teknologisk Institut og DMR Skimmel anbefalede nedtagning af forsatsvæggen, ændrede dette ikke nævnets vurdering af, at der ikke forelå en dækningsberettiget skade. Henset til sagens udfald fandt nævnet ikke grundlag for at pålægge selskabet at dække klagerens udgifter til advokat og teknisk bistand, da der ikke var afdækket dækningsberettigende forhold, og der ikke var indgået aftale om refusion af undersøgelsesudgifter. Dette er i overensstemmelse med Ankenævnets faste praksis, hvor hver part afholder egne omkostninger, jf. Ankenævnets vedtægter § 23, stk. 3.