Tvist om erstatning for indbo og løsøre efter totalbrand: Dokumentationskrav versus skønsmæssig erstatning

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Alm. Brand Forsikring A/S om størrelsen på erstatningen for indbo og landbrugsløsøre efter en totalbrand, der nedbrændte klagerens ejendom i november 2020.

Parternes krav og forsikringsdækning

Klageren, en familie på fem, boede på et fritidslandbrug på 425 m2. Efter branden anmeldte de et samlet krav for indbo og landbrugsløsøre, der oversteg 2 millioner kroner. Forsikringssummerne var:

Klageren kræver udbetaling op til forsikringens maksimale dækning, idet det faktiske tab overstiger dette beløb.

Klagerens argumentation

Klagerens advokat anfører, at det er urimeligt at kræve fuld dokumentation, da alle fysiske kvitteringer og ejendele gik tabt i branden. Familien havde et stort indbo grundet boligens størrelse og antallet af familiemedlemmer. Værdien af indboet er desuden forøget gennem modtagne gaver og pengebeløb. For landbrugsløsørets vedkommende har klageren overtaget et komplet autoværksted fra et familiemedlem.

Selskabets vurdering og tilbud

Alm. Brand finder, at det anmeldte kravs størrelse og de oplyste genstandes alder ikke er foreneligt med familiens dokumenterede indkomst for de seneste fire år. Selskabet har beregnet, at familiens påståede anskaffelser overstiger deres økonomiske råderum betydeligt.

Da klageren ikke har kunnet fremlægge nogen form for dokumentation (hverken fysiske kvitteringer, elektroniske bilag eller kontoudtog), har selskabet fastsat erstatningen skønsmæssigt. Selskabet tilbød først 650.000 kr. og senere 800.000 kr. i et forligsforslag, som blev afvist.

En mindre tvist om et fradrag for en tidligere udbetaling på bygningsforsikringen blev frafaldet af selskabet under sagens behandling i nævnet.

Ankenævnet kan ikke afgøre sagen.

Nævnet finder efter en samlet gennemgang af sagen, at det ikke er muligt at træffe en afgørelse på det foreliggende skriftlige grundlag. At fastslå det korrekte erstatningsbeløb ville kræve en egentlig bevisførelse, herunder potentielt afhøring af parterne og vidner om omfanget og karakteren af de nedbrændte genstande. En sådan bevisførelse kan ikke finde sted for Ankenævnet, men må i stedet ske ved domstolene.

Nævnet henviser til forsikringsbetingelsernes punkt 2.5.5, som fastslår, at den sikrede skal kunne dokumentere eller sandsynliggøre sit krav, herunder besiddelsen af genstandene samt deres alder og værdi. Hvis dette ikke er muligt, kan selskabet afvise kravet eller fastsætte erstatningen efter et skøn.

Da en afgørelse afhænger af en bevisvurdering, som nævnet er afskåret fra at foretage, afvises sagen i henhold til vedtægternes § 4, stk. 3, nr. 3. Klagegebyret tilbagebetales.