Sag om forældelse af krav på méngodtgørelse efter cykelulykke

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Codan Forsikring A/S vedrørende forældelse af et krav om méngodtgørelse efter en cykelulykke.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren, der var omfattet af en kollektiv ulykkesforsikring hos Codan, væltede på cykel ultimo november 2019, da forhjulet satte sig fast i et jernbanespor. Ved faldet brækkede han to fingre på højre hånd. Dagen efter ulykken, den 27. november 2019, søgte klageren egen læge, og en røntgenundersøgelse samme dag bekræftede brud i 4. og 5. finger samt luksation i 5. finger. Klageren modtog efterfølgende behandling med gips og genoptræning hos ergoterapeut. Det fremgår af journaler, at klageren oplevede vedvarende stive og krumme fingre samt vanskeligheder med at knytte hånden fuldt ud.

Skadesanmeldelsen blev indsendt til selskabet den 30. september 2023, næsten fire år efter ulykken.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstand og argumenter: Klageren ønsker, at selskabet udbetaler den ménerstatning, han er berettiget til. Han argumenterer for, at kravet ikke er forældet, da han først tidligst et år efter ulykken, i januar 2020, blev klar over, om han ville få varige mén. Han fik oplyst, at forbedring kunne ske op til et år efter skaden. Ergoterapien blev afbrudt grundet Covid-19, og han fortsatte med hjemmetræning. Klageren mener derfor, at forældelsesfristen på 3 år først skulle beregnes fra december 2020, hvor han indså, at 100% heling var tvivlsom, hvilket ville gøre sagen forældet i december 2023 – efter anmeldelsen.

Selskabets påstand og argumenter: Codan Forsikring A/S fastholder, at kravet er forældet. Selskabet henviser til Forældelsesloven § 3, stk. 1 og Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1 og anfører, at klageren allerede ved skadens indtræden havde rimelig anledning til at anmelde skaden. Dette begrundes med, at lægelige akter viser, at klageren kontinuerligt fra skadesdagen har haft smerter og bevægeindskrænkninger i de brækkede fingre. Selskabet mener, at klageren på dette tidspunkt burde have indset, at han havde et muligt krav på méngodtgørelse. Selv hvis forældelsesfristen skulle suspenderes, anfører selskabet, at den senest begyndte at løbe den 28. april 2020, da klageren blev afsluttet fra genoptræningsforløbet uden yderligere ergoterapeutiske tilbud, på trods af fortsatte problemer med hånden. Dette ville stadig medføre, at kravet var forældet forud for anmeldelsen den 30. september 2023.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen er baseret på en række dokumenter, herunder klagerens skadesanmeldelse af 30. september 2023, selskabets afvisningsbrev af 27. oktober 2023, klagerens klagebrev af 14. november 2023, samt diverse journaloplysninger fra egen læge, skadestue og ergoterapeut, der detaljeret beskriver skadens omfang, behandlingsforløb og klagerens vedvarende gener. Disse dokumenter er fremlagt som bilag i sagen.

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets afvisning af dækning af klagerens eventuelle krav med henvisning til, at der er indtrådt forældelse. Det følger af Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1 og Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3, at et krav på forsikringsdækning forældes 3 år efter det tidligste tidspunkt, hvor klageren kunne fremsætte et krav om forsikringsdækning over for forsikringen. Forældelsen regnes som udgangspunkt fra det tidspunkt, hvor skaden har vist sig på en sådan måde, at klageren har haft rimelig anledning til at anmelde kravet til selskabet, uanset om en eventuel méngrad først ville kunne opgøres senere.

Nævnet finder, at den 3-årige forældelsesfrist ikke kan regnes fra et senere tidspunkt end den 27. november 2019, hvor en røntgenundersøgelse bekræftede brud i fingrene. Klageren burde i hvert fald på dette tidspunkt være klar over, at han kunne have et krav mod ulykkesforsikringen på méngodtgørelse. Klagerens eventuelle krav var derfor forældet forud for klagerens anmeldelse af skaden den 30. september 2023.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at klageren har haft gener i fingrene siden skadestidspunktet, og herunder at det fremgår af journalen af 28. april 2020, at klageren i hele forløbet har oplevet en uændret tilstand af sine gener. Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til et andet resultat.

Som følge heraf får klageren ikke medhold.