Afgørelser om arbejdsskade: Anmeldelsesfrist og særlig grund til dispensation

Tre sager omhandlede spørgsmålet om dispensation fra den etårige anmeldelsesfrist for arbejdsskader. I alle sagerne var skaderne anmeldt væsentligt efter fristens udløb, og Arbejdsskadestyrelsen havde i første omgang afvist sagerne med henvisning til manglende rettidig anmeldelse og fravær af særlige grunde til dispensation.

I den første sag kom en specialarbejder til skade med sit knæ i november 1996. Hændelsen blev anmeldt til arbejdsgiveren i april 1997, men først til Arbejdsskadestyrelsen i oktober 1998. Borgeren havde tidligere fået tilkendt erstatning for varigt mén på grund af hukommelsesbesvær efter en tidligere arbejdsulykke og troede, at arbejdsgiveren havde anmeldt skaden.

Den anden sag vedrørte en specialarbejder, der i maj 1997 blev ramt af en metalstang i armhulen. Skaden blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen i januar 1999. Borgeren var udlænding og anførte manglende kendskab til dansk sprog og lovgivning samt frygt for at miste jobbet som årsag til den forsinkede anmeldelse. Smerterne flyttede sig desuden fra den ene skulder til den anden.

Den tredje sag omhandlede en landbrugsmedhjælper, der i juli 1979 beskadigede en finger. Skaden blev først anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen i 1995, cirka 16 år efter hændelsen. Borgeren havde gennemgået adskillige operationer i fingeren i løbet af 1980'erne på grund af vedvarende smerter og neuromer.

Ankestyrelsen traf forskellige afgørelser i de tre sager, baseret på en konkret vurdering af, om der forelå særlige grunde til at dispensere fra den etårige anmeldelsesfrist i henhold til Arbejdsskadeloven.

Ankestyrelsens afgørelser og begrundelser

I den første sag ændrede Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og anerkendte tilfældet som en arbejdsskade. Ankestyrelsen vurderede, at der forelå særlig grund til at bortse fra overskridelsen af anmeldelsesfristen, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 20. Dette skyldtes borgerens tidligere hovedskade, der havde medført hukommelsesbesvær, og hans forventning om, at arbejdsgiveren havde anmeldt skaden. Der var desuden overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse mellem skaden og de efterfølgende knægener, som kunne begrunde godtgørelse for varigt mén, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 9.

I den anden sag tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afvisning. Selvom borgeren var udlænding, fandt Ankestyrelsen ikke, at der var en rimelig begrundelse for den sene anmeldelse, da han havde deltaget i sprogkursus og smerterne flyttede sig. Desuden fandt Ankestyrelsen ikke overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse mellem hændelsen i maj 1997 og den aktuelle lidelse i venstre skulder, da symptomerne først opstod senere og på den modsatte side.

I den tredje sag tiltrådte Ankestyrelsen ligeledes Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afvisning. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det allerede kort tid efter skaden i juli 1979 havde været klart, at der var tale om en kompliceret skade, der krævede adskillige operationer. På trods af at der var overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse og at skaden ville have givet ret til erstatning, fandt Ankestyrelsen ikke, at borgeren havde anført en rimelig begrundelse for at anmelde tilfældet hele 16 år efter hændelsen, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 19. De nuværende gener kunne ikke i sig selv begrunde dispensation fra fristen, når der ikke i øvrigt forelå en rimelig begrundelse for fristoverskridelsen.