Regreskrav for urigtige oplysninger om fast bruger af bil efter færdselsuheld

En forsikringstager klager over et regreskrav fra sit forsikringsselskab, Topdanmark, efter et færdselsuheld forårsaget af hendes søn. Sagens kerne er, hvorvidt sønnen var den reelle faste bruger af bilen, og om selskabet derfor er berettiget til at opkræve en del af erstatningen tilbage, da forsikringspræmien var beregnet ud fra, at moderen var bruger.

Sagsforløb

Den 24. januar 2023 bakkede klagerens søn ud fra en parkeringsplads og kolliderede med en anden bil. Sønnen anmeldte skaden til Topdanmark, hvor bilen var ansvarsforsikret i moderens navn. Selskabet anerkendte fuldt ansvar for uheldet og dækkede reparationsudgifterne til modpartens bil på 52.619,36 kr.

Under sagsbehandlingen konstaterede selskabet, at klagerens søn var den faste bruger af bilen, hvilket ikke var oplyst ved forsikringens tegning. Præmien var beregnet ud fra, at klageren, en elitebilist, var bruger, hvilket resulterede i en lavere præmie, end hvis den var beregnet på sønnen.

Parternes påstande

Selskabets påstand

Topdanmark fastholder, at de har modtaget urigtige risikooplysninger. Havde selskabet kendt til, at sønnen var fast bruger, ville præmien have været væsentligt højere. Selskabet har derfor foretaget en pro rata-opgørelse og kræver en del af erstatningsudgiften tilbagebetalt (regres) samt den aftalte selvrisiko.

Selskabets opkrævning er som følger:

Selskabet baserer sit krav på forsikringsvilkårenes punkt 5 om oplysningspligt ved risikoændring og Forsikringsaftaleloven.

Klagers påstand

Klageren, repræsenteret ved sin søn, afviser, at sønnen var fast bruger. De anfører, at han blot lånte bilen, og at der ikke findes regler for, hvor ofte man må låne en bil ud. De hævder, at moderen blev manipuleret og misforstod selskabets spørgsmål i telefonsamtaler. De bestrider beviserne og anklager selskabet for at fremlægge "løgn og latin". Klageren ønsker regreskravet annulleret.

Klageren får ikke medhold.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klagerens barn bærer det fulde ansvar for sammenstødet. Ved en bakkemanøvre skal føreren sikre sig, at manøvren kan udføres uden fare eller ulempe for andre, og det er efter fast praksis den bakkende part, der bærer ansvaret. Det er ikke godtgjort, at modparten begik kørselsfejl, der skulle fritage barnet for ansvar.

Nævnet finder det bevist, at klagerens barn på skadetidspunktet var den faste bruger af bilen. Selskabet har desuden antageliggjort, at præmien ville have været højere, hvis de korrekte oplysninger om brugerforholdet var blevet givet.

Nævnet lægger især vægt på følgende forhold:

• I en telefonsamtale den 22. februar 2023 oplyste klageren, at det var hendes barn, der kørte mest i bilen.
• Klageren bekræftede, at bilen oftest holdt ved barnets adresse, at barnet havde sin egen nøgle, og at han ikke skulle spørge om lov for at bruge den.
• I telefonnotater fra den 15. februar 2023 fremgår det, at barnet flere gange omtalte bilen som "hans bil".
• Få uger efter færdselsuheldet tegnede barnet en forsikring for en anden bil i sit eget navn.

Efter nævnets opfattelse er det almindeligt kendt, at præmien for en bilforsikring beregnes ud fra brugerens risikooplysninger. Klagerens undladelse af at oplyse, at hendes barn var den faste bruger, må tilregnes hende som groft uagtsom. I medfør af Forsikringsaftaleloven § 7 har selskabet derfor været berettiget til at opgøre ansvarskravet som en pro rata-erstatning i henhold til Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 2. Dette medfører, at selskabet kan opkræve et forholdsmæssigt regres hos klageren for den erstatning, som selskabet har udbetalt til modparten.

De øvrige anbringender fra klageren kan ikke føre til et andet resultat. Selskabet har derfor handlet korrekt ved at fastholde opkrævningen.