Ankestyrelsens stillingtagen til retsforligs betydning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven

En sikret person havde i 1992 og 1993 været udsat for to indirekte lænderygtraumer, som Arbejdsskadestyrelsen anerkendte som ulykkestilfælde med forbehold for en forudbestående ryglidelse. Efter det andet ulykkestilfælde blev der konstateret en discusprolaps. I 1993 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen méngraden til 5% og erhvervsevnetabet til 15% som midlertidig ydelse under revalidering.

Sikrede blev tilkendt mellemste førtidspension fra april 1994. I januar 1995 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen erhvervsevnetabet til 15%, da arbejdsskaden kun delvist blev anset som årsag til arbejdsophør og førtidspension. Denne afgørelse blev tiltrådt af Ankestyrelsen.

I juni 1997 anlagde sikrede civilt søgsmål mod den selvforsikrende kommunale arbejdsgiver efter erstatningsansvarsloven. Parterne indgik forlig i december 1998, hvor kommunen alene var erstatningsansvarlig for ulykken i 1993, og erhvervsevnetabet blev fastsat til 35%. Forliget omfattede også godtgørelse for svie og smerte.

I januar 2000 anmodede sikredes forbund om genoptagelse af arbejdsskadesagen med henvisning til ny praksis om forudbestående lidelser. Kommunen modsatte sig genoptagelse, idet de henviste til forliget og anførte, at spørgsmålet om erhvervsevnetab var endeligt afgjort. Arbejdsskadestyrelsen afslog genoptagelse i april 2000.

Ankestyrelsen tiltrådte i oktober 2000, at der ikke var grundlag for genoptagelse efter Arbejdsskadesikringsloven § 29, stk. 1, men hjemviste sagen til forvaltningsretlig genoptagelse af spørgsmålet om fradrag for forudbestående lidelser, bl.a. i lyset af en Højesteretsdom fra 1998.

I oktober 2001 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen méngraden til 15% og erhvervsevnetabet til 65%, uden fradrag for forudbestående ryggener. Denne afgørelse blev anket af kommunen. Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om Ankestyrelsen var bundet af et retsforlig indgået efter erstatningsansvarsloven i forhold til bedømmelsen af erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven.

Ankestyrelsen fastslog, at de i forhold til bedømmelsen af erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven ikke var bundet af et retsforlig, der var indgået i forbindelse med et civilt søgsmål efter erstatningsansvarsloven.

Principiel afgørelse og begrundelse

Ankestyrelsen henviste til tidligere domme, der fastslår, at arbejdsskadesikringsmyndighederne ikke er bundet af andre myndigheders afgørelser i henhold til eksempelvis pensionsloven, bistandsloven eller erstatningsansvarsloven ved administration af arbejdsskadesikringsloven.

Efter genoptagelsen af sagen fandt Ankestyrelsen, at arbejdsskaderne havde medført et tab af erhvervsevne på 65%. Dette betød, at sikrede skulle have yderligere erstatning for tab af erhvervsevne, da arbejdsskadesikringsmyndighederne ikke var bundet af det forlig om 35% erhvervsevnetab, som den selvforsikrede arbejdsgiver og sikrede indgik i 1998.

Den yderligere erstatning blev tilkendt med virkning fra den 1. april 1994, som var tidspunktet for tilkendelsen af mellemste førtidspension.

Vurdering af erhvervsevnetab

Ved afgørelsen om erhvervsevnetab lagde Ankestyrelsen vægt på følgende faktorer i henhold til Arbejdsskadesikringsloven § 13 og Arbejdsskadesikringsloven § 32:

• Sikrede arbejdede i fuldt omfang før arbejdsskadens indtræden.
• Sikrede var ophørt med at arbejde efter de aktuelle arbejdsskader.
• De helbredsmæssige oplysninger, sikredes alder, uddannelse, tidligere beskæftigelse og manglende revalidering indikerede, at der ikke var mulighed for at belyse en resterhvervsevne, der talte imod et erhvervsevnetab svarende til den tilkendte mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for en anden konkret vurdering af sikredes erhvervsevnetab end svarende til den tilkendte mellemste førtidspension. Erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden blev herefter vurderet til 65%. Ankestyrelsen tiltrådte dermed Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab.