Afvisning af dækning for røveri: Forældelse og tvivl om ejerskab

Sagen omhandler en klage fra en forsikringstager mod Tryg Forsikring A/S vedrørende selskabets afvisning af dækning for et påstået røveri af et Rolex-ur og en mobiltelefon under en familie/indboforsikring.

Sagens baggrund og forløb

Klageren anmeldte den 7. januar 2020, at han var blevet frarøvet et Rolex-ur og en mobiltelefon af to maskerede mænd. Forsikringen var tegnet den 7. oktober 2019, men ophørte den 25. marts 2020 på grund af præmierestance. Klageren anmodede om erstatning og en undskyldning fra selskabet, da han mente, at selskabet uberettiget beskyldte ham for selv at have arrangeret røveriet.

Selskabets afvisning og begrundelse

Selskabet afviste dækning den 26. maj 2020. Afvisningen var baseret på en politirapport og andre oplysninger, som ifølge selskabet såede tvivl om anmeldelsens troværdighed. Selskabet fandt det ikke sandsynliggjort, at klageren var rette ejer af Rolex-uret, og henviste til, at der var et stort misforhold mellem klagerens oplyste indkomst og urets værdi. Politirapporten indeholdt desuden forklaringer fra klagerens tidligere kæreste, der antydede, at klageren havde overvejet at iscenesætte et røveri for at få forsikringspenge. Selskabet fastholdt, at klageren ikke havde dokumenteret en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed.

Forældelsesspørgsmålet

Selskabet gjorde desuden gældende, at kravet var forældet. Ifølge selskabet startede forældelsesfristen den 4. januar 2020 (dato for det påståede røveri) eller senest den 7. januar 2020 (dato for anmeldelse). Dette ville medføre, at kravet var forældet enten den 4. eller 7. januar 2023 i henhold til Forældelsesloven § 3. Selskabet henviste også til Forsikringsaftaleloven § 29, hvorefter forældelse indtræder senest 1 år efter selskabets afvisning af kravet, hvilket i dette tilfælde ville være den 26. maj 2021.

Klagerens modargumenter

Klageren anførte, at han gentagne gange havde forsøgt at samarbejde og levere yderligere dokumentation, men følte sig afvist og overset. Han mente, at dette havde medført unødig forsinkelse, og at det var urimeligt at hævde, at sagen var forældet på grund af manglende samarbejde fra hans side. Klageren fastholdt, at hans økonomiske situation ikke var relevant for anmeldelsen eller klagen, og at han havde videoer af en kriminel, der flashede hans ur på sociale medier, som han dog ikke kunne uploade fra sin telefon.

Ankenævnet for Forsikring finder ikke grundlag for at kritisere selskabets afvisning af dækning, da klagerens krav er forældet. Klageren får derfor ikke medhold.

Nævnet har lagt vægt på følgende begrundelser:

• Forældelsesfristens starttidspunkt: Den 3-årige forældelsesfrist, som følger af Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3, skal senest regnes fra den 7. januar 2020. Dette er det tidspunkt, hvor klageren anmeldte røveriet til forsikringsselskabet, og hvor fordringen kunne kræves opfyldt.
• Indbringelse af sagen: Klageren indbragte først sagen for Ankenævnet den 29. november 2023. På dette tidspunkt var den 3-årige forældelsesfrist allerede udløbet, da den senest udløb den 7. januar 2023.
• Tillægsforældelsesfrist: Den 1-årige tillægsforældelsesfrist, som er fastsat i Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, er ligeledes udløbet. Denne frist regnes fra selskabets afvisning af kravet den 26. maj 2020, hvilket betyder, at den udløb den 26. maj 2021.
• Afbrydelse af forældelse: Selvom klage til et ankenævn betragtes som et retsligt skridt, der afbryder forældelsen, jf. Forældelsesloven § 16, skete indbringelsen for nævnet for sent i forhold til de gældende forældelsesfrister.
• Selskabets oplysningspligt: Selskabet har ikke en selvstændig forpligtelse til at orientere forsikringstagere om forældelsesreglerne.
• Dokumentation for kravet: Selskabet har desuden afvist dækning med henvisning til, at klageren ikke har dokumenteret at være rette ejer af uret, og at der var tale om en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Dette understøttes af politirapporterne, som indeholder oplysninger, der sår tvivl om anmeldelsens troværdighed og klagerens ejerskab af uret. Efter dansk rets almindelige bevisbyrderegler, lovfæstet i Forsikringsaftaleloven § 22, påhviler det klageren at dokumentere sit kravs berettigelse og rigtighed.