Forældelse af krav på ejerskifteforsikring vedrørende synkende fundament

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Tryg Forsikring A/S vedrørende dækning under en ejerskifteforsikring for et sunket fundament i et sommerhus. Den centrale problemstilling er, hvorvidt kravet er forældet.

Sagens baggrund og forløb

Klageren overtog sommerhuset den 1. august 2015 og tegnede en 5-årig ejerskifteforsikring hos Tryg. En tilstandsrapport fra 8. juli 2015 nævnte en sætning ved en overdækket terrasse, der stammede fra et sprængt vandrør i 1986.

Klageren anmeldte den 27. juni 2016 et sunket fundament til Tryg. Selskabet besigtigede forholdet den 2. august 2016 og afviste dækning den 10. august 2016. Begrundelsen var, at der var tale om et kosmetisk forhold, som ikke medførte skade, og at klageren var gjort opmærksom på forholdet i tilstandsrapporten og havde fået et prisnedslag på 90.000 kr. i købssummen. Klageren accepterede i første omgang afslaget, da han antog, at fundamentet var stabilt.

Fornyet anmeldelse og parternes påstande

I begyndelsen af 2020 opdagede klageren, at sætningsskaderne var blevet værre, og at fundamentet fortsat sank. Han indsendte derfor en ny anmeldelse. Tryg beså skaderne og bekræftede, at fundamentet fortsat sank, men afviste igen dækning med henvisning til forældelse.

Klagerens argumenter: Klageren anførte, at kravet ikke er forældet. Han mente, at forældelsesfristen ikke skulle regnes fra den første henvendelse i 2016, da han først i sommeren 2018 blev klar over, at fundamentet fortsat sank, og at der var tale om en skade, der kunne anmeldes. Han argumenterede for, at anmeldelsen i foråret 2020 var inden for den 3-årige frist og forsikringens løbetid. Subsidiært mente han, at den nuværende skade kunne være en ny sag om udskridning, uden sammenhæng med den oprindelige skade fra 1986, som den bygningssagkyndige ikke kunne se ved tilstandsrapportens udarbejdelse. Klageren ønskede dækning af omkostninger til sikring af fundamentet.

Selskabets argumenter: Tryg fastholdt, at kravet var forældet. Selskabet henviste til Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5 og Forældelsesloven af 2008, hvorefter et krav forældes tre år efter, at forholdet har vist sig på en sådan måde, at det må være klart for forsikringstageren, at det skal anmeldes. Selskabet mente, at dette tidspunkt var sammenfaldende med den første anmeldelse den 27. juni 2016. Da klageren først kontaktede selskabet igen den 27. maj 2020, var kravet forældet. Selskabet anførte desuden, at de ikke havde ageret på en måde, der kunne tilsidesætte forældelsen.

Tidslinje over sagens forløb

Relevante forsikringsbetingelser

Forsikringsbetingelserne definerer en dækningsberettigende skade som et fysisk forhold, der nedsætter bygningens værdi eller brugbarhed nævneværdigt, eller som indebærer en nærliggende risiko for skade. Det er en forudsætning for dækning, at forholdet var til stede ved overtagelsen af ejendommen og konstateres og anmeldes i forsikringstiden. Forsikringen dækker ikke forhold nævnt i tilstandsrapporten eller forhold, som sikrede havde kendskab til før overtagelsen, jf. betingelsernes pkt. 5.1 og 5.4. Desuden fremgår det af Forsikringsaftaleloven § 22, at bevisbyrden for et kravs berettigelse påhviler den, der rejser kravet.

Klageren får ikke medhold i sin klage. Ankenævnet for Forsikring finder, at kravet om dækning for det sunkne fundament er forældet.

Nævnet lagde vægt på, at det anmeldte forhold – det sunkne fundament – er det samme skadeforhold, som klageren anmeldte til selskabet den 27. juni 2016. Klageren havde således kendskab til forholdet allerede på dette tidspunkt.

Efter Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3 er den almindelige forældelsesfrist for krav på forsikringsdækning 3 år. Denne frist skal regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor klageren kunne kræve fordringen opfyldt, hvilket i praksis er, når skaden har vist sig på en sådan måde, at der er rimelig anledning til at anmelde den til selskabet. Da klageren anmeldte skaden den 27. juni 2016, indtrådte den 3-årige forældelsesfrist senest den 27. juni 2019.

Bestemmelsen i Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, 1. punktum, om en 1-årig tillægsfrist efter selskabets afvisning af dækning, er ikke relevant i denne sag. Selskabet afviste dækning den 10. august 2016, og den 1-årige frist udløb derfor den 10. august 2017, hvilket ligger forud for den 27. juni 2019, hvor den almindelige forældelsesfrist indtrådte.

Nævnet bemærkede, at klageren først kontaktede selskabet igen den 27. maj 2020, hvilket var efter, at kravet allerede var forældet. Selskabets handlinger, herunder forbehold for forældelse og besigtigelse, har ikke medført, at forældelsen skal tilsidesættes. Det forhold, at skadeforholdet muligt har udviklet sig, ændrer ikke på, at det oprindelige forhold var kendt, og kravet er forældet.