Afvisning af erstatningskrav ved bilbrand: Tvist om ejerskab af udbrændt bil

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og If Skadeforsikring vedrørende afvist kaskodækning efter en bilbrand, hvor selskabet betvivler forsikringstagerens reelle ejerskab af bilen.

Sagens faktiske omstændigheder

Sagen vedrører en bilbrand, der fandt sted den 19. september 2023, hvor klagerens bil brød i brand under kørsel. Bilen blev totalskadet. Klageren oplyser, at hun købte den skadede bil kontant i sommeren 2023 for 90.000 kr. af en bekendt (person1). Bilen blev ejerskiftet til klagerens navn den 24. juli 2023, cirka to måneder før branden. Ifølge forsikringsbetingelserne gælder forsikringen foruden vilkår også forsikringsaftaleloven samt lov om finansiel virksomhed.

Klageren havde på brandtidspunktet mindst to biler indregistreret i eget navn. Selskabets undersøgelse har afdækket et komplekst forløb med flere bilhandler og ejerskifter, herunder en tidligere totalskadet bil (bil 3), som klageren også havde overtaget fra person1 kort før den blev totalskadet, og hvor klageren modtog erstatning fra et andet forsikringsselskab.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstand og argumenter

Klageren ønsker udbetaling af erstatning for bilens værdi på 85.000 kr., som hun og selskabets taksator angiveligt var enige om. Hun fastholder, at hun er den retmæssige ejer af bilen, idet hun har købt den kontant, fremvist en slutseddel for købet, og månedligt har betalt bilforsikringen. Klageren anfører, at selskabet ikke har kunnet dokumentere, at hun ikke var den retmæssige ejer, og at hendes privatøkonomi er irrelevant for sagen. Hun kritiserer desuden selskabet for at have skrottet bilen uden hendes vidende og udbetalt skrotprisen til person1.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabet har afvist dækning med den begrundelse, at klageren ikke har bevist eller sandsynliggjort, at hun var den reelle ejer af den brændte bil. Selskabet anfører, at den formodede faktiske ejer (person1) ikke kunne tegne kaskoforsikring hos If på grund af tidligere forsikringsforhold. Selskabet stiller spørgsmålstegn ved klagerens behov for flere biler som en enkelt husstand og finder, at klagerens forklaring om kontantkøbet af den brændte bil fra salg af en tidligere bil (bil 4) ikke stemmer overens med de faktiske omstændigheder. Selskabet henviser til, at bil 4 var totalskadet i 2020, ikke indregistreret i tre år, og at klagerens bankoplysninger viser, at hun tog et banklån for at købe den samme bil 4, som hun angiveligt havde solgt.

Økonomiske forhold og dokumentation

Selskabets undersøgelse af klagerens bankudskrifter fra januar til juli 2023 viser store indgående beløb, som straks efter hæves igen. Selskabet vurderer, at klageren trods disse beløb ikke har dokumenteret ejerskab af de 90.000 kr. i kontanter, som hun skulle have betalt for bilen. Klagerens økonomiske forhold, herunder manglende betaling af husleje og afdrag på lån samt en igangværende inkassosag, tilsiger ifølge selskabet ikke, at hun har betalt 90.000 kr. kontant for bilen.

Den forsikrede bil blev indtegnet i selskabet den 24/7 2023 og brændte den 19/9 2023. Selskabet har afvist dækning med henvisning til, at klageren ikke var ejer af bilen, og at den formodede faktiske ejer af bilen ikke ville kunne have tegnet kaskoforsikring hos selskabet.

Klageren ønsker udbetaling af bilens værdi på 85.000 kr. Klageren har oplyst, at hun købte bilen kontant af person1 i sommeren 2023, fordi hendes anden bil (bil 1) var for lille. Klageren har anført, at hun har fremvist slutseddel på købet, og at hun månedligt har betalt bilforsikringen. Klageren har anført, at selskabet ikke har dokumenteret, at hun ikke var den retmæssige ejer af bilen. Klageren har oplyst, at hun ikke har noget personligt forhold til den tidligere ejer af bilen (person1), udover at hun tidligere har købt en bil af ham.

Selskabet har anført, at klageren den 24/7 2023 overtog den udbrændte bil fra person1, at klageren på skadetidspunktet havde mindst 2 biler (bil 1 og den udbrændte bil) indregistreret, og at klageren ikke er fremkommet med en forklaring på, hvorfor hun – som en husstand på én person – havde behov for flere biler. Klageren har ikke dokumenteret, at hun købte den udbrændte bil med kontanter fra salg af en tidligere bil (bil 4). Vedrørende bil 4 fremgår det blandt andet af selskabets undersøgelsesrapport, at bilen var forsikret hos selskabet frem til et færdselsuheld i 2020, at bilen blev sat til salg i december 2022 af en bilforhandler, at klageren modtog første delbetaling fra bilforhandleren i den 23/1 2023, og at klagerens bank har oplyst, at klageren tegnede et banklån for at købe den selvsamme bil for i alt 216.000 kr. den 24/1 2023 hos en anden bilforhandler. Det er selskabets opfattelse, at der ikke foreligger dokumentation for, at klageren på noget tidspunkt reelt har ejet bil 4. Det fremgår videre af selskabets undersøgelsesrapport, at 'ud fra det samlede billede vurderes det at FT på trods de enorme pengebeløb, som har kommet til og trukket ud af hendes konto, ikke har dokumenteret ejerskab af de 90.000 kr. i kontanter, som hun skulle have betalt bilen med'. Selskabet har anført, at klagerens økonomiske forhold ikke tilsiger, at klageren har betalt 90.000 kr. kontant for den udbrændte bil, idet klageren til trods for de store indgående beløb ikke har betalt sine udgifter til husleje og afdrage på lån, og at banken har indledt en inkassosag mod klageren. Selskabet har anført, at klageren tidligere, den 10/2 2023, overtog en anden bil (bil 3) fra person1, som den 14/4 2023 blev totalskadet ved et eneuheld, og at klageren fik erstatning fra et andet forsikringsselskab. Selskabet har oplyst, at den udbrændte bil er skrottet, og at 4.099 kr. er udbetalt til person1, der ifølge selskabet var bilens reelle ejer.

På baggrund af det særegne hændelsesforløb finder nævnet, at det ikke er muligt på skriftligt grundlag at afgøre, hvem der var ejer af bilen på skadetidspunktet. Det vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for nævnet. I givet fald må bevisførelsen ske ved domstolene, hvor der blandt andet kan afgives partsforklaring og afhøres vidner. Det følger herefter af vedtægternes § 4, stk. 3, nr. 3, at nævnet må afvise at afgøre sagen.

Som følge heraf bestemmes: Nævnet kan ikke afgøre sagen. Klagegebyret tilbagebetales.