Bilforsikring: Selskab kræver erstatning tilbage efter mistanke om iscenesat uheld

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Storstrøms Forsikring G/S vedrørende tilbagebetaling af reparationsudgifter efter en bilkollision.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren anmeldte den 24. november 2021 en påkørselsskade, hvor hun angiveligt kørte ind i siden på en modpart i et kryds. Storstrøms Forsikring accepterede indledningsvist skaden og godkendte reparation af klagerens bil. Efterfølgende kontaktede modpartens forsikringsselskab Storstrøms Forsikring med mistanke om iscenesættelse af forsikringsbegivenheden. Storstrøms Forsikring indhentede en udtalelse fra egen taksator og en DanCrash-rapport, som begge indikerede, at kollisionen ikke kunne være sket som anmeldt, blandt andet fordi der ikke var tværgående mærker på bilerne, og modpartens bil sandsynligvis holdt stille. På baggrund af disse nye oplysninger trak Storstrøms Forsikring sin accept tilbage og krævede de udbetalte reparationsudgifter på kr. 60.683,88 samt udgiften til DanCrash-rapporten tilbagebetalt. Selskabet henviste til renteloven § 3 vedrørende procesrente på deres krav.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstande og argumenter

Klageren ønsker frifindelse for selskabets krav og fastholder, at der er sket en dækningsberettigende skade. Hun anfører, at eventuelle sproglige unøjagtigheder i hendes anmeldelse (f.eks. om sne i stedet for fugt) ikke er afgørende. Klageren argumenterer, at selskabet, ved at have takseret skaden og meddelt dækning uden forbehold, er afskåret fra at kræve reparationsudgiften tilbagebetalt. Hun påpeger, at modparten ikke benyttede vejhjælp, fordi begge biler kunne køre efter sammenstødet, hvilket gør selskabets mistanke uforståelig. Klageren oplyser, at hun anerkendte ansvaret på skadestedet efter pres fra modparten og opfordrer selskabet til at udlevere modpartens kontaktoplysninger for at indhente en udtalelse.

Selskabets påstande og argumenter

Storstrøms Forsikring påstår, at klageren ikke har bevist, at der er sket en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Selskabet anfører, at den indledende dækning skete på baggrund af klagerens anmeldelse, men at efterfølgende undersøgelser har vist, at kollisionen ikke kan være sket som anmeldt. Selskabet henviser til principperne i forsikringsaftaleloven § 22 om tilbagebetaling af uberettiget udbetalte beløb og forsikringsaftaleloven § 18 vedrørende forsætligt fremkaldte forsikringsbegivenheder. Selskabet gør gældende, at udgiften til DanCrash-rapporten var et adækvat og nødvendigt led i skadebehandlingen og derfor skal dækkes af klageren. Selskabet afviser at udlevere modpartens oplysninger under en ankenævnssag, da dette er en sag for domstolene.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen er baseret på en række bilag, herunder skadesanmeldelsen, interne notater fra Storstrøms Forsikring, e-mailkorrespondance mellem parterne, og især DanCrash-rapporten af 2. september 2022. DanCrash-rapporten konkluderer, at modpartens bil med overvejende sandsynlighed holdt stille ved kollisionen, og at skaderne ikke stemmer overens med klagerens forklaring om en påkørsel i bevægelse. Rapporten bemærker fraværet af tværgående ridser og deformationer, der indikerer en stillestående modpart. Derudover fremgår det af DMI's vejrarkiv, at der ikke var sne på skadedatoen, hvilket modsiger klagerens oprindelige forklaring.

Nævnets flertal

Flertallet i Ankenævnet finder, at det ikke er muligt at afgøre sagen på det foreliggende skriftlige grundlag. En afgørelse ville kræve en bevisførelse, herunder afgivelse af partsforklaringer og afhøring af vidner, hvilket ikke kan ske for nævnet. Derfor må sagen, i henhold til nævnets vedtægternes § 4, stk. 1, afvises. Nævnet har lagt vægt på, at sagen mest hensigtsmæssigt bør behandles ved domstolene, hvor sådan bevisførelse er mulig.

Nævnets mindretal

Mindretallet mener, at sagen kan afgøres på det foreliggende skriftlige grundlag. Det bemærkes, at klageren har valgt at indbringe sagen for nævnet og har råderet over sin sagsførelse. Mindretallet finder ikke, at selskabet har afskåret sig fra at kræve forsikringsydelsen retur, blot fordi de i første omgang betalte den. Dette skyldes, at der efterfølgende er fremkommet væsentlige nye oplysninger, som berettiger selskabet til at revurdere sagen.

Mindretallet vurderer, at selskabet har ført tilstrækkeligt bevis for, at skaderne ikke skyldes en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed, og at begivenheden ikke er sket som angivet af klageren. Vurderingen bygger på de tekniske oplysninger, især rapporten fra DanCrash og billederne af bilerne efter kollisionen. Det må lægges til grund, at hændelsen med overvejende sandsynlighed skete, mens modpartens bil holdt stille. Klagerens forklaringer om uheldsforløbet stemmer ikke overens med de tekniske oplysninger, og det tekniske bevis tillægges afgørende bevismæssig værdi. Der er ingen holdepunkter for, at DanCrash-erklæringen er utilstrækkelig eller forkert.

Klageren har ikke påvist forhold, der kan ændre denne vurdering. Det forhold, at en forklaring fra den anden part ikke foreligger, ændrer ikke resultatet. Selskabet er nærmest til at indhente en erklæring fra tredjemand for at bevise sit krav. Det indgår dog i vurderingen, at klageren – modsat hvad der er almindeligt ved autosammenstød – angiver ikke at have fået oplysninger om modparten. Mindretallet finder på denne baggrund ikke, at selskabet kan bebrejdes at have fremsat krav om tilbagebetaling. Vedrørende kravets størrelse har mindretallet en formodning om, at selskabet ikke har afholdt udgifter med urette, og selskabet er berettiget til at kræve tilbagebetaling for de uretmæssigt afholdte udgifter.

Afgørelse

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Som følge heraf bestemmes: Nævnet kan ikke afgøre sagen. Klagegebyret tilbagebetales.