Tilbagebetaling af arbejdsskadeerstatning - god tro og risiko

Sagen omhandler en borgers arbejdsskade fra 15. december 1998, hvor borgeren modtog en erstatning. Efterfølgende opstod der tvivl om berettigelsen af denne udbetaling, og spørgsmålet om tilbagebetaling blev rejst. Da arbejdsskaden skete i 1998, skulle sagen afgøres efter den dagældende lov om sikring mod følger af arbejdsskade, som ikke indeholdt specifikke regler om tilbagebetaling. Derfor blev sagen vurderet ud fra de ulovbestemte principper om tilbagesøgning af ydelser, der er betalt på baggrund af en vildfarelse (condictio indebiti).

Problemstilling om tilbagebetaling

Den centrale problemstilling var, hvorvidt borgeren skulle tilbagebetale den udbetalte erstatning. Vurderingen fokuserede på to hovedforhold:

• Borgerens gode eller onde tro ved modtagelsen af ydelsen.
• Hvem der var nærmest til at bære risikoen for den eventuelle fejludbetaling.

Det blev fremhævet, at borgeren klagede over afgørelsen, hvilket indikerede troen på retten til erstatningen. Borgeren havde ingen grund til at antage, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var forkert, og ingen reel mulighed for at undersøge spørgsmålet nærmere. Samtidig havde forsikringsselskabet pligt til at udbetale ydelsen, da der ikke var opsættende virkning ved borgerens klage, og selskabet havde adgang til alle relevante oplysninger og sagkundskab til at vurdere afgørelsens tvivlsomhed.

Ankestyrelsen afgjorde, at borgeren ikke skulle tilbagebetale den udbetalte erstatning, og stadfæstede dermed Arbejdsskadestyrelsens resultat. Afgørelsen blev truffet på baggrund af de ulovbestemte principper om condictio indebiti, da den relevante lov fra 1998 ikke indeholdt en tilbagebetalingsregel. Den senere indførte Arbejdsskadesikringsloven § 40 a fandt ikke anvendelse, da den kun gælder ydelser "efter denne lov" og er en lovfæstning af praksis, der forudsætter ond tro hos modtageren.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på følgende:

• Borgerens gode tro: Borgeren var utvivlsomt i god tro om retten til erstatningen og havde ingen viden om, at afgørelsen kunne ændres til skade for sig. Klagen over afgørelsen understøttede denne vurdering.
• Risikobæring: Forsikringsselskabet blev anset for at være nærmest til at bære risikoen for fejludbetalingen. Selskabet havde alle oplysninger og sagkundskab til rådighed og kunne have kontraanket afgørelsen for at undgå udbetaling, før berettigelsen var afklaret. Forskellen i regler om opsættende virkning mellem arbejdsskade- og patientforsikringsområdet blev fremhævet som en væsentlig faktor.
• Praksis og lovbemærkninger: Ankestyrelsen henviste til tidligere domme og lovbemærkninger til Arbejdsskadesikringsloven, som viser en tilbageholdenhed med at statuere tilbagebetaling i disse sager, især når erstatningen er udbetalt, og modtageren er i god tro. Det blev også bemærket, at det ville være byrdefuldt for borgeren at tilbagebetale erstatningen, især da kravet kom mere end to år efter udbetalingen.