Forhøjelse af erstatning for tab af erhvervsevne til efterlønsmodtager efter arbejdsulykke

En 63-årig kvinde, der var på efterløn og sideløbende arbejdede som avisbud (depotafløser) med det tilladte timetal, faldt i 2001 på grund af glat føre og brækkede foden. Hun havde ingen uddannelse og havde tidligere udelukkende arbejdet i fysisk krævende jobs som rengøring og hjemmehjælp. Efter skaden stoppede hun med at arbejde.

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte det varige mén til 18 procent og afslog erstatning for tab af erhvervsevne. De vurderede, at kvinden med skånebehov for stående og gående arbejde stadig kunne bestride et job med en indtægt svarende til den som avisbud. Kvinden klagede over denne afgørelse.

Sagen blev behandlet i et principielt møde for at afklare omfanget af tabsbegrænsningspligten for personer, der var på efterløn, men arbejdede sideløbende med efterlønnen.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og forhøjede erstatningen for tab af erhvervsevne fra mindre end 15 procent til 85 procent. Da kvinden var fyldt 67 år på afgørelsestidspunktet, blev erstatningen udbetalt som et engangsbeløb svarende til to gange den årlige erstatning. Den årlige erstatning skulle beregnes ud fra den indtjening, hun havde haft som avisbud i året før arbejdsskaden.

Følgerne af skaden omfattede et stift fodled, betydelige smerter, begrænset gangdistance (maks. 500 meter), natlige smerter og kramper. Objektive undersøgelser viste diffus ømhed, væskeansamling på underbenet og nedsat bevægelighed i foden.

Ankestyrelsens principielle vurdering

Ankestyrelsen lagde vægt på flere faktorer:

• Kvinden havde et væsentligt skånebehov for gående og stående arbejde og kunne ikke længere varetage sit arbejde som avisdistributør.
• Hendes høje alder og manglende uddannelsesmæssige baggrund betød, at hun ikke havde andre muligheder at falde tilbage på. Hendes tidligere fysisk krævende erhverv kunne heller ikke varetages efter skaden.
• Selvom hun havde en vis funktionsevne i behold, fandt Ankestyrelsen, at kravene til tabsbegrænsningspligten var yderst beskedne, når en person havde nået efterlønsalderen. Ved vurderingen af tabsbegrænsningspligten skulle der lægges vægt på alder, uddannelsesniveau og hidtidige erhverv, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 32, stk. 1, Arbejdsskadesikringsloven § 32, stk. 2 og Arbejdsskadesikringsloven § 32, stk. 7.