Afvist krav om svie og smerte: Tvist om sagsbehandlingsfejl hos Sønderjysk Forsikring

Denne sag omhandler en klage fra en forsikringstager mod Sønderjysk Forsikring G/S vedrørende et afvist personskadekrav for svie, smerte og tabt arbejdsfortjeneste efter en cykelulykke. Klageren anklager selskabet for sagsbehandlingsfejl, der angiveligt førte til afvisningen fra modpartens ansvarsforsikringsselskab.

Sagens baggrund

Klageren anmeldte den 23. september 2019 en personskade til Sønderjysk Forsikring efter en cykelulykke den 21. september 2019. Ifølge anmeldelsen væltede klageren på cykel, da en varebil overholdt sin vigepligt, hvilket resulterede i et hovedstyrt og en brækket skulder samt andre skader. Selskabet anerkendte skaden under klagerens ulykkesforsikring og fastsatte et varigt mén til 5%. De dækkede også tingsskader for i alt 4.076,32 kr., som fremgår af nedenstående tabel:

Selskabet informerede klageren om, at personskaden også skulle anmeldes til modpartens motoransvarsforsikring i henhold til Færdselsloven § 101, da personskader normalt behandles af motoransvarsforsikringen efter reglerne i Erstatningsansvarsloven.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren ønsker kompensation for svie, smerte og tabt arbejdsfortjeneste. Hun anfører, at Sønderjysk Forsikring på egen foranledning kontaktede modpartens forsikringsselskab og sendte et krav, hvor de fejlagtigt påstod, at modpartens kunde havde påkørt klageren. Dette udsagn blev først korrigeret af Sønderjysk Forsikring i juli 2020, næsten ni måneder efter den oprindelige henvendelse. Klageren mener, at denne fejl i sagsfremstillingen er årsagen til, at modpartens forsikringsselskab afviste hendes personskadekrav, og at Sønderjysk Forsikring derfor er ansvarlig for dette tab.

Selskabets påstande og argumenter

Sønderjysk Forsikring har principalt påstået afvisning af sagen, idet de gør gældende, at Ankenævnet for Forsikring ikke har kompetence til at behandle klagen. De anfører, at klagerens påstand om selskabets ansvar for manglende anerkendelse af personskadekravet ikke udspringer af en forsikringsaftale mellem parterne, men derimod er en tvist om sagsbehandling.Subsidiært har selskabet påstået, at klageren ikke kan gives medhold. De argumenterer for, at de ikke er ansvarlige for modpartens forsikringsselskabs afvisning af personskadekravet efter Erstatningsansvarsloven, da selskabet alene har videregivet information. Endvidere fremhæver de, at klagerens ulykkesforsikring ikke dækker godtgørelse for svie, smerte eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men udelukkende varigt mén.

Nævnet bemærker, at klagerens ulykkesforsikring ikke indeholder en dækning for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste. Spørgsmålet er herefter, om selskabet har ifaldet erstatningsansvar for sin sagsbehandling. Nævnet bemærker, at det er klageren, der har bevisbyrden herfor.Efter en gennemgang af sagen finder nævnet, at klageren ikke har bevist, at selskabet har begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med skadebehandlingen, der kan begrunde, at selskabet er erstatningsansvarlig på almindeligt erstatningsretligt grundlag over for klageren for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste.Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at de oplysninger, som selskabet har meddelt modpartens ansvarsforsikringsselskab omkring skadeforløbet, ikke kan føre til, at selskabet bliver erstatningsansvarlig for klagerens eventuelle krav mod ansvarsforsikringsselskabet.Hvad angår klagerens krav mod ansvarsforsikringsselskabet bemærker nævnet, at det falder uden for nævnets kompetence at afgøre, om klageren har et berettiget krav. En eventuel tvist herom må i givet fald føres ved domstolene.Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til andet resultat.Som følge heraf bestemmes:Klageren får ikke medhold.