Udvidet kompetence for EU-Domstolen i erstatningssager vedrørende administrativ forvaltning af FUSP-missioner i lyset af grundlæggende rettigheder

KS og KD, hvis familiemedlemmer blev udsat for tortur, forsvandt eller blev dræbt i Kosovo i 1999, anlagde erstatningssøgsmål ved Retten mod Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten).

Sagsøgerne gjorde gældende, at Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo (EULEX Kosovo), som er etableret under Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP), havde tilsidesat deres grundlæggende rettigheder (EMRK og Charteret) som følge af utilstrækkelig efterforskning af forbrydelserne.

Søgsmålet var rettet mod en række handlinger og undladelser, herunder mangel på nødvendige ressourcer og egnet personale til efterforskning samt manglen på effektive retsmidler og håndhævelsesbeføjelser for klageorganet Human Rights Review Panel (HRRP).

Retten afviste oprindeligt søgsmålet og erklærede sig åbenbart inkompetent, idet den fandt, at de anfægtede handlinger og undladelser hørte under FUSP’s politiske eller strategiske spørgsmål. Både sagsøgerne og Kommissionen appellerede denne afgørelse.

Domstolen ophævede delvist Rettens kendelse, da Retten havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at den manglede kompetence til at påkende samtlige aspekter af erstatningssøgsmålet.

Domstolen fastholdt sondringen mellem kerne-FUSP-handlinger (politiske/strategiske valg) og handlinger relateret til missionens administrative gennemførelse. Kun de administrative handlinger er omfattet af Domstolens kompetence, selvom de finder sted inden for en FUSP-ramme.

Sondring mellem kompetenceområder

Domstolen fastslog specifikt, at følgende aspekter af søgsmålet ikke var direkte knyttet til politiske eller strategiske valg og derfor er omfattet af Domstolens kompetence:

• Tilsidesættelse af retten til liv og forbuddet mod tortur som følge af Eulex Kosovos mangel på egnet personale til at udøve det eksekutive mandat. Dette anses for daglig administrativ forvaltning.
• Krænkelse af retten til effektive retsmidler (Charterets artikel 47) som følge af fraværet af bestemmelser om retshjælp i HRRP’s procedurer, og fordi panelet ikke havde håndhævelsesbeføjelser eller retsmidler til afhjælpning. Dette vedrører procedureregler og administrativ forvaltning.
• Den manglende vedtagelse af afhjælpende foranstaltninger efter HRRP’s konstaterede tilsidesættelser.

Domstolen bekræftede dog, at den ikke har kompetence til at vurdere klagepunkter vedrørende:

• Den angivelige mangel på de nødvendige ressourcer (økonomi/omfang) stillet til rådighed for missionen, da dette er direkte knyttet til politiske og strategiske valg (præmis 126).