Standstill-klausul: Familiesammenføring for tyrkiske ægtefæller kan ikke betinges af et større tilknytningskrav til værtslandet (C-89/18)

Begrundelse for begrænsningens ulovlighed

Domstolen anerkendte, at både vellykket integration og effektiv styring af migrationsstrømme kan udgøre tvingende almene hensyn, der potentielt kan retfærdiggøre en begrænsning. Den foretog dog en proportionalitetsvurdering, hvor den fandt, at tilknytningskravet ikke var egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte formål (integration).

• Uegnethed: Reglen om tilknytningskravet gør det ikke muligt at vurdere sandsynligheden for en vellykket integration af den indrejsende ægtefælle i Danmark. Den fokuserer i urimelig grad på den tyrkiske arbejdstagers (B’s) fortsatte tilknytning til oprindelseslandet, selvom han er lovligt og varigt integreret i det danske arbejdsmarked.
• Mangler i retssikkerheden: Domstolen bemærkede, at vurderingen af kravet hviler på diffuse og upræcise kriterier, hvilket er i strid med retssikkerhedsprincippet og fører til forskelligartet og uforudsigelig praksis (præmis 41).
• Migrationsstyring: Da kravet var uegnet til at tjene integrationsformålet, blev det også anset for uegnet til at sikre en effektiv styring af migrationsstrømme.

Konsekvensen er, at det nationale tilknytningskrav i det foreliggende tilfælde er ulovligt og ikke kan anvendes, når det skaber mere restriktive betingelser end dem, der var gældende ved Associeringsaftalens ikrafttræden i Danmark.

Europa-Kommissionen anførte, at sprogkravet potentielt kunne være en hindring for etableringsfriheden.

Domstolen skulle tage stilling til, om et nationalt krav om sprogkundskaber for ægtefæller til tyrkiske statsborgere, der søger familiesammenføring, udgør en ulovlig restriktion i henhold til EU-retten.