Skattepligt af rejsegodtgørelse: Manglende partshøring og dokumentation

Sagen omhandlede, hvorvidt udbetalt skattefri rejsegodtgørelse på 38.377 kr. til en tømrer ansat hos [virksomhed1] ApS skulle anses for skattepligtig. Klageren, bosiddende i [by1], havde modtaget godtgørelsen for 64,5 rejsedøgn i forbindelse med arbejde i [by2]- og [by3]s-området i 2006.

SKAT foretog en kontrolaktion hos arbejdsgiveren og fandt, at de fremlagte ugesedler ikke opfyldte dokumentationskravene i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Specifikt manglede oplysninger om rejsens start- og sluttidspunkt, erhvervsmæssige formål, og bestemmelsessted var ofte kun angivet ved gade- eller bynavn. SKAT forhøjede derfor klagerens skattepligtige indkomst med det udbetalte beløb, idet godtgørelsen blev anset for skattepligtig i henhold til Ligningsloven § 9a og Ligningsloven § 9b.

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse vedrørende skattepligten, men godkendte samtidig et ligningsmæssigt fradrag på 34.001 kr. efter Ligningsloven § 9a, stk. 7. Fradraget blev beregnet som følger:

Klageren nedlagde påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst med 38.277 kr. og gjorde gældende, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af manglende partshøring og begrundelse i strid med Forvaltningsloven § 19, stk. 1, Forvaltningsloven § 22, Forvaltningsloven § 24 og Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1. Klageren anførte, at SKATs forslag til ændring af skatteansættelsen var utilstrækkeligt og ikke gav et tilstrækkeligt billede af sagen. Subsidiært blev det anført, at den udbetalte rejsegodtgørelse de facto opfyldte betingelserne for at være skattefri i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 5 sammenholdt med Ligningsloven § 9a, med henvisning til fremlagte ugesedler, lønsedler og brobizz-udskrifter.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at betingelserne i Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1, jf. Forvaltningsloven kapitel 6 vedrørende kravene til begrundelse var opfyldt. Dette blev begrundet med, at Forvaltningsloven § 24, stk. 2 kræver en kort redegørelse for sagens faktiske omstændigheder, og SKAT havde henvist til, at arbejdsgiveren ikke havde ført den fornødne kontrol.

For så vidt angår partshøringspligten bemærkede Landsskatteretten, at klagerens skattesag var afledt af en kontrolrapport, som indeholdt oplysninger til ugunst for klageren, og som han ikke kunne forventes at være bekendt med. Derfor skulle der have været foretaget partshøring i henhold til Forvaltningsloven § 19 forinden afgørelsen af 10. september 2008. Dette udgjorde en væsentlig formalitetsmangel, der potentielt kunne påvirke afgørelsens materielle resultat.

Imidlertid fandt Landsskatteretten, at der var truffet en materielt korrekt afgørelse. Ugesedlerne opfyldte ikke kravene til indhold i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, idet blandt andet rejsens start- og sluttidspunkt ikke var anført. Dette forhindrede arbejdsgiveren i at kontrollere antallet af erhvervsmæssige rejsedage, hvilket er en forudsætning for udbetaling af skattefri godtgørelse, jf. Højesterets dom SKM 2007, 247 HR.

Da klageren ikke kunne have påvirket afgørelsen, selv hvis partshøringsreglen var blevet iagttaget, og da han heller ikke efterfølgende havde kunnet dokumentere betingelserne for skattefri godtgørelse, blev sagsbehandlingsfejlen anset for ikke at have påvirket sagens udfald. Dette var i overensstemmelse med Højesterets dom af 17. oktober 2006, offentliggjort i TfS 2006, 924 H.

Landsskatteretten stadfæstede derfor skatteankenævnets afgørelse.