Skønsmæssig indkomstforhøjelse nedsat til 0 kr. - manglende påvisning af indtægtskilde hos klageren

Sagen omhandlede en klage over Skatteankenævnets skønsmæssige forhøjelse af klagerens personlige indkomst for indkomstårene 2006 og 2007. Forhøjelsen var baseret på et beregnet negativt privatforbrug og formodede udeholdte indtægter.

Sagens baggrund

Klageren var lønmodtager og boede sammen med sin samlever og to børn. Husstandens samlede indkomst og beregnede privatforbrug var negativt for begge år, som vist i tabellen nedenfor:

I 2009 blev der fundet 700.000 kr. i kontanter på parrets ejendom, som SKAT anså for at stamme fra ubeskattede indtægter, opsparet med 175.000 kr. i hvert af årene 2006-2009. SKAT havde anmodet om arrest i beløbet tilhørende samleveren og indstævnet ham i den forbindelse, men ikke klageren.

Skatteankenævnet forhøjede klagerens indkomst skønsmæssigt med 300.000 kr. i 2006 og 155.000 kr. i 2007. Tilsvarende forhøjelser blev foretaget for samleveren. Nævnet begrundede forhøjelserne med påviste indkomstkilder såsom salg af papegøjer, hundehvalpe og reparation/salg af motorcykler. Det blev dog anført, at disse indkomstkilder alle vedrørte samleveren. På trods heraf fordelte nævnet den skønsmæssige forhøjelse ligeligt mellem klageren og samleveren med henvisning til deres sammenblandede økonomi og ægteskabslignende forhold.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod primært, at forhøjelserne skulle nedsættes til 0 kr. Argumentationen var, at beskatning skal ske hos den skatteyder, som indkomsten rettelig tilkommer, og da de påviste indkomstkilder udelukkende vedrørte samleveren, var der ikke grundlag for at beskatte klageren. Det blev fremhævet, at SKATs arrestbegæring og indstævning kun vedrørte samleveren.

Subsidiært bestredes det, at kontantbeholdningen på 700.000 kr. stammede fra udeholdt omsætning i de pågældende indkomstår, og at samleveren havde oppebåret beløbet ved udeholdt omsætning. Det blev anført, at salg af hundehvalpe (et kuld for 48.000 kr.) var skattefrit. Endvidere blev det påpeget, at skatteankenævnets beregning af privatforbrug potentielt indeholdt dobbeltmedregninger af udgifter til mad, skatter, telefon, licens mv. samt forbedringer af ejendommen.

Landsskatterettens bemærkninger

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 4, der fastslår, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, samt Skattekontrolloven § 1, Skattekontrolloven § 6 og Skattekontrolloven § 6b vedrørende selvangivelse og dokumentation. Retten anerkendte, at indkomsten kan forhøjes ved usandsynligt lavt privatforbrug, jf. fast praksis tiltrådt af Højesteret (Ugeskrift for Retsvæsen 1967.635 og SKM2002.70.HR), eller ved påvisning af en yderligere indtægtskilde. Landsskatteretten fandt dog, at Skatteankenævnet ikke havde påvist en yderligere indtægtskilde for klageren, og at en eventuel indtægtskilde vedrørende husstandens indkomst skulle findes hos klagerens samlever, hvilket blev underbygget af SKATs arrest og indstævning af samleveren.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten nedsatte Skatteankenævnets skønsmæssige forhøjelse af klagerens indkomst til 0 kr. for både indkomstårene 2006 og 2007. Dette medførte en nedsættelse på henholdsvis 300.000 kr. og 155.000 kr.

Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med følgende:

• Manglende påvisning af indtægtskilde hos klageren: Skatteankenævnet havde ikke påvist en yderligere indtægtskilde specifikt for klageren. Ligeledes var det ikke påvist, at klageren havde opsparet midler med 175.000 kr. årligt i de pågældende indkomstår.
• Indtægtskilde hos samleveren: Det blev anset for godtgjort af klagerens repræsentant, at en eventuel indtægtskilde vedrørende husstandens indkomst skulle findes hos klagerens samlever. Dette blev underbygget af, at SKAT havde foretaget arrest i de fundne 700.000 kr. og indstævnet samleveren i sagen herom, uden at klageren var indstævnet i den forbindelse.
• Beskatningsprincip: Beskatning skal ske hos den skatteyder, som indkomsten rettelig tilkommer. Da de påviste indkomstkilder alle vedrørte samleveren, var der ikke grundlag for at foretage en ligelig fordeling af den udeholdte indtægt til klageren.

Klagerens indkomst blev derfor ansat til det selvangivne beløb.