Delvis godtgørelse af elafgift til selvejende uddannelsesinstitution - Momsfradrag efter Momsloven § 38, stk. 2

Sagen omhandler en selvejende institution (skolen), der klagede over Skattecentrets afslag på godtgørelse af elafgift for perioden 1. januar 2007 til 31. december 2009. Skolen, hvis hovedaktivitet er gymnasial uddannelse finansieret via taxametertilskud, havde også momspligtige indtægter fra udlejning af idrætshal og kantinesalg. Tvisten drejede sig om, hvorvidt skolens delvise fradragsret for moms af fællesudgifter til elektricitet skulle opgøres efter Momsloven § 38, stk. 1 (omsætningsfordeling) eller Momsloven § 38, stk. 2 (skønsmæssig fordeling).

Skattecentret afviste godtgørelsen med henvisning til, at skolens taxametertilskud faldt uden for momslovens anvendelsesområde, og at fradragsretten derfor skulle opgøres skønsmæssigt efter Momsloven § 38, stk. 2. De henviste til Momsvejledningen 2010 og SKM 2008.774 SR.

Skolen argumenterede for, at Landsskatteretten i en tidligere kendelse (SKM2009.338.LSR) for årene 2004-2006 havde fastslået, at den delvise momsfradragsprocent skulle opgøres efter Momsloven § 38, stk. 1, hvilket resulterede i 100% fradrag. Skolen mente, at denne kendelse var bindende for SKAT, da den ikke var påklaget til domstolene, og at praksisændringer først skulle have virkning fra SKM 2010.788 LSR.

Landsskatteretten ændrede delvist Skattecentrets afgørelse. Retten fandt, at skolens undervisningsaktivitet, der ikke involverede deltagerbetaling, udgjorde ikke-økonomisk virksomhed i henhold til EF-domstolens dom i sagen C-437/06, Securenta. Derfor skulle fradragsretten for fællesomkostninger til elektricitet korrigeres skønsmæssigt efter Momsloven § 38, stk. 2. Retten afviste, at den tidligere kendelse (SKM2009.338.LSR) var bindende for efterfølgende år, da den var baseret på en ubestridt forudsætning og ikke en juridisk prøvelse. Sagen blev sendt tilbage til Skattecentret for en talmæssig opgørelse af den delvise godtgørelse af elafgift.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at godtgørelse af elafgift for momsregistrerede virksomheder, jf. Elafgiftsloven § 11, stk. 1, som udgangspunkt tilbagebetales i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående moms, jf. Elafgiftsloven § 11, stk. 16.

Retten lagde til grund, at skolen driver momspligtig virksomhed (kantinesalg og udlejning af idrætshal) og modtager statstilskud (taxametertilskud), som falder uden for momslovens anvendelsesområde. Skolens undervisningsaktivitet, der ikke sker mod deltagerbetaling, blev anset for ikke-økonomisk virksomhed, der falder uden for momssystemets anvendelsesområde, jf. EF-domstolens dom i sagen C-437/06, Securenta, præmis 30.

Det blev derfor fundet korrekt, at skattecentret ved opgørelsen af skolens fradragsret for elektricitet skulle anvende Momsloven § 38, stk. 2, da elforbruget udgør en fællesomkostning, der benyttes til både fradragsberettigede og virksomheden uvedkommende formål. Dette indebærer en skønsmæssig opgørelse af den del af omkostningerne, der kan henføres til aktiviteter inden for momslovens anvendelsesområde.

Landsskatteretten fandt ikke, at den tidligere kendelse SKM2009.338.LSR, der vedrørte årene 2004-2006, skabte en bindende forventning for efterfølgende år. Den tidligere kendelse byggede på en ubestridt forudsætning om anvendelse af Momsloven § 38, stk. 1, og ikke en juridisk prøvelse af spørgsmålet. Praksisændringen, som afspejlet i SKM 2010.788 LSR, blev anset for at have virkning fra dens offentliggørelse.

Den påklagede afgørelse blev ændret delvist, og det blev overladt til skattecentret at foretage den nærmere talmæssige opgørelse af skolens ret til delvis godtgørelse af elafgift i henhold til Elafgiftsloven § 11, stk. 16, jf. Elafgiftsloven § 11, stk. 1, baseret på en skønsmæssig fordeling efter Momsloven § 38, stk. 2.