Nægtet fradrag for biludgifter og skattepligt af manglende lejeindtægter – manglende dokumentation for erhvervsmæssig anvendelse og markedsvilkår

Sagen omhandlede to hovedspørgsmål for et selskab, der driver virksomhed med udlejning af ejendomme: fradrag for biludgifter og skattepligt af manglende lejeindtægter fra udlejning af ejendom til hovedanpartshaveren.

Selskabet, der er ejet af hovedanpartshaveren og dennes familie, havde i indkomståret 2006 afholdt udgifter til en Volkswagen Touareg, som hovedanpartshaveren personligt havde købt. Bilen var ifølge en lejeaftale fra 1. januar 2005 lejet af hovedanpartshaverens personlige virksomhed til selskabet for 3.500 kr. + moms pr. måned, og selskabet afholdt driftsudgifter på bilen. Selskabet bogførte i indkomståret 2006 udgifter til bilen på i alt 101.688,85 kr. samt yderligere 27.839 kr. til brændstof. Bilen var dog i perioden 4. august 2004 til 28. juni 2005 registreret som ejer og bruger af selskabet, hvorefter den blev omregistreret til hovedanpartshaverens personlige virksomhed. Selskabet forklarede, at der var tale om en fejlregistrering, og at bilen udelukkende var anvendt erhvervsmæssigt. De fremlagte kørebøger viste dog uoverensstemmelser i kilometerangivelserne sammenlignet med KRAKs ruteplan, og destinationerne var upræcise.

SKAT nægtede selskabet fradrag for de afholdte biludgifter på 106.704 kr. i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da selskabet ikke blev anset for rette omkostningsbærer. SKAT mente, at udgifterne var afholdt i hovedanpartshaverens interesse og udgjorde maskeret udlodning, jf. Ligningsloven § 16a, stk. 1. SKAT anførte, at kørselsregnskabet var mangelfuldt, og at bilen havde stået til rådighed for privat benyttelse. Selskabet argumenterede for, at bilen var erhvervsmæssigt anvendt til transport af driftsmidler og byggematerialer, og at den faktiske anvendelse var afgørende. De mente også, at markedslejen var rimelig, da de kørte kilometer var beskedne.

Det andet spørgsmål vedrørte selskabets ejendom, hvor hovedanpartshaveren boede privat, og hvor en del af ejendommen blev udlejet til hovedanpartshaverens personlige virksomhed som kontor. Selskabet havde bogført lejeindtægter på 50.000 kr. for indkomståret 2006. SKAT anså den indgåede lejekontrakt med hovedanpartshaveren for ikke at være indgået på markedsvilkår, jf. Ligningsloven § 2, stk. 1, grundet lav m2-pris, manglende regulering, intet depositum og ingen betaling for lys og varme. SKAT beregnede en objektiv udlejningsværdi for helårsboligen i henhold til Ligningsloven § 16, stk. 9 til 130.049 kr. Efter fradrag for den betalte husleje på 50.000 kr. forhøjede SKAT selskabets indkomst med 80.049 kr. i henhold til Statsskatteloven § 4, og anså beløbet som yderligere fradragsberettiget løn i selskabet. Selskabet påstod, at det rådede over og anvendte betydeligt mere plads i ejendommen til erhvervsmæssige formål end accepteret af SKAT, herunder kontorer og lagerplads i garage og udhuse, samt at der var et merforbrug af vand, el og varme grundet erhvervsmæssig drift.

SKATs afgørelse blev stadfæstet af Landsskatteretten for begge forhold.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at selskabet ikke var rette omkostningsbærer af udgifter til en Volkswagen Touareg, og at selskabet var skattepligtigt af manglende indtægter fra udlejning af ejendom til hovedanpartshaveren, anset som yderligere løn.

Vedrørende biludgifter

Landsskatteretten fandt, at bevisbyrden for erhvervsmæssig omkostning påhvilede selskabet, og at der gjaldt en skærpet bevisbyrde ved aftaler mellem interesseforbundne parter. Retten lagde registreringsoplysningerne til grund for ejerforholdet, hvilket betød, at selskabets lejeaftale med hovedanpartshaverens personlige virksomhed ikke kunne anerkendes, da selskabet selv var registreret som ejer af bilen i en del af den omhandlede periode.

Desuden blev det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at bilen udelukkende var anvendt erhvervsmæssigt i selskabets interesse, da de fremsendte kørebøger var mangelfulde og ikke dokumenterede, i hvis interesse kørslen fandt sted. Retten bemærkede også, at billejen var bogført som en efterpostering, at selskabet havde anskaffet andre biler, og at der var sammenfald mellem selskabets og hovedanpartshaverens adresser og aktiviteter. På denne baggrund blev udgifterne anset for afholdt i hovedanpartshaverens interesse, og selskabet havde derfor ikke fradrag for udgifterne i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Vedrørende manglende lejeindtægter

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 4, hvorefter selskabets samlede årsindtægter er skattepligtige. Da der ikke var oplyst en markedsleje for ejendommen, kunne markedslejen beregnes som 8 % af den seneste offentliggjorte ejendomsvurdering, jf. Højesterets dom offentliggjort i TfS 1984 nr. 272.

Retten fandt, at selskabet ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at det benyttede ejendommen i et videre omfang end forudsat af SKAT. Den resterende del af ejendommen måtte derfor anses for at have været til rådighed for hovedanpartshaveren. Uanset selskabets argumenter fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn over markedslejen, inklusiv forbrugsafgifter, efter Statsskatteloven § 4a. Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.