Ligebehandlingsnævnets afvisning af klage over manglende webtilgængelighed og krav om digital SU-ansøgning for ordblind

1. Webtilgængelighed

Nævnet konstaterede, at Handicapdiskriminationsloven § 5 ikke i sig selv indebærer en selvstændig pligt til tilgængelighed ud over, hvad der følger af anden lovgivning. Spørgsmål om offentlige websteders tilgængelighed reguleres af Lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer, hvor Digitaliseringsstyrelsen er tilsynsmyndighed. Nævnet har derfor ikke kompetence til at vurdere, om en hjemmeside lever op til de tekniske krav.

2. Kravet om digital ansøgning

Vedrørende afslaget på telefonisk ansøgning bemærkede nævnet, at dette krav følger direkte af det materielle indhold i Lov om statens uddannelsesstøtte § 38a. Ifølge forarbejderne til Handicapdiskriminationsloven rækker lovens forbud ikke til at overprøve det materielle indhold af love vedtaget af Folketinget eller forvaltningsretlige afgørelser truffet direkte på grundlag af sådanne love.

Som følge heraf blev sagen afvist i medfør af Lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1 og 6.

De juridiske spørgsmål og dispensationsregler

Ansøgningen om dispensation blev indgivet i medfør af adgangsbekendtgørelsens regler, hvorefter universiteter kan dispensere fra kravet om faldende optagelseskvotient, hvis der foreligger usædvanlige forhold. Klageren argumenterede for, at ordblindheden havde påvirket datterens eksamensresultater negativt gennem hele skoleforløbet, og at hun desuden havde været påvirket af personlige årsager som sygdom og dødsfald i familien.

Parternes påstande

Klageren gjorde gældende, at universitetets praksis udgjorde både direkte og indirekte forskelsbehandling:

• Direkte forskelsbehandling: En person med svær ordblindhed kan ifølge klageren aldrig opnå et gennemsnit, der er højt nok til at komme i betragtning til medicinstudiet, selv med en mindre opjustering af karaktererne.
• Indirekte forskelsbehandling: Klageren påstod, at universiteterne følger en uskreven regel om maksimalt at forhøje en kvotient med 1,0 karakterpoint, hvilket stiller handicappede ringere på studier med høje adgangskrav.
• Manglende tilpasning: Klageren henviste til FN's handicapkonvention og argumenterede for, at universitetet burde foretage et konkret fagligt skøn af ansøgerens motivation og egnethed frem for blot at se på karakterer.

Universitetet og Styrelsen for Universiteter og Internationalisering anførte heroverfor, at der var foretaget en individuel vurdering. De fandt det ikke sandsynligt, at ansøgeren ville have opnået en kvotient på over 10, hvis de usædvanlige forhold ikke havde været til stede, da afstanden fra 3,5 til 10,7 var for omfattende til at kunne tilskrives handicappet alene.