Landsskatteretten: Forrentning af tilbagebetalt CO2-afgift for kvoteomfattede virksomheder

Sagen omhandler H1 A/S' anmodning om forrentning af et tilbagebetalt beløb på 23.235.689 kr. i CO2-afgift for perioden 2005-2009. Beløbet blev tilbagebetalt i henhold til CO2-afgiftsloven § 8 b, stk. 5, som blev indsat ved Lov nr. 1384 af 21. december 2009.

H1 A/S havde siden 1992 betalt CO2-afgift. Med indførelsen af EU's CO2-kvotesystem i 2004 opstod der en dobbeltregulering for visse virksomheder, herunder H1 A/S. Lov nr. 464 af 9. juni 2004 (2004-loven) havde til hensigt at indføre fuld tilbagebetaling af CO2-afgift for kvoteregulerede brændselsforbrug fra 1. januar 2005, men lovens ikrafttræden var betinget af EU-Kommissionens statsstøttegodkendelse. Lovforslaget til 2004-loven nævnte et "beskedent rentetab" som en konsekvens af tilbagebetalingen.

Kommissionen godkendte først ordningen den 17. juni 2009, dog med krav om betaling af EU's minimumsafgifter. Dette førte til vedtagelsen af Lov nr. 1384 af 21. december 2009 § 15 (2009-loven), der trådte i kraft den 1. januar 2010 og muliggjorde tilbagebetaling af CO2-afgift for perioden 2005-2009 under de nye betingelser. H1 A/S ansøgte om og modtog den 18. marts 2010 det tilbagebetalte afgiftsbeløb, men SKAT afviste at forrente beløbet.

SKATs argumentation

SKAT fastholdt, at der ikke var hjemmel til forrentning. De argumenterede, at kravet om tilbagebetaling ikke var omfattet af Opkrævningsloven § 12 eller Renteloven § 8, og at selskabet først erhvervede et retskrav på tilbagebetaling ved ikrafttrædelsen af 2009-loven. SKAT mente desuden, at beløbet ikke var "indbetalt efter påkrav" i henhold til Procesvejledningens afsnit J.3, punkt 7, og at udbetalingen skete inden for 30 dage, hvilket udelukkede renter efter punkt 8.

Selskabets argumentation

Selskabet påstod, at de var berettiget til forrentning efter Procesvejledningens afsnit J.3, punkt 7, primært baseret på den juridiske berigelsesgrundsætning. De fremhævede, at staten havde haft rådighed over beløbene og dermed en rentefordel. Selskabet argumenterede, at lovgivers tilkendegivelse i 2004-loven om tilbagebetaling skabte en klar forventning om refusion, og at betalingerne var sket "efter påkrav", da der var en lovfastsat pligt til indbetaling. De henviste til tidligere praksis (kantinemoms- og skolemoms-sagerne), hvor betaling efter gældende regler blev anset for "efter påkrav". Selskabet mente, at fraværet af en specifik rentebestemmelse i 2004- og 2009-loven ikke udelukkede forrentning efter almindelige retsgrundsætninger eller Procesvejledningen, og at lovgivers bemærkning om "beskedent rentetab" i 2004-loven understøttede dette.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og fandt, at selskabet var berettiget til renter af det tilbagebetalte beløb på 23.235.689 kr. efter punkt 7 i den dagældende Procesvejlednings afsnit J.3. Den talmæssige opgørelse af renterne blev overladt til SKAT i medfør af Bekendtgørelse om forretningsorden for Landsskatteretten § 17, stk. 2.

Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med følgende:

• Betaling efter påkrav: Selskabets pligt til at indbetale CO2-afgiften fremgik direkte af CO2-afgiftsloven, hvilket betød, at beløbene måtte anses for at være indbetalt "efter påkrav". Retten fandt, at der i Procesvejledningens afsnit J.3, punkt 7, ikke kunne indfortolkes et krav om, at tilbagebetalingen skulle ske, fordi påkravet om indbetaling var fremsat uden tilstrækkelig lovhjemmel.
• Lovgivers intention: Landsskatteretten lagde vægt på ordlyden af Lov nr. 1384 af 21. december 2009 § 5, hvori ordet "tilbagebetaling" var anvendt. Dette indikerede en formodning om, at lovgiver havde en forventning om, at de tilbagebetalte beløb skulle forrentes efter Procesvejledningens bestemmelser om tilbagebetalingskrav.
• "Beskedent rentetab": Denne fortolkning blev yderligere understøttet af lovgivers bemærkning om et "beskedent rentetab" i bemærkningerne til lovforslaget til Lov nr. 464 af 9. juni 2004 § 3.
• Fravær af modsat hjemmel: Retten bemærkede, at hverken CO2-afgiftsloven, Lov nr. 464 af 9. juni 2004 § 5 eller Lov nr. 1384 af 21. december 2009 § 15 indeholdt grundlag for at antage, at lovgiver havde fastsat, at der ikke skulle ske forrentning af de tilbagebetalte beløb.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at selskabet var berettiget til forrentning af beløbet efter Procesvejledningens punkt 7, hvilket indebærer forrentning med rentesatsen i Renteloven § 5 fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen.